Haparanda - dag +6 - 16 km - 179 km

Vi er i Haparanda....og jeg sidder og kigger på den sætning en gang ekstra!

Jeg var meget taknemmelig for mit campsite! Både i nat og i morges kunne jeg høre vinden på vestsiden af broen og vejen, men vi havde fint læ og fik efterhånden varmen.
Valgte at tage en meget langsom morgen ....og nød havregrøden i teltet med udsigt til den smukkeste solopgang som afslutning på turen. Alt blev pakket sammen, og vi lagde ud en sidste gang.
De første 3,5 km mod SØ havde vi medvind, som skubbede os fint over til næste odde. Jeg er meget taknemmelig for, at der er hætte på min tørdragt, så det giver lidt læ for den kolde vind. Herefter drejede vi mod NØ og skiftede mellem læ og fralandsvind, når kysten indimellem havde små huller. Dejligt at solen varmede lidt i den kolde vind.
Der var et par steder, hvor vi smuttede mellem nogle øer - indimellem kan det altså være svært at finde hullet, man skal igennem! Billedet her viser en lille passage, som jeg først opdagede kort forinden.
Efter sidste gennemsmutning så jeg nogle huse, som måtte ligge på den anden side af grænsen, og dermed være Finland. Det var altså svært at forstå .....
Inde på land til venstre dukkede sidste hjørne op, og der lå Waltaris stuga, hvor Riksröse 59 ligger. Rundt om hjørnet fandt jeg en lille gå-i-land-plet. Og så var der kun ca 100 m derhen. Det er en speciel følelse at stå helt alene sammen med Mille ved verdens ende, og opleve noget som føles så stort! Rösen er en stor, rund betonklods med en betonkegle ovenpå. Der er ikke noget fint og prangende over den. Måske er den snarere rå og sej, som folk er heroppe.
Efter det smukke øjeblik padlede jeg en km længere opad elven - eller kæmpede! Der var pænt med modstrøm, og indimellem lå vi næsten stille. Jeg gik på land og prøvede at finde vandrerhjemmet, hvor jeg har booket et rum. Mødte en kvinde helt klædt i rødt (det er jo allerede et plus). Annikki hedder hun, tosproget, pensionist, bor her i byen. For at gøre en lang historie kort, så tilbød hun at køre mig og al bagagen til Vandrarhemmet! Altså!!!!! Så nu sidder jeg her. Her er fuldt af russiske ishockeyspillere, som kommer og går. Receptionen åbner kl 15, så jeg har lidt tid til at skrive. Annikki har tipset den lokale avis, så de kigger vist forbi om lidt.
Om kort tid har jeg et værelse og kan få et bad. Bagefter skal jeg ned og se, om jeg kan stille Mille hos nogle gode mennesker, og så skal jeg ellers bare lande indtil Jacob henter mig i morgen.
På søndag stopper vi på vejen hjem i Solna, hvor der er jurymøde. Det glæder jeg mig til!
Har fundet ud af en sjov ting. For mig har turen på de 2514 km strakt sig over 6 dage nu og 72 i sommer minus 5 dages bryllup. Men i HBB regi tæller man fra første til sidste dag, så jeg får lov at sætte rekord med 145 dage! Det er et smukt tal - 14 er tallet for N og 5 er tværsummen af 14. Det er da fint!
Kommer nok til at skrive lidt efter jurymødet og når jeg er landet ....lige nu vil jeg finde Mille og se Haparanda - måske gå en tur til Finland!
Tak til alle jer gode mennesker, som har været der undervejs. Ingen tur uden engle!
Dagens data:
På vandet 9:02-12:02
6-8 m/s VSV, sol og næsten skyfrit
Påklædning: tørdragt, mere uld end i går, puff, hue, vinterrostøvler

Endnu en smuk dag - dag +5 - 47 km - 163 km

Jeg er lige nødt til at begynde med i går aftes! Bror kiggede forbi og sagde, at de skulle køre, så de kom ikke ned og hilste på. Til gengæld dukkede Rune og hans kone Else op. Hun er en frisk og hjertevarm kvinde, som både vandrer og jogger, og om vinteren tager de 300-400 km på ski. Det var virkelig dejligt at møde hende også. Og som endnu en luxus så fandt de en fjäll röding frem fra kølerummet og Rune stegte den til mig til aftensmad. Det var super lækkert, og tilmed fik jeg også rugpandekage, som Rune bager, og bregott at smøre på, så man kunne rulle fisken ind i. Turens lækreste aftensmad. Og der var nok til også at tage med som frokost på turen i dag. Tak I gode mennesker!
I morges var det vidunderligt at stå op og tænde op i brændeovnen, så der var godt lunt til morgenmaden. Rune og Else havde også givet mig blåbær, og det var super at putte dem i havregrøden!
Lige inden jeg stak af sted, kiggede Bror forbi og sagde farvel. Håber at jeg kommer forbi Innergrundsviken igen - det er et hjertevarmt sted!
Efter en lille time rundede vi Skagsudde fyr, og himlen begyndte at lysne mod nord.
Dagen har været fin og smuk. Indimellem er vi smuttet ind imellem øerne og har oplevet smalle kanaler (igen), hvor man sommetider ikke kan se, hvor søvejen fortsætter, før liiiiige inden vi skal dreje videre i det bugtede vand. De smalle passager har været afløst af en del mindre kryds, hvor jeg på et tidspunkt igen oplevede pludselig at høre et kæmpe plask bagved, som hvis nogen havde tabt en stor bowlingkugle, men det er bare, når en sæl lige er oppe og markere.
Der blev sunget både morgen- og aftensange, og især dvælede jeg ved den smukke "Fred hviler over land og by", hvor der står: slut fred, o hjerte, med hver sjæl som her dig ej forstår! Smukke og fine ord.
Efterhånden klarede det op, og solen kom frem og gav lidt varme. Det er ellers ret koldt, både i vandet og i luften.
Da jeg tjekkede vejrudsigten i morges lovede dagen i morgen 7+ m/s fra NV, og jeg ville egentlig gerne forbi de mange små kryds, så vi kunne ligge i læ i morgen. Især hvis udsigten skulle ændres til kraftigere vind, så vi endte med at komme helt frem til Reväs-Saari, og begyndte at kigge efter campsite. Jeg var i land nogle gange, men syntes jeg godt måtte være lidt kræsen, og især ville jeg rigtig gerne i læ. Selvom vinden er svag, så gør læ en stor forskel, når det handler om at holde varmen. Samtidig ville jeg også gerne kunne se den smukke solnedgang - og også meget gerne morgendagens solopgang. Måske store krav, men man har vel lov at ønske!
Og sandelig om ikke det lykkedes! Lige her, hvor Industrivägen kommer fra nord og rammer Santasaari, smuttede vi under den lille gennemsejling og fandt på østsiden en lille paradisplet med læ og udsigt til både aften- og morgensol! Jamen altså!
Der er nu ca 16 km til Haparanda. Vinden siger 5 m/s fra NV, så det er fralandsvind hele vejen. Om alt går vel, så rammer vi Riksrosen ved frokosttid i morgen! Det er vildt at tænke på. Jacob kommer først lørdag, så medmindre der dukker nogen op tilfældigt, så bliver det bare Mille og mig. Men det er nu heller ikke tosset!
Mille ligger på stranden. Jeg ligger i soveposen og prøver at få varme fødder. Men hjertet er fuldt af varme, glæde og taknemmelighed!
Dagen data:
På vandet 7:11-15:25
2-5 m/s V, overskyet og senere opklaring og klar himmel
Påklædning: tørdragt, uld (måske skulle jeg have haft et lag mere), puff, hue, vinterrostøvler

Flere engle - dag +4 - 8 km - 116 km

Vågnede i morges og satte mig ud på en sten og nød den smukke lyserøde og lyseblå solopgang. Himlen var derudover lidt grå og forreven og bar tydeligt præg af, at det trak op derude.
Jeg kunne mærke, at det føltes rigtigt, at prøve at stikke ud og komme lidt tættere på spidsen - Skagsudde hedder den, så jeg tog tre stykker knækbrød og pakkede hurtigt sammen og kom af sted. Jeg mærkede også, at hvis jeg skulle bede om noget i dag, så var det først og fremmest at finde lidt læ. Derudover ville det fantastisk med lidt strøm - og måske at få tørret lidt tøj. Hvis det også skulle blive til en kop kaffe indendørs i varme, så ville træerne vokse ind i himlen!
Vinden kom skråt forfra, og hver gang vi skulle rundt om en pynt, mærkede jeg, at det var en helt rigtig beslutning ikke at tage ud og runde sydspidsen.
Jeg havde på forhånd spottet en lille vig med noget der på kortet lignede hele tre småhavne, hvoraf den nordligste var min favorit. Da vi rundede sidste hjørne og gik ind i vigen, kom vi mere i læ, og det var skønt.
Inde i vigen padlede vi lidt omkring og kiggede efter et menneske, så jeg kunne spørge, om jeg måtte telte. Og netop ved mit favorit sted (Innergrundsviken) stod Rune og ordnede fisk. Jeg fortalte mit ærinde og fik lov at lægge teltet bag en lille campingvogn i fint læ. Da jeg var vel på land med alt, spurgte han, om ikke jeg ville have en kop kaffe inde i varmen i hans lille fiskerum! Waou! Her var også strøm, og jeg kunne hænge lidt tøj til tørre! Han fortalte om området, hvor alt fryser til om vinteren. Der bliver holdt åbent ind til Lule havn pga malmtransport, men ellers kan isen blive op til en meter tyk!!
På et tidspunkt ringede han til en af sine venner, som hedder Bror, og han kom forbi på cykel og tilbød mig at være i deres lille havstuga, som ligger 17 m fra Mille. En hytte på ca 25 m2 med brændeovn og el - og Rune ville lade sit lille fiskehus stå åbent så jeg har adgang til vand og toilet!
Jeg kan slet ikke sige, hvor taknemmelig jeg er! Det er meget overvældende! Meget!
Teltet havde nået at tørre, og jeg fik pakket det sammen og installeret mig. Alt er hængt til tørre, jeg har lavet havregrød og ligget og blundet på slagbænken med et ugeblad, er blevet gennemvarm, har fået energi, har gået en tur og sidder nu og kigger ud på en regnfuld himmel, og det er råt og gråt udenfor. I løbet af eftermiddagen er flere fiskerbåde kommet i land, og på den anden side af vejen er en større fiskehal, hvor der bliver knoklet i god stemning, og jeg fik lov at tage et billede!
Det er altså nogen seje mennesker, der bor heroppe. Og meget imødekommende er de tydeligvis også!
Bror sagde, at de ville kigge forbi i aften. Hyggeligt!
Og i morgen skulle det blive mere stille og solrigt, både iflg SMHI og Rune - og hvis nogen har tjek på vejret, så er det en erfaren fisker!
Tænk at der findes så fine mennesker! Det føles næsten som et lille mirakel!
Dagens data:
På vandet 7:52-9:40
6-8 m/s fra SSV, råt og gråt
Påklædning: tørdragt, fugtigt uldtøj, rostøvler, puff, hue
Ps forbindelsen er ikke så god, så billederne sendes i lav opløsning...håber det går.

Fine kryds - dag +3 - 46 km - 108 km

Det var dejligt med en varm nat i soveposen. Jeg glemte at skrive i går, at en af forskellene selvfølgelig også er at sørge for at holde varmen. Så snart vi er på land, gælder det om at få varmt tøj på, og når der ikke lige er andet at lave, og det bliver mørkt, så er soveposen et vidunderligt sted at være.
Uret ringede 4:45, og den første del af morgenen foregik med pandelampe. Men efterhånden lysnede det smukt, og pakningen foregik i lyset af det stille morgengry. Det er lidt spøjst - der ligger tonsvis af brædder både på land og på havbunden. Som om et væld af badebroer i tidens løb er slået til pindebrænde. Hvis det er tilfældet, så siger det lidt om den rå natur heroppe.
Vi kom fint af sted, og solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel hele dagen.
Jeg var lidt spændt på, hvormeget vi ville mærke til vinden, der kom fra land og ud over den lange bugt, men det gik fint, og alle de mange kryds var nærmest en nydelse. Indimellem var der små pletter med de sidste efterårsfarver - det er altså smukt. Og så kiggede ialt 5 sæler forbi! De er ret hyggelige at møde, og jeg bliver altid lidt varm i hjertet.
Turen gik ud mellem Lappön og Hindersön og videre forbi flere småøer mod sydspidsen af Bergön og ind imellem den og Rånön. Egentlig var planen at stoppe ved Rånön ....men fastlandet lå og lokkede og glimtede så fint, og der var ikke vind og bølger af betydning, så nu er vi landet på fastlandet ved noget der vist hedder Binnholmen ca 10 km nord for næste sydspids. Vi fandt først en lille bitte havn og gik i land for at finde nogen at spørge, om vi måtte være der - klog af skade! Endte med at finde et hus hvor der var nogen hjemme og bankede på. Havnen er desværre privat, men den venlige kvinde gav mig lov til at lægge til på deres grund og slå teltet op lidt derfra. Tak altså!
I morgen bliver det 9 m/s fra syd - og jeg skal ikke runde en sydspids med hele Bottenhavet ind fra højre, så vi bliver på land. En rigtig tur skal vel også have en indeblæsningsdag!
Det er en kæmpe lettelse og glæde at være ovre den store bugt. Om alt går vel er der to rodage igen, og lige nu ser både tirsdag og lørdag fine ud.
Mille ligger og smiler på stranden, og jeg ligger godt og varmt i soveposen efter en meget smuk og dejlig dag!
Dagens data:
På vandet 7:09-14:33 plus 8 minutter for at ro fra havnen hertil
Høj sol og 2-5 m/s fra V og NV
Påklædning: tørdragt, lidt ekstra uld og tørre strømper, puff, hue, rostøvler

Smuk dag - dag +2 - 32 km - 62 km

Vi er landet ved Altappen øst for Luleå og her er fint og stille.
Det var så fint at sove med en Kalla Anka, udsigt til stjernehimmel og ild i brændeovnen. Var lige en smut nede og tjekke at Mille og teltet havde det godt i blæsten, men de nød vist også bare stjernerne.
Til morgenmaden sad jeg og kiggede lidt på Patricks store, flotte, laminerede søkort. Han havde fundet dem frem i går og givet gode råd. Tak for det.
Jeg pakkede sammen til den smukkeste solopgang og kom fint af sted nordpå. Det meste af dagen har vi ligget i læ, undtagen når vi krydsede små fjorde og vige, men alt i alt var det bare rigtig fint. Mod syd var himlen tung og overskyet, men mod nord trak skyerne væk, og efterhånden var hele nordhimlen fin og lyseblå.
Da vi nærmede os Luleå kom der en del jagerfly fra militærområdet, og jeg sendte Patrick en tanke. Han har i mange år først skruet på fly og senere helikoptere der, og er nu røget videre opad i systemet. På et tidspunkt lå fem fly i luften og kom drønende lavt, mens de lagde an til landing. Det er helt vildt, hvor meget lyd de kan give fra sig.
Jeg havde måske ventet mere klippekyst heroppe, men her er faktisk ret fladt og der er mange sandstrande. Det er jo rart, når vi skal på land.
På vej forbi Luleå kom vi også forbi den store havn med skibe og kraner og aktivitet. Det er nogen store både, de har her!
Og kort efter kom vi så til Altappen. Patrick havde anbefalet stedet, og bortset fra at jeg først tog fejl og landede ved den lille fiskehavn, hvor jeg pænt måtte pakke sammen igen, så er stedet her rigtig fint. Det er offentligt og her er bord og bænke og bålplads.
Kroppen klarer det fint. De sidste par måneder er jeg først blevet behandlet godt og kompetent af Michael Etzerodt, og det har været rigtig godt at blive taget hånd om, så jeg kom på ret køl. Siden har jeg fået et træningsprogram af Emil hos Move2Peak, og en del af øvelserne kan jeg lave her på turen. Lænden er lidt øm, men mest fordi den bare bliver udfordret lidt. Ikke noget alarmerende.
I morgen stikker jeg om alt går vel over forbi Hindersön og håber at lande på Rånön. Det vil være rart at komme over den store fjord, som er sidste større sted, der skal passeres.
Det er lidt anderledes at være på tur på denne årstid, men udover at vandet er koldere, så mærker jeg det mest, når jeg pakker. Vintersoveposen, som kan klare en overlevelsestemperarur på ned til minus 40°, fylder lidt mere end sommersoveposen, og der skal pakkes ret minutiøst, for at det hele kan være der.
Nu står den på aftensmad, og så er det ellers ind i den gode, varme sovepose.
Dagens data
På vandet 8:33-13:45 .... og så lidt igen da vi flyttede og vi kom i land 15:30
2-6 m/s SV og NV, fin himmel mod nord og gråt sydpå
Påklædning: tørdragt og uld (netbukser og undertrøje og trøje), vinterrostøvler, puff og hue

På vej - dag +1 - 30 km

Vi er landet i Pultsviken ca 1 km før spisen ved Alskataudden - og har allerede mødt turens første engle!
Det var dejligt i morges at pakke Mille nede ved SPA Fyren. På stranden mødte jeg en gut, som var ude med en drone og filme solopgangen - så fint at have et vidne på turstarten.
Vi stak ud mod Piteå havn, hvor der er en passage til den lille lystbådehavn på nordsiden. Derfra gik det ellers nordpå. Jeg har valgt at gå lidt kystnært og så vidt muligt at være på fastland, når jeg går i land, så vi gik vest om Baggen til Trundön og også vestom den lille ø på vej mod Pultsviken.
I løbet af formiddagen luftede det lidt op og der kom flere skumtoppe og brydende bølger. Jeg ville egentlig gerne have været kommer rundt om hjørnet og ind i Holfjärden, men jeg syntes, det begyndte at blæse for meget, så jeg valgte at stikke mod land - og fandt en miniature lille havn (pytte lille ville man kanske sige på svensk) her ved Pultsviken.
Vel på land var første punkt at finde ud af, hvor jeg måtte campe - og helst i læ. Jeg mødte Anneli og Patrick, som var ude at gå tur med Eskil - en sød og nysgerrig svensk urhund. Og jo - det var helt ok at jeg campede ved havnen. Og hvis jeg havde lyst, var jeg velkommen til en kop kaffe i deres sommerstuga!
Jeg fandt en lille plet med læ mellem broelementerne, som var blevet taget op for vinteren i går! Fik slået teltet op, hængt tøj til tørre, klædte om og gik 300 skridt op til Anneli og Patrick. Her mødte jeg også deres datter Liza og hendes kæreste Joel. Så fine og imødekommende mennesker! Liza læser civilingeniør med fokus på arkitektur og har malet i mange år. Jeg fik lov at se nogle af hendes værker på hendes instagram liza_eriksson ...... meget fine ting! Tjek det ud!
Jeg fik både kaffe og whisky og en hyggelig snak med Anneli, bla om at bo i Nordsverige. Ligesom i Danmark er der stor forskel på kultur og hverdagens hastighed, alt efter hvor man bor - det føles rart at være heroppe. Anneli er fritidspædagog og er et menneske, som passer på sine omgivelser, også de dyr der findes omkring. Ligefra at fodre rådyr og egern i haven til ikke at dræbe småkravl, som hun møder på sin vej.
Inden de kørte, blev jeg tilbudt at overnatte i huset! Så nu ligger jeg her til lyden af blæst udenfor og brændeovn indenfor - føles som en meget stor luxus! Tak, gode mennesker, for at I lige var på min vej!
Både Mille og jeg har det godt, og vi glæder os til i morgen, hvor vi stikker videre mod Luleå.
En bonus, jeg har glemt at nævne, er, at det viser sig, at om jeg gennemfører turen nu (inden nytår), så tæller den faktisk indenfor Havspaddlarnas Blå Band! Det er jo helt fantastisk!
Alt i alt er det helt vidunderligt at være tilbage i Bottenviken, og hjertet smiler!
Dagens data:
På vandet 8:03-13:03
Solrigt, 4-7 m/s S og SØ
Påklædning: tørdragt, uld, puff og kasket

Piteå - af sted igen

Siden Mille og jeg langsomt landede derhjemme, har jeg mærket lysten til en dag at tage til Bottenviken og opleve den sidste strækning, som vi gik glip af i sommer. Som tiden er gået, har jeg mærket, at det ville være godt, hvis der ikke gik for lang tid. Da vi forlod Piteå, følte jeg mig slidt lidt i stykker og ude af balance, og jeg har haft følelsen af, at det ville gøre noget godt og være givende og helende at gense stedet og tage tråden op i mere hel og landet tilstand.
Eneste mulighed indenfor overskuelig fremtid har været efterårsferien, og det viste sig, at hvis det skulle være inden dagene blev alt for korte, og inden havet kunne begynde at fryse til, så var det også stort set det seneste. Vandet er 4-6 grader og den næste uge aftager dagen fra Piteå til Haparanda med 46 minutter.
Nuvel - jeg har lånt Jacobs bil og i går aftes kl 19:07 kørte Mille og jeg hjemmefra. 19:50 tog vi færgen til Helsingborg og brugte så ellers natten på at køre gennem Sverige, kun afbrudt af lidt sovepauser.
Det er smukt at gense landet! Mellem kl 3 og 4 passerede vi Stockholm, og da det lysnede med en smuk morgenhimmel, åbnede landet sig i de smukkeste efterårsfarver. Efterhånden som vi kom nordpå aftog de gyldentglødende omgivelser lidt, fordi træerne heroppe er begyndt at tabe bladene.
Kl 14:52 landede vi så her - ved Pite Havsbad. Jeg gik ned og genså havet og kiggede lige ind i "SPA Fyren", som huset med SPA og behandlinger hedder. Der stod Denise og sagde "velkommen tilbage Nenia!" Sikke en velkomst! Vi snakkede lidt, og en af behandlerne, Lena, tilbød at give mig en kort behandling efter et system som hedder stretch, hvor hun balancerer det autonome nervesystem. Tak altså - I kære fine mennesker!
Jeg har indlogeret mig på et billigt hotelværelse, fået et bad, sovet, spist, fået sidste overblik over grej og gear, lagt Mille på stranden og kysset hende godnat, og nu sidder jeg i den mexicanske restaurant og får en øl, inden jeg hopper i seng.
Vejret? Det må vise sig. Afstanden? Afhænger af om vejret er til at krydse og tage den korteste vej, eller om det bliver en kystsniger, men et sted mellem 160 og 250 km. Hvor langt vi når? Det vil tiden vise.
Glæder vi os? JA! Rigtig meget!

Eftertanker

Det har taget nogle dage at lande lidt – det er godt at være hjemme.

 

Turen ned gennem Sverige var så fin. Det første stykke gik vejen i nærheden af kysten, og der dukkede velkendte steder op, enten synligt eller på vejskiltene.

Ved en pause kunne jeg skimte coop i Lövånger, hvor jeg provianterede, da vi var forbi Kärleksviken. Den store kartonfabrik ved Husum var også synlig over trætoppene. Ved Härnösand gik vejen gennem byen, og jeg så det fine springvand, som vi passerede da vi roede igennem der. Ved Sundsvall kiggede jeg udover bugten og kunne næsten skimte Rödön.

Det var så fint at få lov at mindes alle de fine steder, og ikke mindst alle de fine, generøse og omsorgsfulde mennesker jeg har fået lov at møde i Piteå, Byske, Kärleksviken (Kallviken), Avaviken, Umeå, Norrmjöle, Själnöhamn, Fällsvik, Hölick. Og tanken går også til alle de gode mennesker, hvor vejen ikke lige går forbi – i Kapellskär og Gräddö, Spillersboda, Nynäshamn, Brantviken, Ronnyby hamn, Kivik, Ystad, Skåre, Landskrona, Rammsjö, Lerkil/Smorholmen.

Vi holdt mange pauser på rastepladser undervejs og fik både påfyldt bilen og os selv, og det var så fint at bruge en dag og en nat på at hjemrejsen, så vi både fik en smuk sopnedgang og –opgang undervejs. Et af de smukkeste tidspunkter var, da jeg pludselig så stjernehimlen! Med Karlsvognen og Cassiopeia. Det er længe siden, at det har været så mørkt, at jeg har kunnet skimte mere end tre stjerner, og hjerte og sjæl sang stille. Jeg kommer fra et land, hvor der er stjerner hele året, og jeg mærkede, hvor godt det var at gense dem.

På en rasteplads solgte de en Högakusten øl – men man måtte kun drikke den på stedet, og selvom Henrik var sød at køre det meste af vejen, så jeg kunne slappe af, så skulle vi gerne begge kunne være chaufførere, - så i stedet holdt manden bag kassen den fine øl, og jeg tog et billede og glæder mig til at smage den en dag.

På vej fra over Øresund mod Helsingør lyste Kronborg os velkommen. Det er så fint et sted og så godt at komme til fra vandsiden, både nordfra, sydfra og som nu østfra.

Hjemme i Brådebæk sprang jeg i favnen på Jacob – åh det var godt at ses. Senere på dagen var mine forældre forbi – tak kære jer. Også for den fine frugtbuket mor. Frisk frugt er en stor luksus efter sådan en tur.

 

Mille og telt ligger i haven. Og jeg har været langsom i tre dage nu.

Det er overvældende at være hjemme med al mulig luksus som toilet, køkken, bad, mad, strøm og mange ting og meget plads. Kroppen skal lige vende sig til, at et godt og varieret måltid mad ikke er en sjældenhed, og energiindtaget skal lige ned på normalen igen. Det er også overvældende med informationsstrømmen..... der er så mange indtryk og så meget information hele tiden. Forsøger at tage det i små doser og tænker over, at det jo plejer at være min hverdag, at der er så mange ting og så meget information, – og at jeg ikke plejer at mærke hvor overvældende det er. Håber sjælen kan bevare lidt af sin følsomhed, så jeg kan mærke, hvornår den har brug for en pause.

 

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg på længere sigt kommer til at tage med mig – men det jeg indtil nu mærker er hvor godt og fredsgivende, det er kun at bede om det, jeg skal bruge i dag... og ikke være bekymret for i morgen. Jeg har i rigt mål mødt søde og hjælpsomme og givende mennesker på min vej. Tænk at der er så mange derude – tak til jer alle sammen!

Naturen er helt utrolig - Sverige er et ufatteligt smukt, kraftfuldt og frodigt land, og øje og sjæl er påfyldt og fuld af taknemmelighed af hav og himle og vige og odder og ..... det hele (Håber nogle svenske padlare har lyst til at tage Danmark rundt, så I kan få lov at se et noget anderledes, men også smukt land). Der er sket noget med mit hjertes evne til at modtage. Jeg har mødt megen godhed på vejen, men har også oplevet stor kærlighed fra kære og nære i Danmark, og har følt mig mere elsket den her sommer. Måske er der sendt mere kærlighed – måske er mit hjerte bare blevet mere åbent og modtageligt, så kærligheden kan få lov at komme ind.

 

Inden turen var tanken om at afbryde ikke rigtig eksistrerende – medmindre jeg brækkede armen eller noget. Jeg leder efter ordene nu..... men det føles stort at have mærket efter, at det var rigtigt at tage hjem.

 

Det kommer til at tage tid at lande – men ligesom turen har været et pagajtag ad gangen, så bliver den videre rejse bare et skridt ad gangen.

I går fik jeg ord med på landingsrejsen af seje og skønne Lene, som har klippet mig i 20 år. Hun sagde: Hvis vi vi altid kun gør det perfekte, hvornår lever vi så?...

Nu vil jeg tage et bad, læse lidt i en af de svenske bøger, jeg har lånt på biblioteket og glæde mig til at se familien til Lucias 2års fødselsdag.

Tak til alle jer, der har fulgt med undervejs. Det har været påfyldning for hjerte og sjæl, at sidde derude i aleneheden og skrive, og så opleve at der har været så mange, der fulgte med og sendte så meget godt tilbage. Smukke og taknemmelige sensommerhilsner, med ønsket om lys, fred og berigelse, fra Mille og mig.

Sverige næsten rundt - dag 72 - 0 km - 2335 km

Mille ligger på taget sammen med Gaia, og jeg sidder i bilen sammen med Henrik på vej sydpå.
Den sidste solnedgang i Piteå var meget smuk, som I kan se.
I løbet af natten og den tidlige morgen vågnede jeg et par gange og vendte tankerne, og kl 4 satte jeg mig ud på en lille terrasse, så solopgangen og tog beslutningen om at stoppe. Og det føles rigtigt. Jeg synes kroppen er for slidt, prøvet og smerteramt, og jeg synes prisen er for høj. Men det er ikke kroppen der tager beslutningen - det er mig!

Har tænkt en ny tanke det sidste døgn. Ved at afbryde nu, så passer jeg på mig selv, min hofte, mit sind.
Men derudover manifesterer jeg også noget helt nyt i mit liv. Jeg oplever, at turen ikke kommer til at handle om målet, men i meget høj grad netop om rejsen. Hvis jeg skulle fortsætte, så ville det i høj grad være for at kunne nå målet og lægge hånden på riksrosen.

Ved at afbryde nu, så er det måske første gang i mit liv, jeg drømmer om og sætter mig et stort mål, og ikke når det! At jeg erkender min begrænsning og siger, at jeg har fået noget meget værdifuldt med mig allerede nu.

Henrik har padlet rundt i sin Gaia i Bottenviken på det seneste og kørte ned og hentede mig. Da Niels hentede mig efter Danmark rundt, tog det ca 4 timer at køre hjem. Det sætter turen her i perspektiv, at det tager over 16 timer at køre gennem alt det land, Mille og jeg har været forbi.
Når jeg er kommet hjem og er landet, kommer der lidt eftertanker her på bloggen, men for nu vil jeg bare sige: Tack! Af hele mit hjerte til alle jer der har fulgt med, sendt hilsner og mails, støttet på alle måder, udvist gæstfrihed. Jeg er meget meget taknemmelig!
Og jeg føler mig rig i hjertet.
Fremfor alt har jeg lært mere om, kun at bede om det, jeg skal bruge i dag. Lige her og lige nu.
På genhør når jeg er landet.
Smukke og varme sommerhilsner fra hjertet
Mille og Nenia

Hviledag - dag 71 - 0 km - 2335 km

Det har været en stille og fin dag.
Startede med at spise morgenmad her på stedet - meget lækkert og velassorteret og med udsigt til Mille nede på stranden.
Jeg har ikke sovet så meget i nat for smerter, men det er alligevel bedre, end da jeg kom. Og så var jeg glad for at være under tag - det har silet ned og tordnet pænt heftigt både i nat og i formiddag.
Ved frokosttid gik jeg ned til SPAfyren og tilbragte et par timer med at lade kroppen smelte i de forskellige saunaer og bade, og jeg nød også en smoothie med udsigt til smukke og fantastiske Mille. Det er lidt sjovt - jeg tror hjemme i Danmark, jeg har været på SPA to gange i hele mit liv. På turen her har jeg været en dag i Hölick og nu to dage her. Ved ikke om mit behov for lidt luxus er større, når dagene ofte er rough camping, men det har været godt for krop og sjæl begge steder.
Ved totiden var det tid til behandling. I dag var det Helena, som kan shiatsu og også er healer. Det var en meget fin behandling, og hun sagde, at hun oplevede kroppens signaler som reaktion på, at det meget har været vilje og intellekt, der har været drivkraft, og måske på det seneste mindre følelserne. Interessant tanke. Tak Helena - for din tid og tanker.
Jeg er spændt på hvordan det går med at sove i nat - det er altid lakmusprøven, og i morgen tidlig tager jeg beslutning om, hvad jeg gør herfra.
Det har været og er rigtig skønt at være her, og ikke mindst folkene på SPAfyren har været så gode. Da jeg sagde farvel til Jenni, gav hun mig en lille gavepose med lidt produkter fra stedet som minde - og sagde tilmed tak for at jeg havde været der og sagde tak for den, jeg er. Åh - det er lidt svært at skrive, og det føles lidt stort - men det sagde hun, og jeg sagde bare tak, og sagde også tak for hende og stedet.
Glæder mig til dagen i morgen og hvad den bringer.
Billedet er taget af Åke og Carina i Bureå gästhamn - har ikke så mange billeder af mig selv :-)

Krop og valg - dag 70 - 13 km - 2335 km

Vi er på Piteå havsbad, og der er hviledag i morgen.
I går aftes var jeg ret plaget af smerter i hoften, og i løbet af natten lavede jeg forskellige stræk og masserede, hvor det gav mening. Kl halv fire fik jeg inspiration til at gå ned på stranden, finde et par sten (se billedet), koge dem ti min i trangiaen og lægge dem som varmepude i et par timer. Det hjalp faktisk en del - godt trick at huske.
I morges måtte jeg sande, at selvom der ikke er så langt, som der har været, så var jeg nok nødt til igen at tage lidt ekstra hånd om kroppen. Vejrudsigten sagde indenblæsning i morgen (10-12 m/s), og det er også ok med en hviledag efter godt 7 dages roning, selvom jeg havde håbet at kunne køre igennem. Valget stod mellem at kæmpe lidt nordpå i modvind og prøve at finde et godt sted at blæse inde på en af øerne - eller at ro ind til Piteå havsbad, få tag over hovedet (der var lovet regn fra kl 18 i aften til kl 12 i morgen) og evt få noget behandling.
Jeg har en indrømmelse - mandag aften (fir en uge siden) på første rodag efter Umeå var jeg kørt til kant og meget smerteplaget. Jeg ringede til min Jacob og også til Henrik, som har lovet at hente mig, når det er, og sagde til dem, at jeg havde sagt følgende til Gud: "jeg er færdig, kroppen kan ikke mere, det er slut, men hvis du har nogen ide med, at jeg skal videre, så skal jeg have en nat og en morgen med markant færre smerter og mærke mod og tro på at komme videre. Hvis jeg til gengæld kommer videre, så er fortjenesten og æren din - selvom det stadig er mig der padler kilometerne. Og hvis ikke så er jeg stadig glad og stolt over en fantastisk oplevelse."
Ingen af os havde nok troet det, men jeg vågnede dagen efter med færre smerter og mere mod og tro.
I dag sagde jeg til Gud, at jeg ville tage af sted, og når tidspunktet kom for enten at stikke nord eller vest, så ville jeg bede om en tydelig markering - og det fik jeg. For mange smerter og for meget vind og bølger til at krydse, ikke mindst kroppens tilstand taget i betragtning.
Nu er jeg landet her, har fået et fint lille hostelværelse (kalder de det fordi det ikke er hotelstandart - men jeg synes det er fint, og Mille ligger trygt på stranden. I deres spaafdeling har jeg fået en lang og god behandling af Jenni, som kan mere end sit Fadervor. Hun har en meget fin indføling og et hav af forskellige teknikker som hun bruger knivskarpt. Der var plads og menneskekundskab. I receptionen stod Denise og viste mig rundt mellem saunaer og forskellige bade, som jeg frit kunne bruge bagefter. Tak til jer for en helende dag.
Jeg er ikke smertefri, men kan rejse og sætte mig uden problemer og er kommet fra minus til plus, og kroppen er tydeligt løsnet og har det bedre end længe.
I morgen får jeg en tur til - fødselsdagsgave fra Jacob - tak kære du, for det og for at du er der. Jeg mærker tydeligt og helt i tråd med den seneste tids erkendelser, at hvis jeg siger til kroppen, at nu er vi her, for at du skal blive klar til at komme videre, så stivner den. Hvis jeg siger, at lige nu er vi lige her, og her er godt, og vi skal bare modtage og ikke tænke videre før vi skal videre, så slapper den af. Så det prøver jeg.
Om stedet skal iøvrigt siges, at jeg havde frygtet et stort og touristet sted, men her så fint, og Ann-Sofi i receptionen (som har en far, der har bygget kajakker) forstod enkelt og let, hvad jeg havde brug for - billigt, tæt på vandet, enkel info.
Mørke regnskyer trækker sammen derude, men jeg er under tag, alt bliver tørt, og jeg skal sove i en seng, så kroppen kan hvile efter en udsøgt og god behandling. Og i morgen er det hviledag - og det er alt jeg skal forholde mig til.
Ps betryggende at stedet her synes, at det første man skal ved brand er at evakuere :-)
Dagens data:
På vandet kl 8:22 - ...husker jeg ikke men vist ca 11
6 m/s modvind og sol
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, solfaktor

Bryllup - dag 69 - 34 km - 2322 km

Vi er landet ved Jävrehatten godt 3 km øst for Jävre, og en flok unge mennesker hygger sig med vandscooter og en stor badering, men ellers er her ret stille.
Jeg havde besluttet mig for, at sove til jeg vågnede. Teltet lå fint i skygge, så klokken blev faktisk lidt over 7!!! For første gang på hele turen, tror jeg. Men freden fra i går spillede nok ind. Jens skulle hente sin datter i Skellefte, men hans skønne kæreste Anna fulgte mig hele vejen hjem til teltet efter den hyggelige aften. Tak til jer for det hele! Tænk at så fine mennesker skulle fylde min aften.
I den stille morgen kom en ældre mand forbi i vandkanten med sin hest siddende i sådan en vogn man bruger til væddeløb (altså det var manden, der sad i vognen). Han trænede bare lidt, og det var god træning for hesten at gå i vandet. Den har vundet 6 løb! Ret fin oplevelse. Nogen havde efterladt en stol på stranden, så jeg sad super behageligt til morgenmaden og havde god tid.
Der skulle være fralandsvind det meste af dagen, og det holdt næsten stik, så vi listede bare op ad kysten. Da vi gik indenom Buskön, blev det til en lille hyggelig frokostpause på land, og da vi stak videre, hørte jeg musik. Det lød som elklaver med sang, og det lød som live. Og ganske rigtigt. Lidt efter så jeg i en have ved en sommerstuga et helt selskab af fint klædte mennesker - det var et bryllup! Og nogen havde lige sunget en smuk duet. Da jeg nærmede mig, talte præsten, og jeg hørte at hun sagde: de har sagt ja!
Det var meget rørende! På torsdag er det 15 år siden, Jacob og jeg sagde ja til hinanden. Kære du - håber jeg kan kysse dig live på vores bryllupsdag!
Vi listede videre og fandt en stump strand her næsten ude på spidsen af Jävrehatten og er klar til at starte en øhopfest i morgen. Turen Piteå - Luleå - Kalix er rigtig øhopperi. Husker ikke hvormange små øer her er, men det skulle være tusindvis.
Og så har jeg fundet ud af, at jeg har stavet forkert! Det hedder Haparanda! Uden mit lille ekstra R. Sorry Sverige. Ikke så tjekket!
Her er næsten ingen net, så ingen billeder. Håber indlægget går igennem.
Dagens data:
På vandet 9:09-15:33
2-6 (tror kun det var 4) V og også lidt SØ synes jeg ...og måske lidt NØ, sol fra morgenstunden og senere skyet ....og sol, skiftende køligt og varmt
Påklædning: mellem uld, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, puff kom også på og rojakken efter frokost, kasket og solfaktor i mængder

West point - dag 68 - 44 km - 2288 km

Vi er landet i Byske efter en dag, jeg ikke ventede så meget af, men jeg blev overrasket! Positivt!
I går aftes kom Per forbi - han er tilknyttet Båtsellskapet, og han åbnede ind til køkkenet, så jeg kunne lave mad! Tak for det!
Der var langt op til overfladen da uret bimlede kl 2..... tror måske bare jeg var lidt flad efter i går, men kroppen dirrede lidt og sådan... Vejrudsigten sagde lidt mere vind, end jeg havde lyst til, men jeg tænkte, at nu tog vi af sted, og så måtte vi gå i land, hvis det blev for meget. Efter et par timer roede vi ud af kortet, og jeg sang en Star Wars fanfare, - vi er padlet ind på sidste dobbeltkort!!
Kroppen vågnede efterhånden, og vinden viste sig at blive svagere end antaget. Jeg havde ønsket at komme forbi indsejlingen til Kåge, men faktisk ikke ventet det grundet krop og vind. Derudover var der nogle regnskyer sydpå, som måske kunne komme henover os, men de endte med at gå syd og øst om os. Alt i alt viste sig at gå fint med at krydse, og vel ovre på den anden side tog jeg en tissepause og sad og kiggede lidt udover vandet, som var helt stille i fralandsvinden. Og her var West point - vi kommer ikke mere vest herfra. Nu går det nord og øst. Mens jeg sad der, så jeg oppe i en af træerne en sommerfugl flyve rundt og baske med vingerne - så svævede den lidt (med stillestående, udbredte vinger) baskede lidt igen og svævede lidt. Det har jeg aldrig set før - en sommerfugl der svæver! Og pludselig åbnede himlen sig fra vest med den fineste, lyseblå himmel, og de grå skyer trak østpå.
Sådan kan bekymringer vise sig at være helt spildt. Resten af vejen gik vi kystnært, og drømmen om at nå til Byske gik i opfyldelse, selvom jeg dybest set ikke havde troet det.
Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle sigte efter havsbadet, som ligger lige nord for elvens udløb, eller om jeg skulle gå efter en mere øde strand med skov syd for elven. Men tanken om måske at kunne lægge teltet kystnært og i skygge vandt, og det blev skoven. Da jeg kom til stranden, stod der en mand med sin mountainbike, og jeg spurgte, om stedet var privat eller offentligt - det var bestemt offentligt med allemansrätt og det hele. Super! Vi snakkede lidt, og han spurgte til hvor jeg kom fra - og lang historie kort så fik jeg styr på Mille og telt og det hele, og nu sidder jeg her hos Jens og hans voksne søn Jonas, og jeg har fået bad (for fjerde dag i træk!!! Det føles næsten pinligt luxuriøst) og mad og øl og gode snakke om at være menneske med både krop, sjæl og ånd. Mobilen er opladet, og de har wifi og .... jeg har ikke helt ord for det, men netop den seneste tid har godheden været overvældende.
Da jeg begyndte at ro kajak for fem år siden og lærte Henrik at kende, husker jeg, at noget af det første han sagde til mig var: Nenia, universet står i kø for at opfylde dine ønsker. Jeg føler mig heldig og beskyttet og passet på i særlig grad.
Har endnu ikke tjekket vejret i morgen, men håber at komme lidt nordpå.
Ps der er liiiige akkurat plads til teltet, som man kan se på billedet :-)
Dagens data:
På vandet 3:53-13:09
2-6 m/s V og NØ ... føltes det som, overskyet, opklaring og sol
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, puff og kasket ..som på tidspunkt blev skiftet til hue og senere tilbage igen, solfaktor

Kärleksviken - dag 67 - 50 km - 2244 km

Vi er landet i Bureå gästhamn lidt syd for Skellefteå, og her er fredfuldt.
Efter blogupdaten i går tog aftenen en uventet og meget smuk drejning, som kræver et par ord. Jeg havde fået lov at få et bad hos naboerne Sofi og Jonas og deres to tvillinger på 8 år - Alfons og Viggo.
Efter badet inviterede de på en øl - Jonas er ølentusiast og brygger også sit eget. Det var skønt at sidde i solen og udveksle lidt og høre og spørge. Jonas arbejder med Pilotbådene (som jeg har så stor respekt for), og Sofi er tidligere træner og har nu sit drømmejob chef i en træningscenterkæde. Efter en øl spurgte de, om jeg ville spise med. Ca 20 folk fra husene deromkring mødtes på havnen, og alle havde mad og drikke med - og det var en helt utrolig hyggelig aften. Sofi har en del familie der - en søster, en kusine og hendes kæreste, som producerer musik, hendes forældre - moderen og en veninde (kusine ... tror jeg nok) kom svømmende derover! Sejt! Drengene legede med to piger, som de møder hver sommer der. Flere badede undervejs. På et tidspunkt kom Anna (som har taget billedet) og sagde, at lige deroppe havde de en gæstehytte, hvor jeg var velkommen til at sove, og i huset ved siden af var der toilet. Jeg pakkede alt sammen og fik lov at stille det under tag hos Sofi og Jonas, og fik tre kvarters ekstra søvn på den konto og et telt, der ikke var vådt af dug. Kære alle jer - tænker at I må omdøbe byen til Kärleksviken! Det var så godt at være sammen med jer.

I morges kunne jeg godt fornemme, at vinden var en smule over det lovede, men den var stadig ret stille, og det var iøvrigt medvind, så det blev så fint. Halvvejs ud mod Bjuröklubb kom der pludselig lidt dis, og kort efter blev det rigtig tåget. Måske var hjertet bare påfyldt, men jeg blev ikke urolig og gik bare lidt mere kystnært, så jeg hele tiden kunne se land, når sigten var 300 m. Og lidt over kl 7 gik vi ud langs den lange stenodde, som udgør sydspidsen derude. Bag os lå landet i tåge ....men da vi vendte ude for enden og stak nord og kiggede ind på skoven, var det hele pludselig lettet! Det var en vild oplevelse. Lidt efter fandt vi den her fine havfrue på klipperne - hun sad bare der helt stille og kiggede mod øst. Lidt nord derfra skal der krydses 4 km, og det var dejligt at tågen var væk, og at jeg ikke bekymrede mig om det, men i stedet fik lov at tænke, at det løste sig, når vi kom dertil. (Og ja Jonas - vi var oppe på to hjul i svinget derude :-) Midt i krydset passerede vi N 64° 30' - det føles godt!

Resten af turen var bare stille med lidt stenkyst og lidt hop og kryds, og til sidst fandt vi den lille havn her med toilet og bad og fred.
Jeg har sovet og spist og fundet et skyggested til teltet. Mille er kommet på hjul for fleste gang i lang tid. Jeg hilste på Åke og Karina, som lige kom forbi på cykel og håbede at iskiosken var åben - men den var desværre lukket. De har været på ferie på skønne Gotland, hvor der faktisk var koldere, end der er her.
Jeg er så taknemmelig for ALLE jer (og det er mange), som jeg har mødt undervejs, og som har gjort netop den pågældende dag bedre og skøn og mulig og smuk og fantastisk. Tak til jer alle sammen!
I morgen går det nordpå. Vejrudsigten siger lidt mere vind end i dag - fra N - så det bliver nok en lidt kortere dag....men det hører morgendagen til.
Smukke aftenønsker!
Dagens data:
På vandet 4:03-13:09
0-4 m/s SV og SØ (jeps - medvind hele dagen), helt overskyet/meget tåget/sol med lidt skyer
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, puff (som blev gjort våd for at køle og også brugt til at holde små flyvedyr ude), kasket, solfaktor

Morgentur - dag 66 - 38 km - 2194 km

Vi er landet i Kallviken 5 km fra Lövånger. Det blæser godt, men ellers er det et lille, fint sted....med næsten ingen internet, så bare et enkelt billede i lav opløsning. Et alternativ til skiltene med: lekande barn - kör sakte!
Jeg vågnede ved 1-tiden med den velkendte følelse af, at blive vækket på det rigtige tidspunkt. Efter at have tænkt lidt stod jeg op og pakkede sammen. Det var lidt for tidligt at spise morgenmad, ikke mindst efter den fantastiske middag i går. Men Keidi havde givet mig en lille pose med resten af vandmelonen, og det var perfekt. Derudover havde jeg fået en klapsammenmad af noget lækkert brød med ost, som passede fint på vandet ved 6-7 tiden. Tak Keidi!
Det var overvejende stille og næsten helt overskyet, så solopgangen var lidt gemt, men den viste på et tidspunkt sin mørk orangerøde skive, og morgensangene passede så fint.
Især over land blev skyerne mere grå og tunge, og jeg lyttede efter, om det rumlede - måske gjorde det, men ikke mere end at det også kunne være en flyver eller en båd.
Vi lagde ud med et kryds på tilsammen 15 km, og derefter hoppede vi i land til en tissepause. Åbenbart var vi ikke de eneste earlybirds, og netop da jeg sad der, kom en lille båd tøffende forbi. De vinkede bare - det er jo noget de fleste kender til og har prøvet, og det var næsten mere hyggeligt end pinligt. Efterhånden blæste det op, og det blev lidt diset, så jeg havde svært ved at se præcis, hvad der lå 2 km fremme. Derudover var jeg også lidt træt efter den korte nat, og så skal jeg stadig passe lidt på kroppen. Lænden føles fint på plads, men hoften giver stadig lyd fra sig, og jeg er meget opmærksom på den.
Jeg besluttede at gå på land efter dagens 30+7 og ledte længe efter et godt sted. Var bla forbi Munkviken et par km herfra, men der var absolut ingen internetforbindelse. Det endte med den lille strand her, og 14 skridt fra Mille er der græs. Jeg fik pakket ud og hængt til tørre...og fald i søvn en times tid. Folk hygger og bader, her er bord og bænke og sågar en das af den bedre slags.
Det viste sig, at der var en Coop i Lövånger 5-6 km herfra, så jeg gik en tur, og det føltes godt for hoften - måske var varmen også god, det var i hvert fald næsten som en sauna, og jeg nød alle skyggepletterne fra de høje træer langs vejen. I byen blev der handlet, og jeg var inde en stund i den fine og kølige kirke - det var skønt i varmen. Der var flag i lygtepælene - et svensk og et udenlandsk i hver, og hjertet slog lidt hurtigere da jeg så et dansk!
Tilbage ved teltet spurgte jeg en nabo, om jeg måtte lægge powerbanken til opladning - helt sikkert. De havde haft besøg af en blå bånd padler for nogle uger siden. De var på vej til en strand for at bade, men hvis jeg ville låne en cykel til at køre ind og handle, var jeg velkommen. Tak hvor var det betænksomt. Når de kommer tilbage, har jeg fået lov at få et bad - rigtig dejligt efter en meget varm dag hvor jeg føler mig klistret og svedt - selvom jeg endda var i bad i går.
I morgen tidlig ser det lige nu ud til - om Gud vil og vejrudsigt og krop og alt andet holder - at vi kan komme rundt om Bjuröklubb, som er det sidste store hjørne. Det ville være dejligt!
Dagens data:
På vandet 2:47-et sted mellem 9 og 10 (brugte lang tid på at tjekke steder)
0-6 m/s S og SØ, tæt og gråt overskyet
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, puff, solfaktor

I dag - dag 65 - 46 km - 2156 km

Vi er landet et fint sted - Avaviken (ikke det ved Luleå) tæt ved der, hvor Rickleå har sit udløb.
I morges var der helt stille, og det var skønt med en stille morgen igen, hvor man kan høre stilheden, og hvor to svaner lagde fra land, da havregrøden blev sat over, og da den var klar, var de flere hundrede meter fra land. Under morgenmaden mærkede jeg påmindelsen om, at jeg bare har brug for det, jeg skal bruge i dag. Det er ikke raketvidenskab, men jeg mærkede bare så tydeligt, at det drikkevand og strøm jeg skal bruge i morgen, det har jeg jo ikke brug for at få i dag. Det har jeg først brug for i morgen. Jeg vidste, at jeg gerne ville tanke vand og strøm - men det måtte så bare komme. Og jeg mærkede tilliden til, at det nok skulle blive sådan.
Dagen begyndte stille, og vi krydsede i det stille vejr over en bugt med mange små øer. Senere mødte vi en lille færge og vinkede til folkene. Den tøffende lyd kunne høres på lang afstand, og så snart det er tjekket, at det ikke er tordenkyd, så er det jo bare så hyggeligt. Her er tydeligt mere øde end sydligere, og de små både der kommer indimellem er færre end sydpå. Landet er mere fladt, men de små øer er der stadig mange af.
Ved en tissepause tog jeg mig tiden til bare at sidde ti minutter og kigge på det fine vand. Omkring 11:30 begyndte det at lufte lidt, og der kom lidt vind og bølger, og jeg begyndte at tænke på et frokoststed. Jeg kunne se, at der rundt om et hjørne ville komme et par øer og tænkte, at det ville være et fint sted at gå ind i læ til frokost.
Og der fandt vi Ratan! En fin lille havn med flere borde og bænke, toilet, sågar dusch (som jeg ikke bruger midt på dagen - kun om aftenen hvis det er), et fint køkken og en lille handverk butik (se billedet). Et meget fredfyldt sted og en lille perle. Senere fandt jeg ud af, at Evert Taubes slægt er herfra, og at navnet her udtales som det skrives, og ikke forfransket som jeg ellers kender det. Derudover er det stedet, hvor det sidste slag stod mellem Sverige og Rusland for lidt over 200 år siden - sidste gang Sverige var i krig.
Jeg fik tanker masser af vand og også lidt strøm - sådan kan man jo få det, som man har brug for!! Og sådan kan man (jeg) lære, ikke at bekymre sig, men i stedet tro på, at det der er brug for kommer.
Omkring 45 km (som jo er et stykke over dagens 30) begyndte jeg at høre tordenrummel i det fjerne, og tænkte at nu skulle vi nok snart på land. Jeg så på kortet, at der efter en odde var en vig, og det betyder, at der kan måske være en sandstrand. Sandelig - en stor en tilmed.
Vi kom på land, jeg fandt søde mennesker at lægge powerbanken til opladning hos, fandt et sted til teltet hvor der ikke lige var en motorvej af myrer, fik lavet gennemtræk i teltet for at få den lidt sure lugt ud, og sad bare og landede.
Netop da kom et meget sødt og imødekommende norsk-svensk par forbi - Linda og Olov. De stoppede op og spurgte lidt ind og endte med at invitere mig på aftensmad! Hold da op en luxus! Olovs forældres sommarstuga lå et par hundrede meter væk - Tommy og Keidi hedder de (Keidi er oprindeligt fra Finland). Derudover var der også Olovs storebror Lars, som læser forstkandidat i Umeå, og også Lindas to store børn Vilde og Lasse.
Det var tømt køleskab, hvilket betød en overflod af et tapasmåltid. Og det var superhyggeligt at være fire nationaliteter under meget hyggelige former. Tak at I lige var der og inviterede mig. Jeg nød at være sammen med jer! Og så fik jeg opladet mobil og fik sågar tilbudt en dusch, som jeg snuppede inden desserten. Jamen altså......!
Tja - sådan kan jeg lære, at jeg skal nok få det, som jeg skal bruge lige præcis i dag. Og mere til! Og eftersom jeg ikke kan gøre noget ved i morgen, så skal jeg ikke bekymre mig om det. I morgen får jeg det, jeg skal bruge i morgen. Det var dagens smukke og enkle læring. Tak for det. I morgen er der lovet lidt mere vind - det bliver sikkert fint.
Dagens data:
På vandet 6:22-12:40 og 13:51-16:01
0-4 m/s N, Ø og S, lidt skyer og en del sol
Påklædning: mellem uld (rojakken blev på fordækket og kom ikke i brug), neoprenbuks og -fodtøj, kasket og puff (som indimellem blev gjort våd i havet og trukket op om ørerne for at køle og holde småfluer væk fra ørerne), solfaktor

Lidt videre - dag 64 - 27 km - 2110 km

Vi er landet på kvinten lidt efter Umeå - og har dermed passeret Umeå. Det var en vigtig milepæl!
I nat tordnede det - som man kan se på billedet. Ret vildt! Og masser af regn og der blev vådt i forteltet og også lidt under liggeunderlaget somehow. På et tidspunkt lagde jeg soveposen over hovedet, fordi lynene blændede så meget, men det var heldigvis kun ca en halv time, at det var rigtig heftigt. Kl 9:21 klarede det endelig op, og jeg kunne få tørret lidt, inden vi stak ud. Og det var fedt at være på vandet igen!
I starten var der vind og bølger - kun en enkelt som brød indover os - men det stilnede af efterhånden, og vi kunne komme forbi sejlrenden ind til Umeå. Der var fine bøjer og det var ikke et stort kryds. Da vi var et stykke forbi, kom færgen mod Vasa i Finland inde fra Umeå. Den brummede kraftigt og dybt, næsten som kartonfabrikken i Husum, og den kunne høres i lang tid. Dejligt at vi var vel forbi, og at det ikke var en havn, hvor store færger kom og gik i et væk. Derefter stak vi 8 km over til kvinten her og kom rundt om hjørnet og fandt en lille stribe sand til Mille og en lille plet til teltet, og telt og liggeunderlag er tørret, og tøjet ligger på de varme sten.
Det er altid lidt hårdt med meget regn, og at alt er fugtigt eller vådt, men det er rart at få det tørret, og det ser ud til, at det skulle holde tørt de kommende dage - krydser fingre for at det holder.
Er så glad for at komme videre.
Dagens data:
På vandet 11:15-16-16
6-0 m/s, skyet og efterhånden lidt sol
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket - glemte solfaktor men den bed ikke så meget og det var en kort dag

Torden og kirke - dag 63 - 0 km - 2083 km

I morges var det overskyet af regnlovende skyer, og der var ikke et øje på stranden. Et par gange kom en byge, og jeg trak ind i teltet, men ellers kunne jeg sidde ude og spise og læse. Det puslede i træerne af et egern og spætmejser og andre fugle, og det var ret fredfuldt mellem de fjerne lyde af tordenrumlen.
Kl 10 fik jeg et lift med Pierre ind til en gudstjeneste, der skulle holdes i en stor udendørs pavillon fælles mellem en masse af kirkerne i byen. Og det var altså ret fint! Musikken blev leveret af en kvinde ved klaveret og to store drenge på violin (jeg sneg mig til at tage et billede). De forskellige forspil til sangene var alle en slags udsmykning af melodien i folketonestil. Årh hvor var det fint! Og jeg kendte de fleste af sangene og kunne synge med. Derudover var der en solist, som sang en svensk udgave af John Rutters "all things bright and beautiful", som jeg har lyttet til så meget derhjemme, og senere en klassisk version af Davids hyrdesalme som jeg også kender, uden at jeg lige kan huske komponisten.
Derfra gik vi videre ned til byen, hvor Pierre inviterede på frokost og øl og kaffe. Jeg har spist godt i de her dage og fået lidt tilbage på sidebenene igen. På et tidspunkt sad vi udendørs under en markise på en kaffebar - og pludselig kom en kæmpe tordenbyge. To af lynene var praktisk talt lige over hovederne på os - tror aldrig jeg har oplevet lyn så tæt på - men det var egentlig flot og jeg var glad for, at jeg ikke var på vandet, at Mille havde cockpitcover på og at teltet var sikret så godt jeg kunne. På billedet er alle de røde krydser lyn, og den sorte markering er hvor jeg var! Det har været hyggeligt at se en by sådan rigtig for alvor undervejs - ellers oplever vi jo mest bare landet fra kysten - og Pierre har været så god en Umeåvært. Hans bil gik desværre i stykker, men så mødtes vi i stedet med hans datter Linnea og hendes kæreste Yusef (ved ikke om det er rigtigt stavet - sorry), som var søde at køre mig hjem igen.
Mille og telt har klaret det fint! Det var dejligt! Der er fortsat lovet tordenbyger ca kl 19-21 og 4-6, og lige nu ser det ud til, at der kan være rovejr i morgen fra lidt efter kl 10 og frem til 17.....men det ændres heletiden, og jeg vil bare se ad i morgen tidlig, hvordan det ser ud. Kroppen har det meget, meget bedre. Den er ikke smertefri, men måske er det, der er tilbage bare en lille påmindelse om at lytte til kroppen heletiden.
Jeg glæder mig så meget til at komme videre i morgen. Håber at komme helt forbi Umeå, som jo er min næste store milepæl. Det ville være helt fantastisk!
Selvom jeg stadig er lidt tyndslidt, så har jeg fået håb! Glasset føles klart ikke mere halvtomt, men snarere mere end halvfyldt. Det er godt.
Og så tænker jeg stadig på min mormors og mors gode udtryk: Gud i vold!
Et rotag ad gangen - en km ad gangen. Små step. Og jeg siger tak for hvert skridt!

Bedring - dag 62 - 0 km - 2083 km

Jeg vågnede i morges i mit lille telt - mit lille helle. I går aftes efter at jeg var gået i seng, hørte jeg en amerikansk familie gå forbi, og en far der sagde til sin lille dreng: it's a tent, it's a home, somebody is living there!
Det var så fint!
Der var ingen på stranden endnu i den tidlige morgen, og jeg vaskede mig lidt inden morgenmaden.
Og så er dagen ellers gået med at hvile og lave forsigtige stræk af mave og lænd, og det bliver langsomt bedre. Tænkte i morges to døgn tilbage, hvor jeg smerteplaget var på vej til behandling i Umeå. Og så tænkte jeg to døgn frem, hvor jeg håber at komme videre. Hvis bedringen fortsætter med den fart, så skal det nok blive fint.
Freja ringede, og det var en meget dejlig snak, om både hvad der sker i mit og hendes liv. Tak elskede Freja - for at du er så fin og så meget dig.
Har også snakket med min Jacob derhjemme - savner både dig og Brådebæk. Og så har jeg snakket med Henrik - det var så godt. Han ved om nogen, hvad det vil sige at være på langtur.
Nordenvinden har vist blæst vandet ud af Bottenhavet, og Mille ligger pludselig længere væk fra havet - men det er vist meget normalt.
Jeg har ligget og læst en del i dag (billedet viser omgivelserne) og spurgte et forbipasserende par om et par ord, jeg ikke forstod. De var hjælpsomme og forklarede ordene godt, og spurgte interesseret ind - og manden sagde det så fint: Små skridt. Små step.
Netop - sådan er det. Og en dag ad gangen.
Jeg har bestemt mig for at prøve at tro. Tro på at jeg fremad finder mad og vand og strøm og teltplads, og hvad jeg skal bruge, når jeg skal bruge det. Og sådan har det jo faktisk været hele vejen indtil nu.
I morgen er det søndag. Der var lovet 18 timers regn og torden, men det er skrumpet til 3 timer søndag aften og 2 timer mandag morgen. Jeg kom til at tænke på en udsendelse, jeg så, hvor Erik Peitersen sejlede med et dansk-grønlandsk par, Jens og Dorte, gennem Nordvestpassagen (tror jeg det var). Det var særlig stærkt, da de en dag fandt en kvinde i det iskolde vand, efter at hendes båd og fire mennesker var gået ned. Men hun blev reddet og overlevede. De sagde, at når man starter eller slutter en sejlads, eller runder vigtige hjørner undervejs, så er det godt at gå til en messe i en kirke. Jeg vil prøve at finde en i morgen. Og så ellers bare fortsætte med at lade den langsomme heling gøre sit.
Gode tanker til alle jer derhjemme.

Mening, meningsløshed eller.... dag 61 - 0 km - 2083 km

Vågnede i morges i det fine bönhus og fik en dusch og morgenmad med familien. Pakkede mine ting og fik sagt farvel og tak for alt det gode jeg har fået. Josefin sagde, at om jeg fik lyst at låne sengen, så måtte jeg bare skrive. Jeg føler stor taknemmelighed for den store gæstfrihed - tænk at I lige var der!
Det var fint at være tilbage hos Mille og teltet, og der var helt stille og ingen mennesker endnu på stranden i morgensolen og blæsten.
Jeg sad og læste en fin og nær mail fra Siri-Anna og mærkede en følelse af, at jeg har har så meget brug for at finde mening. Det er næsten som om, jeg søger og leder og jager efter at finde mening - eller faktisk meningEN! Som om jeg er bange for, at hvis ikke der er mening, så er der bare meningsløshed. Bange for at der ikke er andre muligheder og veje end de to. Ordene fra Siri-Anna fik mig til at tænke, at måske er der ikke mening, men måske er der heller ikke meningsløshed. Og måske er der bare sætningen: det er okey! Som måske bare er: accept! Jeg ved det ikke.
Der er meget, jeg ikke ved. Selvom kroppen har det bedre, så har jeg stadig ondt og kan ikke mærke, om det kommer til at blive helt og fint og har svært ved ikke heletiden at komme til at tænke: hvad skal jeg gøre, for at det bliver bedre - for at det forsvinder? Mærker at jeg kommer til at fokusere på, hvad det er JEG skal gøre - som om det er min opgave at lede efter noget bestemt, og finde ud af, hvad det er og hvordan og hvor, det findes. Ved godt at jeg dybest set bare skal være helet, når tidspunktet er rigtigt til at komme videre. Men mærker at jeg helst vil have, at der her og nu er styr på, at kroppen heler, og at jeg ved, hvornår det bliver rovejr igen, og at jeg ved om, og i givet fald hvornår jeg når videre ....alt muligt.
Og alt det ved jeg ikke!
Ellers har jeg tilbragt noget af dagen med Pierre inde i byen. Vi har gået lidt rundt og set byen, hvor det er tydeligt, at han kender mange og udviser omsorg for folk, han møder på sin vej. Vi mødte også den her peruanske musiker, som han kender, og som denne sommer rejser rundt i Europa i tre måneder. Han har også på et tidspunkt boet i Danmark og snakker stadig lidt dansk. Jeg kunne ikke lade være at nævne, min storebror Thomas og hans familie for år tilbage boede 4 år i Peru. Det var et hyggeligt punkt at mødes i.
Pierre inviterede mig også på frokost inde i byen, jeg har hilst på hans datter Linnea, som arbejder på en restaurant, og vi var ude og se den gamle kirke i udkanten af byen. Og så er han ellers et fint menneske med en stærk tro, og det har været godt at dele tanker om det svære og om det hverdagsagtige. Han har stillet sig til rådighed på en fin måde og sagt, at jeg bare skal sige til, hvis der er noget jeg har brug for.
Jeg er tilbage hos Mille og teltet, og det føles godt. På det ene billede kan man se, at det i dag kl 17 har blæst 8-10 m/s fra N ved et at de næs, jeg skal udenom, og hvor jeg skal krydse ca 8 km. Det er mere end jeg vil - specielt med en krop der ikke er helt på toppen. I morgen blæser det næsten ligeså meget derude. Søndag stilner det af, men der er lovet masser af regn og torden. Så hvis jeg skal tænke på min bøn om, at det må blæse for meget derude, indtil min krop er klar, så ser det lige nu ud til, at svaret hedder, at det er på mandag, kroppen er klar.
Men dagen har været fin. Og frem for alt er det som om der midt i det, jeg ikke kan finde mening i, er noget, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal kalde. Men der er en følelse af, at det er okey. Og jeg mærker stadig, at jeg midt i kaos af tanker og følelser ikke er alene, og at der bliver passet på mig. Og selvom jeg føler mig hårdt prøvet, så giver det en slags ro.
Om lidt er der mad - linser kogt på trangia til den dalende sol og forventning om en smuk blodmåne senere i aften.

...en rast på färden - dag 60 - 0 km - 2083 km

Da jeg vågnede i den fine seng, regnede det en del udenfor, men det holdt op, inden jeg skulle gå til bussen, og der var stille på vejen op til stoppestedet, hvor en lille, rød 20 personersbus samlede mig op.
Turen gik gennem skovområder i et landskab, der igen er blevet mere fladt efter alle de høje klipper i området ved Högakusten. Inde i byen fandt jeg stedet hvor naprapat Erland fik "knækket" nakke, ryg og især lænd på plads. Jeg oplever, at hvis følelser har været årsag til spændinger, så kommer de op til overfladen, når spændingen slipper, så jeg var lidt tyndhudet, da jeg gik derfra, men det var helt ok. Der var fortsat smerter i hoften, men låsningen i lænden havde sluppet, og i går aftes var jeg heldig også at få en tid hos en osteopat i dag kl 16:30, så jeg tænkte at bruge dagen i byen på at slappe af, finde et bibliotek og kirken og proviantere lidt.
I Erlands venteværelse så jeg den her lille stribe om emojies - og læste også en artikel i Illustreret Videnskab, hvor Eske Willerslevs navn pludselig dukkede op i forbindelse med forskning om den oprindelige nordamerikanske befolknings genetiske rødder. Lidt hyggeligt. På vejen derfra så jeg et skomagervindue med den her lille sang, om hvor vigtigt det er, at skomagere findes.
Ved en indskydelse gik jeg først til kirken i stedet for biblioteket - og det var godt.
Kirken var åben, og udenfor sad den her lille dreng med støvler og dykkerbriller. De har en lille cafe, hvor jeg fik lov til at spille på klaveret - startede igen med "nærmere Gud til dig" og kom rundt om flere andre. Derefter gik jeg op i kirken og lagde mig og blundede lidt på bagerste bænk. Da jeg vågnede, var der samlet en lille håndfuld mennesker, og en sød kvinde, som hed Marlene, skulle til at lave rundvisning. Nåh ja - hvorfor ikke. Det var en spændende historie om kirken, der pga af brand er bygget flere gange, og pga landhævningen, som har gjort, at kystlinien er rykket nogle km, blev den med tiden flyttet tættere på havet sammen med hele byen. Det var også en historie om fattige folk, der boede i jordhuler, der var så små, at de var lettere at opvarme.
Da rundvisningen var slut, var der en lille 10minutters andagt i området bag alteret. Jeg nåede lige inden at hilse på Marlene, som spurgte til, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og gik derefter derop sammen med hende og to andre.
Og der skete det bare - jeg følte mig mødt og favnet af store vinger. Marlene læste den her fine og rammende bøn, og ved ordene "en rast på färden" begyndte jeg at græde stille. Al min bekymring, min uro, min usikkerhed, min frygt - det hele kom op til overfladen, og der var plads i rummet. Vi sang "dejlig er jorden" (härlig är jorden) og jeg fik lov at spille til. Som en del af ritualet bad vi Fadervor sammen og læste velsignelsen, og jeg følte mig mødt af omsorg fra Marlene og de to andre - Birgitta og Pierre. Bagefter fik jeg lov at blive i kirken, ligge på en afsides bænk og sove og græde færdig, og Pierre bad en enkel og fin bøn for mig, inden han sagde farvel.
Da jeg vågnede havde kroppen det bedre, og jeg gik ud i byen og fandt på torvet den bedste rejesalat, jeg har smagt - propfuld af rejer! Jeg fik provianteret og gik tilbage til kirken, hvor jeg bare kunne være, indtil jeg skulle til osteopaten kl 16:30, og Pierre havde tilbudt at køre mig tilbage til Norrmjöle bagefter.
Jeg har så stor respekt for og tiltro til osteopater, og Anna-Karin Holm var ingen undtagelse. Hun var så dygtig og kompetent og tog sig tid til at lytte og spørge ind, inden hun tjekkede min krop og fik mig på briksen og gjorde det der fantastiske, de kan, hvor de med bitte små og super langsomme bevægelser nærmest flytter og justerer rygradens knogler. Men selvom det er næsten umærkeligt, så udebliver reaktionen ikke, og følelser og hvad der ellers lå, blev så fint forløst. Hun er hermed på det varmeste anbefalet.
Pierre kørte mig tilbage til Josefin og børnene, og vi har spist på terrassen igen, og jeg er så utrolig taknemmelig for, at jeg har kunnet være her i det fine hjem med gode mennesker - tak at I åbnede jeres hjem for mig. I morgen flytter jeg hjem til teltet og Mille (har tjekket dem i aften, og de har det godt), og så har jeg ellers bedt om, at det må blæse, til min krop er klar til at fortsætte. I morgen er der fx 10-12 m/s fra N, så der skal vi ikke videre.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare skal møde så mange omsorgsfulde mennesker, men det er som om, det ikke slutter. Og det er som om, jeg bare får lov at modtage og modtage heletiden.
Jeg kan ikke gennemskue hvornår der er hul i vinden - i skrivende stund måske først mandag - men så må det være sådan, og så må kroppen hvile så længe.
Tak igen til alle jer derhjemme, som er så omsorgsfuldt tæt på mig på så mange måder. Og tak for alt det gode, I giver og sender. Jeg er blevet ført ad gode veje i dag!
Og kronen på værket har været, at min skønne svigermor har givet mig behandlingerne i de her dage i fødselsdagsgave! Tak kære Kirsten! Helt fra hjertet tak for din omsorgsfulde tanke og konkrete hjælp.