onsdag den 1. august 2018

Morgentur - dag 66 - 38 km - 2194 km

Vi er landet i Kallviken 5 km fra Lövånger. Det blæser godt, men ellers er det et lille, fint sted....med næsten ingen internet, så bare et enkelt billede i lav opløsning. Et alternativ til skiltene med: lekande barn - kör sakte!
Jeg vågnede ved 1-tiden med den velkendte følelse af, at blive vækket på det rigtige tidspunkt. Efter at have tænkt lidt stod jeg op og pakkede sammen. Det var lidt for tidligt at spise morgenmad, ikke mindst efter den fantastiske middag i går. Men Keidi havde givet mig en lille pose med resten af vandmelonen, og det var perfekt. Derudover havde jeg fået en klapsammenmad af noget lækkert brød med ost, som passede fint på vandet ved 6-7 tiden. Tak Keidi!
Det var overvejende stille og næsten helt overskyet, så solopgangen var lidt gemt, men den viste på et tidspunkt sin mørk orangerøde skive, og morgensangene passede så fint.
Især over land blev skyerne mere grå og tunge, og jeg lyttede efter, om det rumlede - måske gjorde det, men ikke mere end at det også kunne være en flyver eller en båd.
Vi lagde ud med et kryds på tilsammen 15 km, og derefter hoppede vi i land til en tissepause. Åbenbart var vi ikke de eneste earlybirds, og netop da jeg sad der, kom en lille båd tøffende forbi. De vinkede bare - det er jo noget de fleste kender til og har prøvet, og det var næsten mere hyggeligt end pinligt. Efterhånden blæste det op, og det blev lidt diset, så jeg havde svært ved at se præcis, hvad der lå 2 km fremme. Derudover var jeg også lidt træt efter den korte nat, og så skal jeg stadig passe lidt på kroppen. Lænden føles fint på plads, men hoften giver stadig lyd fra sig, og jeg er meget opmærksom på den.
Jeg besluttede at gå på land efter dagens 30+7 og ledte længe efter et godt sted. Var bla forbi Munkviken et par km herfra, men der var absolut ingen internetforbindelse. Det endte med den lille strand her, og 14 skridt fra Mille er der græs. Jeg fik pakket ud og hængt til tørre...og fald i søvn en times tid. Folk hygger og bader, her er bord og bænke og sågar en das af den bedre slags.
Det viste sig, at der var en Coop i Lövånger 5-6 km herfra, så jeg gik en tur, og det føltes godt for hoften - måske var varmen også god, det var i hvert fald næsten som en sauna, og jeg nød alle skyggepletterne fra de høje træer langs vejen. I byen blev der handlet, og jeg var inde en stund i den fine og kølige kirke - det var skønt i varmen. Der var flag i lygtepælene - et svensk og et udenlandsk i hver, og hjertet slog lidt hurtigere da jeg så et dansk!
Tilbage ved teltet spurgte jeg en nabo, om jeg måtte lægge powerbanken til opladning - helt sikkert. De havde haft besøg af en blå bånd padler for nogle uger siden. De var på vej til en strand for at bade, men hvis jeg ville låne en cykel til at køre ind og handle, var jeg velkommen. Tak hvor var det betænksomt. Når de kommer tilbage, har jeg fået lov at få et bad - rigtig dejligt efter en meget varm dag hvor jeg føler mig klistret og svedt - selvom jeg endda var i bad i går.
I morgen tidlig ser det lige nu ud til - om Gud vil og vejrudsigt og krop og alt andet holder - at vi kan komme rundt om Bjuröklubb, som er det sidste store hjørne. Det ville være dejligt!
Dagens data:
På vandet 2:47-et sted mellem 9 og 10 (brugte lang tid på at tjekke steder)
0-6 m/s S og SØ, tæt og gråt overskyet
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, puff, solfaktor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar