Piteå - af sted igen

Siden Mille og jeg langsomt landede derhjemme, har jeg mærket lysten til en dag at tage til Bottenviken og opleve den sidste strækning, som vi gik glip af i sommer. Som tiden er gået, har jeg mærket, at det ville være godt, hvis der ikke gik for lang tid. Da vi forlod Piteå, følte jeg mig slidt lidt i stykker og ude af balance, og jeg har haft følelsen af, at det ville gøre noget godt og være givende og helende at gense stedet og tage tråden op i mere hel og landet tilstand.
Eneste mulighed indenfor overskuelig fremtid har været efterårsferien, og det viste sig, at hvis det skulle være inden dagene blev alt for korte, og inden havet kunne begynde at fryse til, så var det også stort set det seneste. Vandet er 4-6 grader og den næste uge aftager dagen fra Piteå til Haparanda med 46 minutter.
Nuvel - jeg har lånt Jacobs bil og i går aftes kl 19:07 kørte Mille og jeg hjemmefra. 19:50 tog vi færgen til Helsingborg og brugte så ellers natten på at køre gennem Sverige, kun afbrudt af lidt sovepauser.
Det er smukt at gense landet! Mellem kl 3 og 4 passerede vi Stockholm, og da det lysnede med en smuk morgenhimmel, åbnede landet sig i de smukkeste efterårsfarver. Efterhånden som vi kom nordpå aftog de gyldentglødende omgivelser lidt, fordi træerne heroppe er begyndt at tabe bladene.
Kl 14:52 landede vi så her - ved Pite Havsbad. Jeg gik ned og genså havet og kiggede lige ind i "SPA Fyren", som huset med SPA og behandlinger hedder. Der stod Denise og sagde "velkommen tilbage Nenia!" Sikke en velkomst! Vi snakkede lidt, og en af behandlerne, Lena, tilbød at give mig en kort behandling efter et system som hedder stretch, hvor hun balancerer det autonome nervesystem. Tak altså - I kære fine mennesker!
Jeg har indlogeret mig på et billigt hotelværelse, fået et bad, sovet, spist, fået sidste overblik over grej og gear, lagt Mille på stranden og kysset hende godnat, og nu sidder jeg i den mexicanske restaurant og får en øl, inden jeg hopper i seng.
Vejret? Det må vise sig. Afstanden? Afhænger af om vejret er til at krydse og tage den korteste vej, eller om det bliver en kystsniger, men et sted mellem 160 og 250 km. Hvor langt vi når? Det vil tiden vise.
Glæder vi os? JA! Rigtig meget!