mandag den 16. juli 2018

Ud af kortet - dag 50 - 53 km - 1814 km

Vi er landet ved Tosskärssand på Skatudden, ca midt mellem Hudiksvall og Sundsvall - og næsten præcis på 62°N.
I morges var der igen stilhed til morgenteen. Jeg er meget taknemmelig for de her stille dage og for stille morgener i det hele taget og tager dem ikke for givet.
Vi gik syd om Hornslandet og op langs halvøens østkyst. Oppe på det NV hjørne sagde gps kortet ø, at man kunne komme igennem ved vejen ud til en lille ø ....det kunne man også lige akkurat, som man kan se på billedet. Og lige efter var der ved et lille hus et skær med den her fine figur, som stod og hilste på os.
Ellers har vi krydset fra spids til spids i det helt utrolig smukke vejr, kun afbrudt af terner og måger, når vi passerer et af deres skær. En enkelt gang fik shitstorm en ny betydning, da flere af dem sendte fugleklatter fra himlen, men de ramte hverken Mille eller mig, og vi var hurtigt videre. Der var også et enkelt plask fra en sæl bag os, men ellers var der stille.
Jeg brugte igen dagen på at synge sangene til koncerten i Hjerm næste år. Det viser sig at den ligger 19. marts, men der er stadig god tid, og det er skønt. Min storebror har sagt ja til at lave lyd - YES! Og tilmed tilbudt at være med på kontrabas. Årh - hvor jeg glæder mig.
Det sidste år har min stemme været lidt udfordret. Først fik jeg en lille låsning i ryggen, som også skabte spændinger, når jeg sang, og da den kom på plads, lavede jeg en lille overanstrengelse - i forbindelse med Verdis requiem, som jo er et powerværk. Gode Thomas Dethloff er foruden at være en dygtig cellist også øre/næse/hals læge, og jeg har konsulteret ham nogle gange, er blevet beroliget og fik inden sommeren at vide, at nu var den ok. På hele turen har jeg stort set kun sunget i randregister, men de seneste dage er jeg begyndt at bruge den fuldt ud, og det er skønt, at den igen kan alt, hvad jeg beder den om.
Jeg har søkort med til hele turen, og det er altid særligt at "ro ud af kortet" så at sige. I morges efter sydspidsen af Hornslandet skiftede jeg til femtesidste kortside - det føles vildt. Og så har jeg et stort landkort med over hele Sverige, hvor jeg indtegner hver dags rute. I dag efter at have indtegnet dagens tur har jeg vendt kortet fra siden med hele Sydsverige til siden med hele Nordsverige. Det er godt nok vildt!
Og så noget helt andet. I en mail i anden anledning nævnte min lillebror Jakob, at Thorvald Stoltenberg er død. Han citerede, at manden engang er blevet spurgt, om der er noget han fortryder? Kun at han ikke ændrede holdning noget oftere. Forstået som at hvis man ændrer holdning, er det fordi man rent faktisk lytter til, hvad andre siger. Det er ord, jeg tager med mig videre. Jeg vedhæfter det fine billede i ære af hans minde, og hvad han har sat af aftryk.
I morgen går det så videre op mod Sundsvall, som er sat som næste milepæl. Det har været en smuk dag - kl 11:10 nåede vi de 30 km, som efter Essas anbefaling er det nye dagsmål, og alt derefter er bare bonus. Tak Essa - det virker fantastisk!
Om lidt er der mad til stille strandkantsskvulp og en smuk aften, hvor Mille lyser i aftensolen nede på stranden.
Dagens data:
På vandet 5:49-15:46 (fra kl 15 gik tiden mest med at finde campsite)
0-4 m/s mest Ø, sol og lette skyer
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og masser af solfaktor!

4 kommentarer:

  1. Du skulle have en "Like-Funktion", Nenia. Det er hyggeligt at læse om din tur. Fortsat god vind!

    SvarSlet
  2. Enig. Jeg læser også med stor interesse om dine oplevelser i den store natur med din kajak, og jeg ville gerne vise dig, at jeg følger med. Stor respekt for dit forehavende, og tak for at du beskriver så fint for os andre. Kærlig hilsen Marianne

    SvarSlet
  3. Kære Lærke.
    Tak for hilsen :-)
    Det skal jeg huske.
    Tænker tit på vores fine dage i Svanneke og klippekysten - det var en god forsmag.
    Smukke sommerhilsner til dig
    Kærligst
    Nenia

    SvarSlet
  4. Kære Marianne.
    Tak for hilsen og for dine gode ord. Håber sommeren er fin hvor du er og glæder mig til Haydns Skabelsen om ikke så lang tid.
    Smukke sommerhilsner
    Nenia

    SvarSlet