torsdag den 5. juli 2018

Præmiedag - dag 39 - 50 km - 1392 km

Vi er landet på sydspidsen af Djurö og kigger over på Värmdölandet i strålende sol med en følelse af at være midt i den Stockholmske skærgård - en dag jeg har glædet mig så meget til!
Vågnede kl 00, 1 og 2 og måtte sige til kroppen, at det var ikke endnu. Og så endelig kl 4 ringede uret, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme på vandet.
Planen var at gå op langs Gålö til Dalarö og derfra stikke op til Ingarö og videre på østsiden til Fågelbrolandet og gå ind der ved Stavsnäs.
De første 3 timer var helt stille, og morgenen var så fin. Her er fuld af store og små skærdgårdsøer med klipper og tætvoksende skov, som får det hele til at se frodigt ud. Svanerne er meget territoriale - især hvis de har børn, men jeg er ved at lære, hvor langt man skal udenom dem, for at de forstår, at jeg ikke er her for at genere. Andefuglene bliver mere skræmte og pisker af sted med alle deres unger. Jeg prøver at lægge mig så de pisker i samme retning alle sammen og ikke bliver splittet op. Flere gange har jeg oplevet, at de har børnehaver med måske 5 voksne og over 20 børn. Og flere gange har jeg oplevet, at et par af de voksne laver larm og flyver opmærksomhedskrævende i en retning, og at resten går den anden vej. Som om de prøver at beskytte alle de små ved at prøve at lave afledningsmanøvre. Ret fint!
Det luftede lidt op efterhånden, men ikke noget af betydning.
Efter krydset til Ingarö hoppede jeg i land på en lille bitte strand og fik drænet både Mille og mig selv. Den var lidt mere privat end først antaget, men der var ikke nogen hjemme, og jeg fik min faste frokost - rugknækbrød med en dåse tun i olie og et drys Meldon havsalt - og stak videre.
Lidt inden Stavsnäs så jeg en kajakroer - det var Göran Marklund (håber det er stavet rigtigt), som var en rigtig sej og erfaren gut, der lige skulle en smut ud til en ø, der vist lå et stykke ude på åbent hav. Fik lige et par tips og en snak - han kender nogen der har roet HBB og fortalte bla om en, der havde ligget i 13-14 m/s i 3-4 m bølger. Er du bims - hatten af og kæmpe respekt! Tænker sommetider at jeg måske bare er lidt en kylling. Jeg ville ikke kunne gøre det! Jeg er nok bare ikke verdens største og stærkeste roer, men jeg prøver at ro, så jeg synes, det er forsvarligt, i forhold til hvad jeg kan teknisk, og hvad jeg synes, min krop kan klare.
Inden jeg gik om hjørnet ved Stavsnäs, kom noget, der mindede om en busterminal. En masse større og mindre både, der alle holdt med næsen mod kajen og tudede en gang, inden de lagde ud i deres faste rutefart til forskellige øer. Det var bare om at holde øje, inden vi stak forbi. Så også susende henover hovedet en lille åben tomandshelikopter med pontonfødder, så den kunne lande på vandet.
Rundt om hjørnet var det som om vinden vendte og pludselig kom fra vest, men det er vist et kendt fænomen i skærgården, at vinden smyger sig om øerne og kan komme alle steder fra.
Trafikken var ret tæt ind mod Djuröbroen (flot bro!), og der blev holdt godt øje, inden vi stak over til Djurö.
Og så lige rundt om hjørnet efter broen var der en lille strand, som var offentlig!! Og lidt træer teltet kan ligge under. Perfekt!
Mens jeg fik styr på Mille og telt og pikpak hørte jeg musik - en lydprøve lød det som. Og ganske rigtigt - et par hundrede meter herfra gennem skoven lå et sted, Göran snakkede om. Tikibar tror jeg den hedder. Og Bröderne Rongedal hyggede sig og havde en fest med lydprøve på hits som "life on Mars" og en fin ballade "himlen är oskykdigt blå". De synger ret fedt og lægger fede stemmer og svinger ret godt, og de er bare tre mand. Jeg satte mig og fik en øl i solen, inden jeg gik tilbage til telt og Mille.
Det er så stort at være her - midt i den stockholmske skærgård som jeg har set så meget frem til. Vi er i dag kommet nordligere end startstedet på vestkysten, og vi er over halvvejs. Ruten har indtil nu været 60 km længere end beregnet - måske pga de steder hvor jeg ikke har krydset lige over ved Halmstad, Hallandsåsen, Kullen og før Nynäshamn. Ifølge mine beregninger er der 1154 km igen - nu må vi se, om det holder. Men det er i dag jeg har mærket tanken om, at turen slutter en dag. Føles lidt mærkeligt at tænke på. Det er nu, det skal nydes.
I morgen stikker vi, om alt går vel, op mellem Vindö og Värmdölandet i videre langs vestsiden af Södra Ljusterö og ind til fastlandet og videre mod NØ - opad mod næste mål: at runde Kapellskär, som for mig er slut på Stockholms skærdgård og starten på resten af turen. Glæder mig til i morgen!
Ps Nu er musikken startet, og de åbnede med den svenske ballade som passer så fint lige lige nu: himlen är oskyldigt blå!
Dagens data:
På vandet 5:37-15:17
0-2-4-6 m/s N, Ø og vist nok også lidt V, masser af sol, lidt skyer og meget smukt vejr
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket (og lidt puff) og meget solfaktor.

3 kommentarer:

  1. Kære Nenia. Dagens bedste stund - sidder med smil i hjertet og nyder du deler din glæde. God tur i morgen. Kærlige hilsner Kirsten

    SvarSlet
  2. Tak kære Kirsten.
    Så dejligt lige at mærke dig gennem dine ord.
    Smukke sommerhilsner til dig og jer - og hils din mor varmt!
    Kærligst
    Nenia

    SvarSlet
  3. Hallo Hier sind Sitta und Hans aus Deutschland Wir haben es gut auf Aland bei Freunden

    SvarSlet