tirsdag den 10. juli 2018

Fred, styrke, strøm og rough camping - dag 44 - 46 km - 1559 km

Vi er landet på en lille bitte ubeboet ø ca 3,7 km V (ca kurs 280°) for Öregrund, og her er godt!
Der var stille lige nord for broen i Väddökanalen i morges, og jeg nød det. De første 6 km gik med at komme op, hvor kanalen slutter, og skærgården åbner sig igen. Det er forskelligt, hvor meget hjemveen fylder - i morges fyldte den en del. Jeg savnede huset i Brådebæk og alle dem, jeg elsker. Jeg har lidt supportfolk derhjemme, som er behjælpelig med info og støtte. Min far og mor, min svigerinde Anne-Mette og min veninde Catherina er på mange måder en åndelig supportgruppe, og i går aftes skrev jeg til dem, at jeg var lidt slidt og bad dem om at be for mig. Efter ca en time i morges, hvor hjemveen havde fyldt lidt, mærkede jeg, at fred og styrke begyndte at fylde mig. Samtidig lagde vinden sig lidt, og i en hel time mens vi krydsede fra ø til ø, var der stille om ørerne, og sjælen fandt fred og styrke. Måske lyder det lidt mærkeligt - men det var sådan, det var. Derfra var det som om, at alt blev lidt nemmere, og det var ok at det luftede op.
De små klippeøer er ikke så stejle og høje lige her, men stadig smukke og skovgrønne. Husene er lidt færre og de er ikke helt så prangende. Mange er mere sommarstugaagtige - fra de små næsten bare havhuse til noget der mere ligner sommerhuse. På et tidspunkt mærkede jeg, at det stadig er klippeøer. Jeg lå og sang og hørte pludselig et ekko. Prøvede at synge kraftigt og ganske rigtigt - klipperne svarede fint og klart. Det var hyggeligt.
På vej op mod Öregrund er der noget, som ikke rigtig er en kanal, men dog en passage mellem fastlandet og øerne, og der var indimellem lidt læ at finde. Pludselig gik hastigheden ned til under 4 km/t. Det kan næsten kun betyde, at der er kommet modstrøm. Vi krydsede til den modsatte side, og jeps - hastigheden gik umiddelbart op til næsten 5 km/t. Det er et sjovt fænomen det der strøm. Godt lige at holde øje med.
Ved Öregrund havn var der sommerstemning og isspisende mennesker og cafeer, og vi tog os god tid og gik i land og fandt helt tæt på både en ica og Systembolaget, og der blev provianteret, så jeg ikke var sikker på, om Mille kunne rumme det hele. Men hun er så god - det kunne hun. Efter Öregrund er der meget privat land, og jeg endte med at spørge en mand, om der var et sted, jeg kunne campe til i morgen. Han pegede på den lille ø her, og vi tog ud og kiggede på den. Det er virkelig rough camping på sten og vissent tang, men det skulle altså prøves! Og jeg tror det er lykkedes.
Herfra er der fire store byer, som jeg har som milepæle. Gävle, Sundsvall, Umeå og Luleå. Det går ca NV ind mod Gävle og derfra N mod Sundsvall. Og netop i morgen kommer vinden fra Ø - så der bliver lidt vind bagfra - det bliver godt!
Der er sat nogle store flueben, og på turen videre er kysten lidt ud og ind, men ikke helt de store hjørner og kæmpe skærgårdsområder, som fx Stockholm. Glæder mig til at komme videre sammen med Mille. Og nu står den på aftensmad - med rødvin til!
Dagens data:
På vandet 6:25-17:15
0-4 m/s N, lyseblå himmel, sol og fine hvide skyer
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og puff, og solfaktor
Ps mine hænder har det bedre og ser fine ud
Pps jeg glemte noget meget vigtigt i går: kæmpe tillykke med de 40 år til min svoger Peter!!!!!!

2 kommentarer:

  1. Kære Nenia. Tænk at du er på vej mod Umeå og Luleå - ikke mærkeligt at du bliver træt og får lidt vindkuller, men kæmpe flot at du fandt fred med det. En tur fuld at oplevelser og sejre. Du har fortjent dem alle. Kærlige hilsner Kirsten

    SvarSlet
  2. Tak kære Kirsten!
    Dine ord lander i hjertet!
    Kærligst
    Nenia
    Ps kunne mærke at du havde skrevet en hilsen ...

    SvarSlet