Eftertanker

Det har taget nogle dage at lande lidt – det er godt at være hjemme.

 

Turen ned gennem Sverige var så fin. Det første stykke gik vejen i nærheden af kysten, og der dukkede velkendte steder op, enten synligt eller på vejskiltene.

Ved en pause kunne jeg skimte coop i Lövånger, hvor jeg provianterede, da vi var forbi Kärleksviken. Den store kartonfabrik ved Husum var også synlig over trætoppene. Ved Härnösand gik vejen gennem byen, og jeg så det fine springvand, som vi passerede da vi roede igennem der. Ved Sundsvall kiggede jeg udover bugten og kunne næsten skimte Rödön.

Det var så fint at få lov at mindes alle de fine steder, og ikke mindst alle de fine, generøse og omsorgsfulde mennesker jeg har fået lov at møde i Piteå, Byske, Kärleksviken (Kallviken), Avaviken, Umeå, Norrmjöle, Själnöhamn, Fällsvik, Hölick. Og tanken går også til alle de gode mennesker, hvor vejen ikke lige går forbi – i Kapellskär og Gräddö, Spillersboda, Nynäshamn, Brantviken, Ronnyby hamn, Kivik, Ystad, Skåre, Landskrona, Rammsjö, Lerkil/Smorholmen.

Vi holdt mange pauser på rastepladser undervejs og fik både påfyldt bilen og os selv, og det var så fint at bruge en dag og en nat på at hjemrejsen, så vi både fik en smuk sopnedgang og –opgang undervejs. Et af de smukkeste tidspunkter var, da jeg pludselig så stjernehimlen! Med Karlsvognen og Cassiopeia. Det er længe siden, at det har været så mørkt, at jeg har kunnet skimte mere end tre stjerner, og hjerte og sjæl sang stille. Jeg kommer fra et land, hvor der er stjerner hele året, og jeg mærkede, hvor godt det var at gense dem.

På en rasteplads solgte de en Högakusten øl – men man måtte kun drikke den på stedet, og selvom Henrik var sød at køre det meste af vejen, så jeg kunne slappe af, så skulle vi gerne begge kunne være chaufførere, - så i stedet holdt manden bag kassen den fine øl, og jeg tog et billede og glæder mig til at smage den en dag.

På vej fra over Øresund mod Helsingør lyste Kronborg os velkommen. Det er så fint et sted og så godt at komme til fra vandsiden, både nordfra, sydfra og som nu østfra.

Hjemme i Brådebæk sprang jeg i favnen på Jacob – åh det var godt at ses. Senere på dagen var mine forældre forbi – tak kære jer. Også for den fine frugtbuket mor. Frisk frugt er en stor luksus efter sådan en tur.

 

Mille og telt ligger i haven. Og jeg har været langsom i tre dage nu.

Det er overvældende at være hjemme med al mulig luksus som toilet, køkken, bad, mad, strøm og mange ting og meget plads. Kroppen skal lige vende sig til, at et godt og varieret måltid mad ikke er en sjældenhed, og energiindtaget skal lige ned på normalen igen. Det er også overvældende med informationsstrømmen..... der er så mange indtryk og så meget information hele tiden. Forsøger at tage det i små doser og tænker over, at det jo plejer at være min hverdag, at der er så mange ting og så meget information, – og at jeg ikke plejer at mærke hvor overvældende det er. Håber sjælen kan bevare lidt af sin følsomhed, så jeg kan mærke, hvornår den har brug for en pause.

 

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg på længere sigt kommer til at tage med mig – men det jeg indtil nu mærker er hvor godt og fredsgivende, det er kun at bede om det, jeg skal bruge i dag... og ikke være bekymret for i morgen. Jeg har i rigt mål mødt søde og hjælpsomme og givende mennesker på min vej. Tænk at der er så mange derude – tak til jer alle sammen!

Naturen er helt utrolig - Sverige er et ufatteligt smukt, kraftfuldt og frodigt land, og øje og sjæl er påfyldt og fuld af taknemmelighed af hav og himle og vige og odder og ..... det hele (Håber nogle svenske padlare har lyst til at tage Danmark rundt, så I kan få lov at se et noget anderledes, men også smukt land). Der er sket noget med mit hjertes evne til at modtage. Jeg har mødt megen godhed på vejen, men har også oplevet stor kærlighed fra kære og nære i Danmark, og har følt mig mere elsket den her sommer. Måske er der sendt mere kærlighed – måske er mit hjerte bare blevet mere åbent og modtageligt, så kærligheden kan få lov at komme ind.

 

Inden turen var tanken om at afbryde ikke rigtig eksistrerende – medmindre jeg brækkede armen eller noget. Jeg leder efter ordene nu..... men det føles stort at have mærket efter, at det var rigtigt at tage hjem.

 

Det kommer til at tage tid at lande – men ligesom turen har været et pagajtag ad gangen, så bliver den videre rejse bare et skridt ad gangen.

I går fik jeg ord med på landingsrejsen af seje og skønne Lene, som har klippet mig i 20 år. Hun sagde: Hvis vi vi altid kun gør det perfekte, hvornår lever vi så?...

Nu vil jeg tage et bad, læse lidt i en af de svenske bøger, jeg har lånt på biblioteket og glæde mig til at se familien til Lucias 2års fødselsdag.

Tak til alle jer, der har fulgt med undervejs. Det har været påfyldning for hjerte og sjæl, at sidde derude i aleneheden og skrive, og så opleve at der har været så mange, der fulgte med og sendte så meget godt tilbage. Smukke og taknemmelige sensommerhilsner, med ønsket om lys, fred og berigelse, fra Mille og mig.