tirsdag den 29. maj 2018

Paradissimo - dag 2 - 50 km - 86 km

Hvordan siger man Paradis i flertal ...
Vi er landet lidt nord for Kungshamn - tror det hedder Hunnebostrand.
Vågnede tidligt af regn og torden og havde en langsom morgen. I går var vi meget indenskærs - incl noget meget lavt vand og et landgangsforsøg hvor jeg trådte lige ud i en halv meter dynd! Så lærte jeg det!
I dag gik vi lidt mere udenskærs.
Skærgården er fantastisk. Øerne kan ligne en portion kartoffelmos i bløde former, en fragilitekage, en bunke byggeklodser, en bulldog med sit kødben, øgler, vikingefortidsdyr.... uendelige former og farver. Der er smalle passager mellem øer og små bitte byer hvor der på klipperne inden står "livsmedal 600 m" - ligesom skilte jeg kender med "jordbær 200 m", og de små svenskrøde huse ved havnen hedder fx Nordlyset, talisman eller humuhumukunukunuapuaa!! Der er stræk med det åbne hav til højre og skær og øer der ligesom byerne på Samsø højst er 2 km væk. Der er Ederfuglebørnehaver med en håndfuld voksne og et næsten tælleligt antal unger. Der er sæler - 7 indtil videre. Jeg har sunget "set me as a seal upon thine heart" fra søndagen koncert for dem - men de er lidt mere sky end jeg er vant til.
Jeg ville gerne i land tids nok til at få tørret lidt tøj og ting, og fandt - efter alle dagens paradiser - en lille plet med strand, toilet, bord/bænk, gelænder til at tørre tøj ....og nogle vilde vipper!!!! Ved ikke hvor høje de er men ....meget. Tænker på Asgers Hawaiispring - det her er ikke helt så vildt, men bestemt ok!
Begynder at mærke det velkendte turmode. Det er godt at drømme om og sigte efter Harparanda og den finske grænse - men der er turen jo forbi ...hver dag er nødt til at blive nydt i sig selv. Og hvis nuet er målet, så ankommer vi jo heletiden!
Nu står den på mad og en fredfuld aften i solen! I morgen når vi måske til Orust!
Ps stedet har også en skulpturpark med noget der ligner en meget stor og lang julesølvguirlande!!

2 kommentarer:

  1. "Nuet er målet - så ankommer vi jo hele tiden"! Super tilgang!!!
    Godt og vel 3 snes turmode forude - Lykke til på rejsen :-D
    XXX J

    SvarSlet