Hviledag - dag 41 - 0 km - 1452 km

Vi hviler og nyder og samler kræfter og her er godt at være.
Dagen er brugt på rengøring, læsning, hvile, en cykeltur på Annikas cykel ud i området, proviantering, opladning af mobil og powerbank, endnu et bad hos Annika og Henrik og jeg har fået vasket tøj! I en rigtig vaskemaskine!
Og så har jeg prøvet at samle op på øjeblikke og tanker og gjort lidt status.
Det første jeg tænker er, at jeg er så taknemmelig for at have mulighed for at tage en tur som den her. Det er et utroligt eventyr og en rigdom af skønhed og udfordringer og overraskelser og stilhed og glæde og eftertanke, og jeg både føler og ved, at jeg bliver rigere på så mange måder. En rigdom som også varer ved, når turen en dag er slut.
Skærgårdens smukke natur har været og er utrolig og uendelig i al sin råhed og frodighed. Som om den bærer gammel visdom og nyt liv i sig heletiden hver dag, og den møder og omslutter mig i alle dens farver og ansigter. Det er sjovt at opleve, hvordan livet er indrettet efter havet. Den anden dag så jeg et "bådstoppested" med køreplan og en gadelampe og det hele. Mange steder (også her) har man tankstationer, helt ligesom dem jeg kender til biler. Bådene kommer ind og tanker brændstof og sejler videre. Jeg har set en "madbåd" som bringer måltider ud til folk. Og ligesom hjemisbilen har jeg set en "isbåd" - hvilket gør, at det ord nu har mindst 3 betydninger. En tidlig morgen så jeg en lille båd, som stak ind og ud mellem alle de små øer. Om det var posten eller avisbudet eller mælkemanden ved jeg ikke. Folk tager i rigt mål deres båd ud til en ø, hvor de bader og har frokost med og evt et telt. Jeg undres på hvordan de finder vej, men hjemme færdes jeg jo ret frit i fx Hørsholm, Rungsted Hegn, Folehaven etc, så måske kender man bare sit område. Om vinteren fryser det hele til her, og de ca 10 % (mener jeg det er), der er fastboende lever under naturens regler. Bor man på en ø, så kører man over isen, når den kan bære. Når isen er for tynd, har man en gang om ugen mulighed for at få en helikopter ind til fastlandet for at handle, så det er sådan, det foregår først og sidst på vinteren. Det er fascinerende at opleve en på så mange måder helt anden verden.
Jeg er også fuld af taknemmelighed over alle de fine mennesker, jeg har mødt på min vej. Lia og Thomas i Rammsjö og deres hjælp med strøm og bad og tøjvask, gode Frede der kom til frokost i Landskrona, Mats i Skåre og hans gode whisky, vidunderlige Eva og hendes mand Stig i Ronneby Hamn - fik en bog af Eva (Stormsystern) så jeg stadig kan læse, nu hvor jeg er færdig med den, jeg selv købte. Nils som gav gode råd ved Ystad. Brantviken hvor gode Gunilla og Ingemar tog imod med åben dør og en fin og hyggelig middag (fik resten med som madpakke) og, og hvor jeg også mødte fine Lars. Da jeg tog derfra, mødte jeg nogen tid efter en sejlbåd, hvor jeg syntes de råbte "Nenia", da jeg vinkede til dem, som jeg gør til nærmest alle bådene. Senere fik jeg at vide, at med på båden var Gunillas søster, og hun havde råbt "Mille". Årh hvor blev jeg glad ! Fineste Nathalie fra pizzariaet i Nynäshamn. Og nu ligger jeg i strandhaven hos Annika og Henrik, som har været så utrolig hjælpsomme og betænksomme.
Har siddet hos Spillersbodas landhandel (tjek dem på FB) hos Anna og også Ahmed og set Sverige-England. Det var ret hyggeligt, omend ret nervepirrende. Anna har berettet, at længere nordpå kommer der fine sandstrande. Dejlig overraskelse.
Annika og Henrik har været en stor inspiration at møde. De har en utrolig evne til intuitivt at se glæder, muligheder og gaver i deres liv.
Og netop nu hvor jeg synes, der har været vind fra nord i lang tid, så har det været godt at opleve. I går var jeg på et tidspunkt bare SÅ træt af modvind, og skreg højt "GÅ VÆK" - forholdsvis irrationelt, men det blev pludselig bare for meget. Mærkede en næsten uragtig "hvorfor skal livet være så hårdt"-følelse og det avlede overvejelser om, at måske bliver det hårdere, at det er hårdt, hvis jeg kæmper imod. Jeg forsøgte mig med en anden slags rotag, hvor jeg mere blødt sætter pagajen i vandet, og ikke prøver at kæmpe med vandet. Der er mere modvind i vente, og måske vil det hjælpe, hvis jeg ikke ser det som noget, der skal overståes, men bare en del af livet. Måske er det også bare min stolthed, der skal lære, at jeg ikke behøver tage 50 km hver dag, hvis hastigheden ryger ned på 4,5 km/t. Alle de tanker blev så fint understøttet af at møde Annika og Henrik og deres tilgang til livet. Så - jeg har prøvet at slutte fred med, at det bliver som det bliver. At modvindsdage ikke skal overståes, men som alle andre dage helt enkelt leves. Jeg siger ikke at jeg er udlært. Men jeg forsøger, og det føles som en god tanke.
I morgen stikker jeg ud mod Kapellskär, og hvis vejret er til det, kommer jeg rundt om hjørnet og videre. Hvis ikke camper jeg derude og kommer videre dagen efter.
Jeg er glad og har det godt, og Mille er den bedste følgesvend, man kan tænke. Jeg føler mig velsignet og føler, at der er store vinger omkring mig og engle med, og at der bliver passet på mig.
Tak til alle jer derhjemme. Glæder mig til at se jer igen someday.
Ps her på havnen er en række postkasser til alle dem, der bor på de nærmeste øer - ser sjovt ud!