søndag den 1. juli 2018

En anden slags dag - dag 35 - 48 km - 1223 km

Vi er landet på vestsiden af Hargö, og her er helt stille!
Dagen har på mange måder været anderledes.
Jeg vågnede kl 2 - og sov videre til lidt over 6. Bestemte mig for ikke at gå efter at være på vandet på et bestemt tidspunkt, men bare nyde morgenen. Det gik op for mig, at selvom morgenerne ikke plejer at være stressede, så har jeg nok alligevel haft tendens til at gøre alle rutinerne uden pauser og bare komme af sted. I dag gjorde jeg alt uden tidsplan, og det gjorde en forskel, så jeg faktisk nød den smukke morgen mere end ellers - velvidende at at en morgen uden tidsplan nok betød, at jeg ville komme igennem en dels blæst derude. Men området er fuldt af små øer og skær, så man aldrig er sådan rigtig eksponeret for bølger.
De første 30 km var vinden først i N og derefter NØ så jeg havde modvind hele vejen til Arkö, som ligger på hjørnet af den store fjord eller vik ind mod Norrköping. Jeg skal indrømme, at det var hårdt at snitfarten lå næsten nede på 4,5 km/t (når der kom vindstød røg den næsten ned på 3) og at det føltes neget langsomt. Kl 12 havde vi nået 16 km.....det var næsten ikke til at bære, og jeg havde nogle timer, hvor jeg var virkelig træt og modløs og sur og ked af det. Området er ellers smukt og fint, og hvis det bare havde været en dagstur, havde jeg nok kunne nyde det noget mere. Jeg gik efter at komme forbi Arkö og ind til Marviken og så i morgen krydse i en blød bue ind i fjorden. Fra Arkö lå vi langs kysten bag nogle øer helt frem til Marviken og det store kraftværk, hvor jeg havde tænkt at begynde at kigge efter campsite. Der sluttede øerne og fjorden åbnede sig - og den var ret stille. Hmmmm - jeg overvejede et øjeblik, om vi alligevel skulle krydse, men tænkte at man jo ikke skal lade sig lokke af øjeblikkets stilhed. Alligevel tjekkede jeg fcoo og søkort....og faktisk ville et kryds lige nu på godt 7 km være mere optimalt end et kryds i morgen. Tilmed var der små øer det meste af vejen, som vi kunne ligge i læ af - så....det gjorde vi. Og nu er vi her, hvor der er læ for vinden fra Ø i dag og fra N i morgen. Der er 700 m ind til kysten og ca 13 km ØSØ herfra ligger Oxelösund. Her er mere stille, end der har været på noget tidspunkt i dag. Her er solrigt og varmt, så tørret kan tørre. Det er et nærmest perfekt campsite, hvor der er tang ved vandet, så Mille kunne blive trukket op uden en masse store sten. 7 skridt fra vandet er der fladt græs og rart at være. Lige da vi landede, løb et rådyr væk, men ellers tror jeg, vi er alene. Og jeg slog telt op i bare tæer og følte trang til at vaske mig lidt og tage deo og creme på.
Jeg er lidt målløs over det hele.... fatter det ikke og har ikke troet et sekund på det hele dagen. Altså at dagen skulle slutte med at vi krydsede og ville ende så fint!
I går skrev min mor: med vinden i ryggen, en direkte kurs og gode hænder ønsker jeg dig et godt kryds ved Norrköping. Tak for din tro mor! Jeg syntes, det lød som noget der ville ske, når der var to torsdage i en uge...men sådan kan dagen blive så anderledes end forventet. Måske skal jeg igen bare prøve at sove til jeg vågner i morgen.
Nåh ja - et dybt sår ved højre tommelfinger er faldet af og begyndt at hele, og min tredobbelte vabel på venstre hånd ligeså.
Blev varm om hjertet i dag da jeg sang Rutters: How can you capture the wind on the water, how can you count all the stars in the sky, how do you measure the love of a mother, and how do you write Down a babys first cry?
Tak for en anderledes dag!
Ps på billedet kan man ane Marviken kraftværk, hvor vi har krydser fra.
Dagens data:
På vandet 8:38-18:27
4-6 m/s N, NØ og Ø, sol og let skyet, varmere end i går
Påklædning: mellem uld (med ny undertrøje under som var helt blød og fri for salt), rojakke lidt opsmøget, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og puff, solfaktor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar