fredag den 19. oktober 2018

Haparanda - dag +6 - 16 km - 179 km

Vi er i Haparanda....og jeg sidder og kigger på den sætning en gang ekstra!

Jeg var meget taknemmelig for mit campsite! Både i nat og i morges kunne jeg høre vinden på vestsiden af broen og vejen, men vi havde fint læ og fik efterhånden varmen.
Valgte at tage en meget langsom morgen ....og nød havregrøden i teltet med udsigt til den smukkeste solopgang som afslutning på turen. Alt blev pakket sammen, og vi lagde ud en sidste gang.
De første 3,5 km mod SØ havde vi medvind, som skubbede os fint over til næste odde. Jeg er meget taknemmelig for, at der er hætte på min tørdragt, så det giver lidt læ for den kolde vind. Herefter drejede vi mod NØ og skiftede mellem læ og fralandsvind, når kysten indimellem havde små huller. Dejligt at solen varmede lidt i den kolde vind.
Der var et par steder, hvor vi smuttede mellem nogle øer - indimellem kan det altså være svært at finde hullet, man skal igennem! Billedet her viser en lille passage, som jeg først opdagede kort forinden.
Efter sidste gennemsmutning så jeg nogle huse, som måtte ligge på den anden side af grænsen, og dermed være Finland. Det var altså svært at forstå .....
Inde på land til venstre dukkede sidste hjørne op, og der lå Waltaris stuga, hvor Riksröse 59 ligger. Rundt om hjørnet fandt jeg en lille gå-i-land-plet. Og så var der kun ca 100 m derhen. Det er en speciel følelse at stå helt alene sammen med Mille ved verdens ende, og opleve noget som føles så stort! Rösen er en stor, rund betonklods med en betonkegle ovenpå. Der er ikke noget fint og prangende over den. Måske er den snarere rå og sej, som folk er heroppe.
Efter det smukke øjeblik padlede jeg en km længere opad elven - eller kæmpede! Der var pænt med modstrøm, og indimellem lå vi næsten stille. Jeg gik på land og prøvede at finde vandrerhjemmet, hvor jeg har booket et rum. Mødte en kvinde helt klædt i rødt (det er jo allerede et plus). Annikki hedder hun, tosproget, pensionist, bor her i byen. For at gøre en lang historie kort, så tilbød hun at køre mig og al bagagen til Vandrarhemmet! Altså!!!!! Så nu sidder jeg her. Her er fuldt af russiske ishockeyspillere, som kommer og går. Receptionen åbner kl 15, så jeg har lidt tid til at skrive. Annikki har tipset den lokale avis, så de kigger vist forbi om lidt.
Om kort tid har jeg et værelse og kan få et bad. Bagefter skal jeg ned og se, om jeg kan stille Mille hos nogle gode mennesker, og så skal jeg ellers bare lande indtil Jacob henter mig i morgen.
På søndag stopper vi på vejen hjem i Solna, hvor der er jurymøde. Det glæder jeg mig til!
Har fundet ud af en sjov ting. For mig har turen på de 2514 km strakt sig over 6 dage nu og 72 i sommer minus 5 dages bryllup. Men i HBB regi tæller man fra første til sidste dag, så jeg får lov at sætte rekord med 145 dage! Det er et smukt tal - 14 er tallet for N og 5 er tværsummen af 14. Det er da fint!
Kommer nok til at skrive lidt efter jurymødet og når jeg er landet ....lige nu vil jeg finde Mille og se Haparanda - måske gå en tur til Finland!
Tak til alle jer gode mennesker, som har været der undervejs. Ingen tur uden engle!
Dagens data:
På vandet 9:02-12:02
6-8 m/s VSV, sol og næsten skyfrit
Påklædning: tørdragt, mere uld end i går, puff, hue, vinterrostøvler

torsdag den 18. oktober 2018

Endnu en smuk dag - dag +5 - 47 km - 163 km

Jeg er lige nødt til at begynde med i går aftes! Bror kiggede forbi og sagde, at de skulle køre, så de kom ikke ned og hilste på. Til gengæld dukkede Rune og hans kone Else op. Hun er en frisk og hjertevarm kvinde, som både vandrer og jogger, og om vinteren tager de 300-400 km på ski. Det var virkelig dejligt at møde hende også. Og som endnu en luxus så fandt de en fjäll röding frem fra kølerummet og Rune stegte den til mig til aftensmad. Det var super lækkert, og tilmed fik jeg også rugpandekage, som Rune bager, og bregott at smøre på, så man kunne rulle fisken ind i. Turens lækreste aftensmad. Og der var nok til også at tage med som frokost på turen i dag. Tak I gode mennesker!
I morges var det vidunderligt at stå op og tænde op i brændeovnen, så der var godt lunt til morgenmaden. Rune og Else havde også givet mig blåbær, og det var super at putte dem i havregrøden!
Lige inden jeg stak af sted, kiggede Bror forbi og sagde farvel. Håber at jeg kommer forbi Innergrundsviken igen - det er et hjertevarmt sted!
Efter en lille time rundede vi Skagsudde fyr, og himlen begyndte at lysne mod nord.
Dagen har været fin og smuk. Indimellem er vi smuttet ind imellem øerne og har oplevet smalle kanaler (igen), hvor man sommetider ikke kan se, hvor søvejen fortsætter, før liiiiige inden vi skal dreje videre i det bugtede vand. De smalle passager har været afløst af en del mindre kryds, hvor jeg på et tidspunkt igen oplevede pludselig at høre et kæmpe plask bagved, som hvis nogen havde tabt en stor bowlingkugle, men det er bare, når en sæl lige er oppe og markere.
Der blev sunget både morgen- og aftensange, og især dvælede jeg ved den smukke "Fred hviler over land og by", hvor der står: slut fred, o hjerte, med hver sjæl som her dig ej forstår! Smukke og fine ord.
Efterhånden klarede det op, og solen kom frem og gav lidt varme. Det er ellers ret koldt, både i vandet og i luften.
Da jeg tjekkede vejrudsigten i morges lovede dagen i morgen 7+ m/s fra NV, og jeg ville egentlig gerne forbi de mange små kryds, så vi kunne ligge i læ i morgen. Især hvis udsigten skulle ændres til kraftigere vind, så vi endte med at komme helt frem til Reväs-Saari, og begyndte at kigge efter campsite. Jeg var i land nogle gange, men syntes jeg godt måtte være lidt kræsen, og især ville jeg rigtig gerne i læ. Selvom vinden er svag, så gør læ en stor forskel, når det handler om at holde varmen. Samtidig ville jeg også gerne kunne se den smukke solnedgang - og også meget gerne morgendagens solopgang. Måske store krav, men man har vel lov at ønske!
Og sandelig om ikke det lykkedes! Lige her, hvor Industrivägen kommer fra nord og rammer Santasaari, smuttede vi under den lille gennemsejling og fandt på østsiden en lille paradisplet med læ og udsigt til både aften- og morgensol! Jamen altså!
Der er nu ca 16 km til Haparanda. Vinden siger 5 m/s fra NV, så det er fralandsvind hele vejen. Om alt går vel, så rammer vi Riksrosen ved frokosttid i morgen! Det er vildt at tænke på. Jacob kommer først lørdag, så medmindre der dukker nogen op tilfældigt, så bliver det bare Mille og mig. Men det er nu heller ikke tosset!
Mille ligger på stranden. Jeg ligger i soveposen og prøver at få varme fødder. Men hjertet er fuldt af varme, glæde og taknemmelighed!
Dagen data:
På vandet 7:11-15:25
2-5 m/s V, overskyet og senere opklaring og klar himmel
Påklædning: tørdragt, uld (måske skulle jeg have haft et lag mere), puff, hue, vinterrostøvler

onsdag den 17. oktober 2018

Flere engle - dag +4 - 8 km - 116 km

Vågnede i morges og satte mig ud på en sten og nød den smukke lyserøde og lyseblå solopgang. Himlen var derudover lidt grå og forreven og bar tydeligt præg af, at det trak op derude.
Jeg kunne mærke, at det føltes rigtigt, at prøve at stikke ud og komme lidt tættere på spidsen - Skagsudde hedder den, så jeg tog tre stykker knækbrød og pakkede hurtigt sammen og kom af sted. Jeg mærkede også, at hvis jeg skulle bede om noget i dag, så var det først og fremmest at finde lidt læ. Derudover ville det fantastisk med lidt strøm - og måske at få tørret lidt tøj. Hvis det også skulle blive til en kop kaffe indendørs i varme, så ville træerne vokse ind i himlen!
Vinden kom skråt forfra, og hver gang vi skulle rundt om en pynt, mærkede jeg, at det var en helt rigtig beslutning ikke at tage ud og runde sydspidsen.
Jeg havde på forhånd spottet en lille vig med noget der på kortet lignede hele tre småhavne, hvoraf den nordligste var min favorit. Da vi rundede sidste hjørne og gik ind i vigen, kom vi mere i læ, og det var skønt.
Inde i vigen padlede vi lidt omkring og kiggede efter et menneske, så jeg kunne spørge, om jeg måtte telte. Og netop ved mit favorit sted (Innergrundsviken) stod Rune og ordnede fisk. Jeg fortalte mit ærinde og fik lov at lægge teltet bag en lille campingvogn i fint læ. Da jeg var vel på land med alt, spurgte han, om ikke jeg ville have en kop kaffe inde i varmen i hans lille fiskerum! Waou! Her var også strøm, og jeg kunne hænge lidt tøj til tørre! Han fortalte om området, hvor alt fryser til om vinteren. Der bliver holdt åbent ind til Lule havn pga malmtransport, men ellers kan isen blive op til en meter tyk!!
På et tidspunkt ringede han til en af sine venner, som hedder Bror, og han kom forbi på cykel og tilbød mig at være i deres lille havstuga, som ligger 17 m fra Mille. En hytte på ca 25 m2 med brændeovn og el - og Rune ville lade sit lille fiskehus stå åbent så jeg har adgang til vand og toilet!
Jeg kan slet ikke sige, hvor taknemmelig jeg er! Det er meget overvældende! Meget!
Teltet havde nået at tørre, og jeg fik pakket det sammen og installeret mig. Alt er hængt til tørre, jeg har lavet havregrød og ligget og blundet på slagbænken med et ugeblad, er blevet gennemvarm, har fået energi, har gået en tur og sidder nu og kigger ud på en regnfuld himmel, og det er råt og gråt udenfor. I løbet af eftermiddagen er flere fiskerbåde kommet i land, og på den anden side af vejen er en større fiskehal, hvor der bliver knoklet i god stemning, og jeg fik lov at tage et billede!
Det er altså nogen seje mennesker, der bor heroppe. Og meget imødekommende er de tydeligvis også!
Bror sagde, at de ville kigge forbi i aften. Hyggeligt!
Og i morgen skulle det blive mere stille og solrigt, både iflg SMHI og Rune - og hvis nogen har tjek på vejret, så er det en erfaren fisker!
Tænk at der findes så fine mennesker! Det føles næsten som et lille mirakel!
Dagens data:
På vandet 7:52-9:40
6-8 m/s fra SSV, råt og gråt
Påklædning: tørdragt, fugtigt uldtøj, rostøvler, puff, hue
Ps forbindelsen er ikke så god, så billederne sendes i lav opløsning...håber det går.

tirsdag den 16. oktober 2018

Fine kryds - dag +3 - 46 km - 108 km

Det var dejligt med en varm nat i soveposen. Jeg glemte at skrive i går, at en af forskellene selvfølgelig også er at sørge for at holde varmen. Så snart vi er på land, gælder det om at få varmt tøj på, og når der ikke lige er andet at lave, og det bliver mørkt, så er soveposen et vidunderligt sted at være.
Uret ringede 4:45, og den første del af morgenen foregik med pandelampe. Men efterhånden lysnede det smukt, og pakningen foregik i lyset af det stille morgengry. Det er lidt spøjst - der ligger tonsvis af brædder både på land og på havbunden. Som om et væld af badebroer i tidens løb er slået til pindebrænde. Hvis det er tilfældet, så siger det lidt om den rå natur heroppe.
Vi kom fint af sted, og solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel hele dagen.
Jeg var lidt spændt på, hvormeget vi ville mærke til vinden, der kom fra land og ud over den lange bugt, men det gik fint, og alle de mange kryds var nærmest en nydelse. Indimellem var der små pletter med de sidste efterårsfarver - det er altså smukt. Og så kiggede ialt 5 sæler forbi! De er ret hyggelige at møde, og jeg bliver altid lidt varm i hjertet.
Turen gik ud mellem Lappön og Hindersön og videre forbi flere småøer mod sydspidsen af Bergön og ind imellem den og Rånön. Egentlig var planen at stoppe ved Rånön ....men fastlandet lå og lokkede og glimtede så fint, og der var ikke vind og bølger af betydning, så nu er vi landet på fastlandet ved noget der vist hedder Binnholmen ca 10 km nord for næste sydspids. Vi fandt først en lille bitte havn og gik i land for at finde nogen at spørge, om vi måtte være der - klog af skade! Endte med at finde et hus hvor der var nogen hjemme og bankede på. Havnen er desværre privat, men den venlige kvinde gav mig lov til at lægge til på deres grund og slå teltet op lidt derfra. Tak altså!
I morgen bliver det 9 m/s fra syd - og jeg skal ikke runde en sydspids med hele Bottenhavet ind fra højre, så vi bliver på land. En rigtig tur skal vel også have en indeblæsningsdag!
Det er en kæmpe lettelse og glæde at være ovre den store bugt. Om alt går vel er der to rodage igen, og lige nu ser både tirsdag og lørdag fine ud.
Mille ligger og smiler på stranden, og jeg ligger godt og varmt i soveposen efter en meget smuk og dejlig dag!
Dagens data:
På vandet 7:09-14:33 plus 8 minutter for at ro fra havnen hertil
Høj sol og 2-5 m/s fra V og NV
Påklædning: tørdragt, lidt ekstra uld og tørre strømper, puff, hue, rostøvler

mandag den 15. oktober 2018

Smuk dag - dag +2 - 32 km - 62 km

Vi er landet ved Altappen øst for Luleå og her er fint og stille.
Det var så fint at sove med en Kalla Anka, udsigt til stjernehimmel og ild i brændeovnen. Var lige en smut nede og tjekke at Mille og teltet havde det godt i blæsten, men de nød vist også bare stjernerne.
Til morgenmaden sad jeg og kiggede lidt på Patricks store, flotte, laminerede søkort. Han havde fundet dem frem i går og givet gode råd. Tak for det.
Jeg pakkede sammen til den smukkeste solopgang og kom fint af sted nordpå. Det meste af dagen har vi ligget i læ, undtagen når vi krydsede små fjorde og vige, men alt i alt var det bare rigtig fint. Mod syd var himlen tung og overskyet, men mod nord trak skyerne væk, og efterhånden var hele nordhimlen fin og lyseblå.
Da vi nærmede os Luleå kom der en del jagerfly fra militærområdet, og jeg sendte Patrick en tanke. Han har i mange år først skruet på fly og senere helikoptere der, og er nu røget videre opad i systemet. På et tidspunkt lå fem fly i luften og kom drønende lavt, mens de lagde an til landing. Det er helt vildt, hvor meget lyd de kan give fra sig.
Jeg havde måske ventet mere klippekyst heroppe, men her er faktisk ret fladt og der er mange sandstrande. Det er jo rart, når vi skal på land.
På vej forbi Luleå kom vi også forbi den store havn med skibe og kraner og aktivitet. Det er nogen store både, de har her!
Og kort efter kom vi så til Altappen. Patrick havde anbefalet stedet, og bortset fra at jeg først tog fejl og landede ved den lille fiskehavn, hvor jeg pænt måtte pakke sammen igen, så er stedet her rigtig fint. Det er offentligt og her er bord og bænke og bålplads.
Kroppen klarer det fint. De sidste par måneder er jeg først blevet behandlet godt og kompetent af Michael Etzerodt, og det har været rigtig godt at blive taget hånd om, så jeg kom på ret køl. Siden har jeg fået et træningsprogram af Emil hos Move2Peak, og en del af øvelserne kan jeg lave her på turen. Lænden er lidt øm, men mest fordi den bare bliver udfordret lidt. Ikke noget alarmerende.
I morgen stikker jeg om alt går vel over forbi Hindersön og håber at lande på Rånön. Det vil være rart at komme over den store fjord, som er sidste større sted, der skal passeres.
Det er lidt anderledes at være på tur på denne årstid, men udover at vandet er koldere, så mærker jeg det mest, når jeg pakker. Vintersoveposen, som kan klare en overlevelsestemperarur på ned til minus 40°, fylder lidt mere end sommersoveposen, og der skal pakkes ret minutiøst, for at det hele kan være der.
Nu står den på aftensmad, og så er det ellers ind i den gode, varme sovepose.
Dagens data
På vandet 8:33-13:45 .... og så lidt igen da vi flyttede og vi kom i land 15:30
2-6 m/s SV og NV, fin himmel mod nord og gråt sydpå
Påklædning: tørdragt og uld (netbukser og undertrøje og trøje), vinterrostøvler, puff og hue

søndag den 14. oktober 2018

På vej - dag +1 - 30 km

Vi er landet i Pultsviken ca 1 km før spisen ved Alskataudden - og har allerede mødt turens første engle!
Det var dejligt i morges at pakke Mille nede ved SPA Fyren. På stranden mødte jeg en gut, som var ude med en drone og filme solopgangen - så fint at have et vidne på turstarten.
Vi stak ud mod Piteå havn, hvor der er en passage til den lille lystbådehavn på nordsiden. Derfra gik det ellers nordpå. Jeg har valgt at gå lidt kystnært og så vidt muligt at være på fastland, når jeg går i land, så vi gik vest om Baggen til Trundön og også vestom den lille ø på vej mod Pultsviken.
I løbet af formiddagen luftede det lidt op og der kom flere skumtoppe og brydende bølger. Jeg ville egentlig gerne have været kommer rundt om hjørnet og ind i Holfjärden, men jeg syntes, det begyndte at blæse for meget, så jeg valgte at stikke mod land - og fandt en miniature lille havn (pytte lille ville man kanske sige på svensk) her ved Pultsviken.
Vel på land var første punkt at finde ud af, hvor jeg måtte campe - og helst i læ. Jeg mødte Anneli og Patrick, som var ude at gå tur med Eskil - en sød og nysgerrig svensk urhund. Og jo - det var helt ok at jeg campede ved havnen. Og hvis jeg havde lyst, var jeg velkommen til en kop kaffe i deres sommerstuga!
Jeg fandt en lille plet med læ mellem broelementerne, som var blevet taget op for vinteren i går! Fik slået teltet op, hængt tøj til tørre, klædte om og gik 300 skridt op til Anneli og Patrick. Her mødte jeg også deres datter Liza og hendes kæreste Joel. Så fine og imødekommende mennesker! Liza læser civilingeniør med fokus på arkitektur og har malet i mange år. Jeg fik lov at se nogle af hendes værker på hendes instagram liza_eriksson ...... meget fine ting! Tjek det ud!
Jeg fik både kaffe og whisky og en hyggelig snak med Anneli, bla om at bo i Nordsverige. Ligesom i Danmark er der stor forskel på kultur og hverdagens hastighed, alt efter hvor man bor - det føles rart at være heroppe. Anneli er fritidspædagog og er et menneske, som passer på sine omgivelser, også de dyr der findes omkring. Ligefra at fodre rådyr og egern i haven til ikke at dræbe småkravl, som hun møder på sin vej.
Inden de kørte, blev jeg tilbudt at overnatte i huset! Så nu ligger jeg her til lyden af blæst udenfor og brændeovn indenfor - føles som en meget stor luxus! Tak, gode mennesker, for at I lige var på min vej!
Både Mille og jeg har det godt, og vi glæder os til i morgen, hvor vi stikker videre mod Luleå.
En bonus, jeg har glemt at nævne, er, at det viser sig, at om jeg gennemfører turen nu (inden nytår), så tæller den faktisk indenfor Havspaddlarnas Blå Band! Det er jo helt fantastisk!
Alt i alt er det helt vidunderligt at være tilbage i Bottenviken, og hjertet smiler!
Dagens data:
På vandet 8:03-13:03
Solrigt, 4-7 m/s S og SØ
Påklædning: tørdragt, uld, puff og kasket

lørdag den 13. oktober 2018

Piteå - af sted igen

Siden Mille og jeg langsomt landede derhjemme, har jeg mærket lysten til en dag at tage til Bottenviken og opleve den sidste strækning, som vi gik glip af i sommer. Som tiden er gået, har jeg mærket, at det ville være godt, hvis der ikke gik for lang tid. Da vi forlod Piteå, følte jeg mig slidt lidt i stykker og ude af balance, og jeg har haft følelsen af, at det ville gøre noget godt og være givende og helende at gense stedet og tage tråden op i mere hel og landet tilstand.
Eneste mulighed indenfor overskuelig fremtid har været efterårsferien, og det viste sig, at hvis det skulle være inden dagene blev alt for korte, og inden havet kunne begynde at fryse til, så var det også stort set det seneste. Vandet er 4-6 grader og den næste uge aftager dagen fra Piteå til Haparanda med 46 minutter.
Nuvel - jeg har lånt Jacobs bil og i går aftes kl 19:07 kørte Mille og jeg hjemmefra. 19:50 tog vi færgen til Helsingborg og brugte så ellers natten på at køre gennem Sverige, kun afbrudt af lidt sovepauser.
Det er smukt at gense landet! Mellem kl 3 og 4 passerede vi Stockholm, og da det lysnede med en smuk morgenhimmel, åbnede landet sig i de smukkeste efterårsfarver. Efterhånden som vi kom nordpå aftog de gyldentglødende omgivelser lidt, fordi træerne heroppe er begyndt at tabe bladene.
Kl 14:52 landede vi så her - ved Pite Havsbad. Jeg gik ned og genså havet og kiggede lige ind i "SPA Fyren", som huset med SPA og behandlinger hedder. Der stod Denise og sagde "velkommen tilbage Nenia!" Sikke en velkomst! Vi snakkede lidt, og en af behandlerne, Lena, tilbød at give mig en kort behandling efter et system som hedder stretch, hvor hun balancerer det autonome nervesystem. Tak altså - I kære fine mennesker!
Jeg har indlogeret mig på et billigt hotelværelse, fået et bad, sovet, spist, fået sidste overblik over grej og gear, lagt Mille på stranden og kysset hende godnat, og nu sidder jeg i den mexicanske restaurant og får en øl, inden jeg hopper i seng.
Vejret? Det må vise sig. Afstanden? Afhænger af om vejret er til at krydse og tage den korteste vej, eller om det bliver en kystsniger, men et sted mellem 160 og 250 km. Hvor langt vi når? Det vil tiden vise.
Glæder vi os? JA! Rigtig meget!