I dag - dag 65 - 46 km - 2156 km

Vi er landet et fint sted - Avaviken (ikke det ved Luleå) tæt ved der, hvor Rickleå har sit udløb.
I morges var der helt stille, og det var skønt med en stille morgen igen, hvor man kan høre stilheden, og hvor to svaner lagde fra land, da havregrøden blev sat over, og da den var klar, var de flere hundrede meter fra land. Under morgenmaden mærkede jeg påmindelsen om, at jeg bare har brug for det, jeg skal bruge i dag. Det er ikke raketvidenskab, men jeg mærkede bare så tydeligt, at det drikkevand og strøm jeg skal bruge i morgen, det har jeg jo ikke brug for at få i dag. Det har jeg først brug for i morgen. Jeg vidste, at jeg gerne ville tanke vand og strøm - men det måtte så bare komme. Og jeg mærkede tilliden til, at det nok skulle blive sådan.
Dagen begyndte stille, og vi krydsede i det stille vejr over en bugt med mange små øer. Senere mødte vi en lille færge og vinkede til folkene. Den tøffende lyd kunne høres på lang afstand, og så snart det er tjekket, at det ikke er tordenkyd, så er det jo bare så hyggeligt. Her er tydeligt mere øde end sydligere, og de små både der kommer indimellem er færre end sydpå. Landet er mere fladt, men de små øer er der stadig mange af.
Ved en tissepause tog jeg mig tiden til bare at sidde ti minutter og kigge på det fine vand. Omkring 11:30 begyndte det at lufte lidt, og der kom lidt vind og bølger, og jeg begyndte at tænke på et frokoststed. Jeg kunne se, at der rundt om et hjørne ville komme et par øer og tænkte, at det ville være et fint sted at gå ind i læ til frokost.
Og der fandt vi Ratan! En fin lille havn med flere borde og bænke, toilet, sågar dusch (som jeg ikke bruger midt på dagen - kun om aftenen hvis det er), et fint køkken og en lille handverk butik (se billedet). Et meget fredfyldt sted og en lille perle. Senere fandt jeg ud af, at Evert Taubes slægt er herfra, og at navnet her udtales som det skrives, og ikke forfransket som jeg ellers kender det. Derudover er det stedet, hvor det sidste slag stod mellem Sverige og Rusland for lidt over 200 år siden - sidste gang Sverige var i krig.
Jeg fik tanker masser af vand og også lidt strøm - sådan kan man jo få det, som man har brug for!! Og sådan kan man (jeg) lære, ikke at bekymre sig, men i stedet tro på, at det der er brug for kommer.
Omkring 45 km (som jo er et stykke over dagens 30) begyndte jeg at høre tordenrummel i det fjerne, og tænkte at nu skulle vi nok snart på land. Jeg så på kortet, at der efter en odde var en vig, og det betyder, at der kan måske være en sandstrand. Sandelig - en stor en tilmed.
Vi kom på land, jeg fandt søde mennesker at lægge powerbanken til opladning hos, fandt et sted til teltet hvor der ikke lige var en motorvej af myrer, fik lavet gennemtræk i teltet for at få den lidt sure lugt ud, og sad bare og landede.
Netop da kom et meget sødt og imødekommende norsk-svensk par forbi - Linda og Olov. De stoppede op og spurgte lidt ind og endte med at invitere mig på aftensmad! Hold da op en luxus! Olovs forældres sommarstuga lå et par hundrede meter væk - Tommy og Keidi hedder de (Keidi er oprindeligt fra Finland). Derudover var der også Olovs storebror Lars, som læser forstkandidat i Umeå, og også Lindas to store børn Vilde og Lasse.
Det var tømt køleskab, hvilket betød en overflod af et tapasmåltid. Og det var superhyggeligt at være fire nationaliteter under meget hyggelige former. Tak at I lige var der og inviterede mig. Jeg nød at være sammen med jer! Og så fik jeg opladet mobil og fik sågar tilbudt en dusch, som jeg snuppede inden desserten. Jamen altså......!
Tja - sådan kan jeg lære, at jeg skal nok få det, som jeg skal bruge lige præcis i dag. Og mere til! Og eftersom jeg ikke kan gøre noget ved i morgen, så skal jeg ikke bekymre mig om det. I morgen får jeg det, jeg skal bruge i morgen. Det var dagens smukke og enkle læring. Tak for det. I morgen er der lovet lidt mere vind - det bliver sikkert fint.
Dagens data:
På vandet 6:22-12:40 og 13:51-16:01
0-4 m/s N, Ø og S, lidt skyer og en del sol
Påklædning: mellem uld (rojakken blev på fordækket og kom ikke i brug), neoprenbuks og -fodtøj, kasket og puff (som indimellem blev gjort våd i havet og trukket op om ørerne for at køle og holde småfluer væk fra ørerne), solfaktor

Lidt videre - dag 64 - 27 km - 2110 km

Vi er landet på kvinten lidt efter Umeå - og har dermed passeret Umeå. Det var en vigtig milepæl!
I nat tordnede det - som man kan se på billedet. Ret vildt! Og masser af regn og der blev vådt i forteltet og også lidt under liggeunderlaget somehow. På et tidspunkt lagde jeg soveposen over hovedet, fordi lynene blændede så meget, men det var heldigvis kun ca en halv time, at det var rigtig heftigt. Kl 9:21 klarede det endelig op, og jeg kunne få tørret lidt, inden vi stak ud. Og det var fedt at være på vandet igen!
I starten var der vind og bølger - kun en enkelt som brød indover os - men det stilnede af efterhånden, og vi kunne komme forbi sejlrenden ind til Umeå. Der var fine bøjer og det var ikke et stort kryds. Da vi var et stykke forbi, kom færgen mod Vasa i Finland inde fra Umeå. Den brummede kraftigt og dybt, næsten som kartonfabrikken i Husum, og den kunne høres i lang tid. Dejligt at vi var vel forbi, og at det ikke var en havn, hvor store færger kom og gik i et væk. Derefter stak vi 8 km over til kvinten her og kom rundt om hjørnet og fandt en lille stribe sand til Mille og en lille plet til teltet, og telt og liggeunderlag er tørret, og tøjet ligger på de varme sten.
Det er altid lidt hårdt med meget regn, og at alt er fugtigt eller vådt, men det er rart at få det tørret, og det ser ud til, at det skulle holde tørt de kommende dage - krydser fingre for at det holder.
Er så glad for at komme videre.
Dagens data:
På vandet 11:15-16-16
6-0 m/s, skyet og efterhånden lidt sol
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket - glemte solfaktor men den bed ikke så meget og det var en kort dag

Torden og kirke - dag 63 - 0 km - 2083 km

I morges var det overskyet af regnlovende skyer, og der var ikke et øje på stranden. Et par gange kom en byge, og jeg trak ind i teltet, men ellers kunne jeg sidde ude og spise og læse. Det puslede i træerne af et egern og spætmejser og andre fugle, og det var ret fredfuldt mellem de fjerne lyde af tordenrumlen.
Kl 10 fik jeg et lift med Pierre ind til en gudstjeneste, der skulle holdes i en stor udendørs pavillon fælles mellem en masse af kirkerne i byen. Og det var altså ret fint! Musikken blev leveret af en kvinde ved klaveret og to store drenge på violin (jeg sneg mig til at tage et billede). De forskellige forspil til sangene var alle en slags udsmykning af melodien i folketonestil. Årh hvor var det fint! Og jeg kendte de fleste af sangene og kunne synge med. Derudover var der en solist, som sang en svensk udgave af John Rutters "all things bright and beautiful", som jeg har lyttet til så meget derhjemme, og senere en klassisk version af Davids hyrdesalme som jeg også kender, uden at jeg lige kan huske komponisten.
Derfra gik vi videre ned til byen, hvor Pierre inviterede på frokost og øl og kaffe. Jeg har spist godt i de her dage og fået lidt tilbage på sidebenene igen. På et tidspunkt sad vi udendørs under en markise på en kaffebar - og pludselig kom en kæmpe tordenbyge. To af lynene var praktisk talt lige over hovederne på os - tror aldrig jeg har oplevet lyn så tæt på - men det var egentlig flot og jeg var glad for, at jeg ikke var på vandet, at Mille havde cockpitcover på og at teltet var sikret så godt jeg kunne. På billedet er alle de røde krydser lyn, og den sorte markering er hvor jeg var! Det har været hyggeligt at se en by sådan rigtig for alvor undervejs - ellers oplever vi jo mest bare landet fra kysten - og Pierre har været så god en Umeåvært. Hans bil gik desværre i stykker, men så mødtes vi i stedet med hans datter Linnea og hendes kæreste Yusef (ved ikke om det er rigtigt stavet - sorry), som var søde at køre mig hjem igen.
Mille og telt har klaret det fint! Det var dejligt! Der er fortsat lovet tordenbyger ca kl 19-21 og 4-6, og lige nu ser det ud til, at der kan være rovejr i morgen fra lidt efter kl 10 og frem til 17.....men det ændres heletiden, og jeg vil bare se ad i morgen tidlig, hvordan det ser ud. Kroppen har det meget, meget bedre. Den er ikke smertefri, men måske er det, der er tilbage bare en lille påmindelse om at lytte til kroppen heletiden.
Jeg glæder mig så meget til at komme videre i morgen. Håber at komme helt forbi Umeå, som jo er min næste store milepæl. Det ville være helt fantastisk!
Selvom jeg stadig er lidt tyndslidt, så har jeg fået håb! Glasset føles klart ikke mere halvtomt, men snarere mere end halvfyldt. Det er godt.
Og så tænker jeg stadig på min mormors og mors gode udtryk: Gud i vold!
Et rotag ad gangen - en km ad gangen. Små step. Og jeg siger tak for hvert skridt!

Bedring - dag 62 - 0 km - 2083 km

Jeg vågnede i morges i mit lille telt - mit lille helle. I går aftes efter at jeg var gået i seng, hørte jeg en amerikansk familie gå forbi, og en far der sagde til sin lille dreng: it's a tent, it's a home, somebody is living there!
Det var så fint!
Der var ingen på stranden endnu i den tidlige morgen, og jeg vaskede mig lidt inden morgenmaden.
Og så er dagen ellers gået med at hvile og lave forsigtige stræk af mave og lænd, og det bliver langsomt bedre. Tænkte i morges to døgn tilbage, hvor jeg smerteplaget var på vej til behandling i Umeå. Og så tænkte jeg to døgn frem, hvor jeg håber at komme videre. Hvis bedringen fortsætter med den fart, så skal det nok blive fint.
Freja ringede, og det var en meget dejlig snak, om både hvad der sker i mit og hendes liv. Tak elskede Freja - for at du er så fin og så meget dig.
Har også snakket med min Jacob derhjemme - savner både dig og Brådebæk. Og så har jeg snakket med Henrik - det var så godt. Han ved om nogen, hvad det vil sige at være på langtur.
Nordenvinden har vist blæst vandet ud af Bottenhavet, og Mille ligger pludselig længere væk fra havet - men det er vist meget normalt.
Jeg har ligget og læst en del i dag (billedet viser omgivelserne) og spurgte et forbipasserende par om et par ord, jeg ikke forstod. De var hjælpsomme og forklarede ordene godt, og spurgte interesseret ind - og manden sagde det så fint: Små skridt. Små step.
Netop - sådan er det. Og en dag ad gangen.
Jeg har bestemt mig for at prøve at tro. Tro på at jeg fremad finder mad og vand og strøm og teltplads, og hvad jeg skal bruge, når jeg skal bruge det. Og sådan har det jo faktisk været hele vejen indtil nu.
I morgen er det søndag. Der var lovet 18 timers regn og torden, men det er skrumpet til 3 timer søndag aften og 2 timer mandag morgen. Jeg kom til at tænke på en udsendelse, jeg så, hvor Erik Peitersen sejlede med et dansk-grønlandsk par, Jens og Dorte, gennem Nordvestpassagen (tror jeg det var). Det var særlig stærkt, da de en dag fandt en kvinde i det iskolde vand, efter at hendes båd og fire mennesker var gået ned. Men hun blev reddet og overlevede. De sagde, at når man starter eller slutter en sejlads, eller runder vigtige hjørner undervejs, så er det godt at gå til en messe i en kirke. Jeg vil prøve at finde en i morgen. Og så ellers bare fortsætte med at lade den langsomme heling gøre sit.
Gode tanker til alle jer derhjemme.

Mening, meningsløshed eller.... dag 61 - 0 km - 2083 km

Vågnede i morges i det fine bönhus og fik en dusch og morgenmad med familien. Pakkede mine ting og fik sagt farvel og tak for alt det gode jeg har fået. Josefin sagde, at om jeg fik lyst at låne sengen, så måtte jeg bare skrive. Jeg føler stor taknemmelighed for den store gæstfrihed - tænk at I lige var der!
Det var fint at være tilbage hos Mille og teltet, og der var helt stille og ingen mennesker endnu på stranden i morgensolen og blæsten.
Jeg sad og læste en fin og nær mail fra Siri-Anna og mærkede en følelse af, at jeg har har så meget brug for at finde mening. Det er næsten som om, jeg søger og leder og jager efter at finde mening - eller faktisk meningEN! Som om jeg er bange for, at hvis ikke der er mening, så er der bare meningsløshed. Bange for at der ikke er andre muligheder og veje end de to. Ordene fra Siri-Anna fik mig til at tænke, at måske er der ikke mening, men måske er der heller ikke meningsløshed. Og måske er der bare sætningen: det er okey! Som måske bare er: accept! Jeg ved det ikke.
Der er meget, jeg ikke ved. Selvom kroppen har det bedre, så har jeg stadig ondt og kan ikke mærke, om det kommer til at blive helt og fint og har svært ved ikke heletiden at komme til at tænke: hvad skal jeg gøre, for at det bliver bedre - for at det forsvinder? Mærker at jeg kommer til at fokusere på, hvad det er JEG skal gøre - som om det er min opgave at lede efter noget bestemt, og finde ud af, hvad det er og hvordan og hvor, det findes. Ved godt at jeg dybest set bare skal være helet, når tidspunktet er rigtigt til at komme videre. Men mærker at jeg helst vil have, at der her og nu er styr på, at kroppen heler, og at jeg ved, hvornår det bliver rovejr igen, og at jeg ved om, og i givet fald hvornår jeg når videre ....alt muligt.
Og alt det ved jeg ikke!
Ellers har jeg tilbragt noget af dagen med Pierre inde i byen. Vi har gået lidt rundt og set byen, hvor det er tydeligt, at han kender mange og udviser omsorg for folk, han møder på sin vej. Vi mødte også den her peruanske musiker, som han kender, og som denne sommer rejser rundt i Europa i tre måneder. Han har også på et tidspunkt boet i Danmark og snakker stadig lidt dansk. Jeg kunne ikke lade være at nævne, min storebror Thomas og hans familie for år tilbage boede 4 år i Peru. Det var et hyggeligt punkt at mødes i.
Pierre inviterede mig også på frokost inde i byen, jeg har hilst på hans datter Linnea, som arbejder på en restaurant, og vi var ude og se den gamle kirke i udkanten af byen. Og så er han ellers et fint menneske med en stærk tro, og det har været godt at dele tanker om det svære og om det hverdagsagtige. Han har stillet sig til rådighed på en fin måde og sagt, at jeg bare skal sige til, hvis der er noget jeg har brug for.
Jeg er tilbage hos Mille og teltet, og det føles godt. På det ene billede kan man se, at det i dag kl 17 har blæst 8-10 m/s fra N ved et at de næs, jeg skal udenom, og hvor jeg skal krydse ca 8 km. Det er mere end jeg vil - specielt med en krop der ikke er helt på toppen. I morgen blæser det næsten ligeså meget derude. Søndag stilner det af, men der er lovet masser af regn og torden. Så hvis jeg skal tænke på min bøn om, at det må blæse for meget derude, indtil min krop er klar, så ser det lige nu ud til, at svaret hedder, at det er på mandag, kroppen er klar.
Men dagen har været fin. Og frem for alt er det som om der midt i det, jeg ikke kan finde mening i, er noget, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal kalde. Men der er en følelse af, at det er okey. Og jeg mærker stadig, at jeg midt i kaos af tanker og følelser ikke er alene, og at der bliver passet på mig. Og selvom jeg føler mig hårdt prøvet, så giver det en slags ro.
Om lidt er der mad - linser kogt på trangia til den dalende sol og forventning om en smuk blodmåne senere i aften.

...en rast på färden - dag 60 - 0 km - 2083 km

Da jeg vågnede i den fine seng, regnede det en del udenfor, men det holdt op, inden jeg skulle gå til bussen, og der var stille på vejen op til stoppestedet, hvor en lille, rød 20 personersbus samlede mig op.
Turen gik gennem skovområder i et landskab, der igen er blevet mere fladt efter alle de høje klipper i området ved Högakusten. Inde i byen fandt jeg stedet hvor naprapat Erland fik "knækket" nakke, ryg og især lænd på plads. Jeg oplever, at hvis følelser har været årsag til spændinger, så kommer de op til overfladen, når spændingen slipper, så jeg var lidt tyndhudet, da jeg gik derfra, men det var helt ok. Der var fortsat smerter i hoften, men låsningen i lænden havde sluppet, og i går aftes var jeg heldig også at få en tid hos en osteopat i dag kl 16:30, så jeg tænkte at bruge dagen i byen på at slappe af, finde et bibliotek og kirken og proviantere lidt.
I Erlands venteværelse så jeg den her lille stribe om emojies - og læste også en artikel i Illustreret Videnskab, hvor Eske Willerslevs navn pludselig dukkede op i forbindelse med forskning om den oprindelige nordamerikanske befolknings genetiske rødder. Lidt hyggeligt. På vejen derfra så jeg et skomagervindue med den her lille sang, om hvor vigtigt det er, at skomagere findes.
Ved en indskydelse gik jeg først til kirken i stedet for biblioteket - og det var godt.
Kirken var åben, og udenfor sad den her lille dreng med støvler og dykkerbriller. De har en lille cafe, hvor jeg fik lov til at spille på klaveret - startede igen med "nærmere Gud til dig" og kom rundt om flere andre. Derefter gik jeg op i kirken og lagde mig og blundede lidt på bagerste bænk. Da jeg vågnede, var der samlet en lille håndfuld mennesker, og en sød kvinde, som hed Marlene, skulle til at lave rundvisning. Nåh ja - hvorfor ikke. Det var en spændende historie om kirken, der pga af brand er bygget flere gange, og pga landhævningen, som har gjort, at kystlinien er rykket nogle km, blev den med tiden flyttet tættere på havet sammen med hele byen. Det var også en historie om fattige folk, der boede i jordhuler, der var så små, at de var lettere at opvarme.
Da rundvisningen var slut, var der en lille 10minutters andagt i området bag alteret. Jeg nåede lige inden at hilse på Marlene, som spurgte til, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og gik derefter derop sammen med hende og to andre.
Og der skete det bare - jeg følte mig mødt og favnet af store vinger. Marlene læste den her fine og rammende bøn, og ved ordene "en rast på färden" begyndte jeg at græde stille. Al min bekymring, min uro, min usikkerhed, min frygt - det hele kom op til overfladen, og der var plads i rummet. Vi sang "dejlig er jorden" (härlig är jorden) og jeg fik lov at spille til. Som en del af ritualet bad vi Fadervor sammen og læste velsignelsen, og jeg følte mig mødt af omsorg fra Marlene og de to andre - Birgitta og Pierre. Bagefter fik jeg lov at blive i kirken, ligge på en afsides bænk og sove og græde færdig, og Pierre bad en enkel og fin bøn for mig, inden han sagde farvel.
Da jeg vågnede havde kroppen det bedre, og jeg gik ud i byen og fandt på torvet den bedste rejesalat, jeg har smagt - propfuld af rejer! Jeg fik provianteret og gik tilbage til kirken, hvor jeg bare kunne være, indtil jeg skulle til osteopaten kl 16:30, og Pierre havde tilbudt at køre mig tilbage til Norrmjöle bagefter.
Jeg har så stor respekt for og tiltro til osteopater, og Anna-Karin Holm var ingen undtagelse. Hun var så dygtig og kompetent og tog sig tid til at lytte og spørge ind, inden hun tjekkede min krop og fik mig på briksen og gjorde det der fantastiske, de kan, hvor de med bitte små og super langsomme bevægelser nærmest flytter og justerer rygradens knogler. Men selvom det er næsten umærkeligt, så udebliver reaktionen ikke, og følelser og hvad der ellers lå, blev så fint forløst. Hun er hermed på det varmeste anbefalet.
Pierre kørte mig tilbage til Josefin og børnene, og vi har spist på terrassen igen, og jeg er så utrolig taknemmelig for, at jeg har kunnet være her i det fine hjem med gode mennesker - tak at I åbnede jeres hjem for mig. I morgen flytter jeg hjem til teltet og Mille (har tjekket dem i aften, og de har det godt), og så har jeg ellers bedt om, at det må blæse, til min krop er klar til at fortsætte. I morgen er der fx 10-12 m/s fra N, så der skal vi ikke videre.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare skal møde så mange omsorgsfulde mennesker, men det er som om, det ikke slutter. Og det er som om, jeg bare får lov at modtage og modtage heletiden.
Jeg kan ikke gennemskue hvornår der er hul i vinden - i skrivende stund måske først mandag - men så må det være sådan, og så må kroppen hvile så længe.
Tak igen til alle jer derhjemme, som er så omsorgsfuldt tæt på mig på så mange måder. Og tak for alt det gode, I giver og sender. Jeg er blevet ført ad gode veje i dag!
Og kronen på værket har været, at min skønne svigermor har givet mig behandlingerne i de her dage i fødselsdagsgave! Tak kære Kirsten! Helt fra hjertet tak for din omsorgsfulde tanke og konkrete hjælp.

Endnu en hviledag - dag 59 - 0 km - 2083 km

Vågnede i en seng i morges ....det er en luxus!
Og ellers er dagen gået med at hvile og sove og ligge med varmepude. Har også tjekket at telt og Mille har det godt.
Jeg har stadig for mange smerter til at fortsætte og har været meget i tvivl om præcis, hvad jeg skulle gøre. Dagene er selvfølgelig lettere, når de bare kører, og vi kommer videre. Jeg havde overvejet at stikke videre til midnat i aften, hvor der var et lille hul i vinden, men jeg ville havne et helt øde sted, og fredag er der lovet 10-12 m/s fra N. Og så er jeg som sagt ikke fysisk klar.
Jeg har fået en tid hos en Naprapat (som jeg ikke lige ved hvad præcist er) i morgen tidlig kl 9 i Umeå, og der går en bus herfra Norrmjöle derind kl 7:45. Kroppen har det lidt bedre, men det føles som om noget skal "knækkes" på plads, og jeg håber det kan hjælpe.
Teknisk set betyder det, at jeg afbryder turen et par dage, så jeg gerne må køre i bus ind til Umeå.
Dem af jer der kan sende lys og engle, må gerne gøre det.
Det føles som en rigtig beslutning, men jeg føler også usikkerhed over, at jeg ikke ved, hvad dagene nu bringer.
Tak til Essa og Michael og Jacob og min mor og alle jer, der har skrevet gode ord og tanker i løbet af dagen.
Vil bruge det som jeg ofte har hørt min mor og mormor sige: Gud i vold!
Billedet er fra det fine hus her - det var oprindeligt en kirke (bönhuss) som man måske kan se på de flotte vinduer, og så huset fuldt af engle!

Tre kryds og en engel - dag 58 - 30 km - 2083 km

Jeg ligger i en seng i et hus i Norrmjöle hos Josefin og Andreas og det har været en begivenhedsrig dag. Klokken er over midnat, så datoen er forkert - men alt andet er helt rigtigt.
I går aftes da jeg bestilte mad og lokal øl på den lille restaurant, snakkede jeg med ejeren, og hun var så sød at låne mig nøglen til toilettet, så jeg kunne bruge det helt frem til morgenens afgang - OG hun sagde tilmed, at jeg gerne måtte tage et bad derude. Det er en kæmpe luxus at have adgang til. Dernæst så jeg et sjovt dyr - ikke en hoppeborg, men en kæmpe badedyrsflamingo som nogen skulle hente ved den lille havn.
Og så noget mindre godt - jeg har de seneste dage fået smerter i højre lænd/hofte, og det tog til i løbet af natten. Udover at jeg er underviser på Musikvidenskab på Københavns universitet og dirigent, så har jeg også en kropsbehandleruddannelse fra body-sds, og jeg har prøvet at behandle mig selv på hele turen, og det er gået fint - indtil nu. Smerten føles ret præcist som, at det er den dybtliggende og stressfølsomme mavemuskel psoas, som giver lyd fra sig, og jeg har en klar fornemmelse af, at det er kroppens forsøg på at kalde mig hjem til nuet, efter nogle dage hvor jeg har haft mit blik og min hjerne i Harparanda i stedet for i nuet lige her. Men smerterne er vokset til noget, jeg ikke tror, jeg kan klare selv, selvom det hjalp med halvanden times dybe åndedræt inden jeg stod op ved fire-tiden.
Vi kom på vandet, og det var skønt at morgenen var så stille og fin. Helt tyst på alle måder, bortset fra at jeg sang morgensange og dermed tilførte lidt forstyrrelse. Det stille vejr muliggjorde, at dagen stort set blev tre kryds på hhv 10, 10 og 7 km plus det løse. Først til en ø - Stor-Kvisslan - så til yderste spids af fastlandet øst for Hörnefors og til sidst til Norrmjöle, hvor jeg tjekkede de to badestrande, inden vi gik i land mellem mange badegæster i den sydlige ende af Norrmjöle havsbad, hvor Mille kunne ligge på stranden, og teltet kom op ved nogle træer, der både havde skygge og læ for den tiltagende vind.
Herefter fyldte to ting: Når vi skal videre forbi Umeå, bliver der nogle åbne kryds, hvor vi skal udenom nogle lidt eksponerede hjørner, og fcoo ser ikke så lovende ud .... Derudover følte jeg mig også lidt modløs over smerterne, og sendte en bøn til min lillesøster Lailah, min veninde Catherina, min romakker Henrik og min mor, om de ville sende lys og en engel til mig. Sad og tristede lidt og fik så en indskydelse om bare at google "Norrmjöle massage", og der dukkede en hjemmeside med en massør op, og jeg sendte en mail. Det lå bare et kvarters gang fra stranden, og jeg besluttede at chance den og gå derhen og banke på.
Her mødte jeg Josefin - som er ansigtsbehandler og udfører massage, og som har et fint lys i sig. Hun var sød at putte mig ind helt akut, og skubbe næste klient et kvarter. Udover at hun har gode og intuitivt kompetente hænder, så er hun også modig og frisk på at prøve greb, hun ikke har prøvet før, og det var helt utroligt, hvor meget det gjorde en forskel at være på hendes briks. Smerterne er ikke fuldstændig forsvundet, men kroppen har tydeligt fået hjælp og gennemstrømning, og begynder at hele sig selv. Hun inviterede på lækker aftensmad sammen med hendes mand Andreas og deres skønne børn Felix og Felina på 5 og 2, og vi har haft en hyggelig og sjov aften med udveksling af alt mellem himmel og jord og rubiks terning og besøg af naboen, som lige havde cyklet 5 mil. Andreas er maler og arbejder i Norge, men havde fri inden han igen i morgen skal af sted to uger. Efter børnene var lagt gik vi ud i behandlerrummet og udvekslede greb og behandlingsmetoder og skiftedes til at ligge på briksen, og det var både hyggeligt og spændende, og også ret fint lige at være i kontakt med den side. Jeg har også fået vasket tøj og blev spurgt om jeg ville overnatte i gæsteværelset. Jeg har kun sovet i seng én gang på turen - på Hostelet ved Nynäshamn - og har ellers teltet. Men netop nu, hvor hoften trænger til lidt fred, så er det slet ikke så tosset at ligge her, og det er hyggeligt at være en del af den lille familie.
Og så vejret - i morgen er der 6-8 pålandsvind ude ved mine tre hjørner forbi Umeå. Det lyder måske ikke af meget, men udfra erfaring om, at 6-8 her og derhjemme er forskellige og udfra tanken om, at det ikke er lige nu kroppen (især hoften) skal presses, så er beslutningen blevet, at vi bliver på land, selvom vi næsten lige har haft en hviledag hos den gode familie i Själnöhamn.
Så - jeg ligger i en seng ved et helt åbent vindue, og er meget taknemmelig over, at døren var åben hos Josefin, og over at de bare har åbnet deres dør og hjem.
Jeg har været nede og kigge til telt og Mille, og de har det godt. Og så vil jeg ikke kigge mere på vejrudsigten før engang i morgen.
Tak for en smuk dag på vandet og for hjælp og løsning lige netop da tankerne blev mørke.
Dagens data:
På vandet 6:00-12:16
0-6 m/s N, Ø og SØ
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, puff og solfaktor
Ps vil gerne varmt anbefale Josefin, hvis man kommer på de her kanter, og har lyst til at komme i gode hænder!

Full house - dag 57 - 31 km - 2053 km

Vi er landet ved Tjäruskär yderst på Järnäs, og jeg føler mig heldig.
Jeg vågnede lidt over midnat - tjekkede fcoo og tænkte og overvejede lidt og endte med at stå op. Hvis vi var på vandet omkring kl 2, så det ud til, at vi kunne krydse lige over Deger Fjärden og spare 6 sømil, så det blev beslutningen. Medens jeg spiste et par kogte æg og en banan, som Åsa havde givet mig med, lyttede jeg godt efter, om der var mere regn og torden. Der var en dyb brummen, men den kom fra de 8 vindmøller, som står i området. Ellers var der en enkelt stjerne på himlen og lyden af havet udenfor vigen og ret fint.
Jeg vidste, at der ville være 4-6 m/s i ryggen de 15 km over fjorden, og at der derudover nok ville være noget gammel sø og dermed dønninger ude fra Bottenhavet, hvor det havde blæst en del. Det holdt stik, og det var sjovt, men også udfordrende. Det er en god træning i, kun at fokusere på om næste bølge bare er en dønning, eller om den bryder og skal tages med et støttetag. De større bølger kom ofte i sæt af tre, inden dønningerne igen blev normal størrelse, så det gik tiden med, og jeg tænkte, at vi var kommet af sted på et godt tidspunkt og var glad for, at det ikke var tidligere.
Vel ovre vidste jeg, at vinden på et tidspunkt skulle lægge sig lidt, og fortsatte direkte de 7,5 km over fjorden (der går ind til Nordmaling) og over mod Järnäs, hvor jeg fandt læ på indersiden af en lille fugleø og fik en velfortjent tissepause. Herfra var der små øhop rundt om Järnäs, og målet var, at komme rundt om hjørnet og finde et godt sted med læ at gå i land.
Det er sjovt at prøve at læse kysten udfra søkortet. Næs og odder der stikker langt ud er som regel klipper og sten, som ikke lige bliver skyllet væk af bølger gennem tiden. Sandstrande findes ofte i bunden af vige og bugter, fordi havet har haft mulighed for at æde af kysten. Hvis der er høje klipper som ved Högakusten, så bliver der som regel ret hurtigt dybt, og der er mulighed for reflekssø. Hvis kysten er flad og stenet, er der ikke reflekssø, men til gengæld kan der langt ud for enden af en spids ligge sten på lavt vand, som man skal være lidt ekstra opmærksom på. Hvis der er lidt bølger, kan man ofte se, at de bryder netop, hvor der er sten under overfladen. Jeg mærker, at jeg er blevet bedre til at læse de her ting mere intuitivt, og det føles godt.
Da vi nærmede os sidste hjørne, begyndte jeg højt at ønske og be om et godt sted. Når vi kun tager 30 km, så synes jeg der var overskud til at være kræsen, så jeg var stor i slaget og bad om et sted med lidt sand til at tage Mille op. Gerne tæt på fladt græs et skyggefuldt sted under træer, som giver læ og tager morgenduggen. Også gerne bord-og-bænke og toilet og vand, og hvis det skulle være luxus, så også gerne et sted hvor man kunne købe noget lækkert. Og BUM - der var Tjäruskär med den lille restaurant Kråken, hvor der var alt, hvad jeg havde ønsket og bedt om. Alt!
Netop landet mødte jeg Mats, som viste mig en lille tilgroet indkørsel, hvor jeg kunne ligge. Ganske vist var der et navneskilt, men han kendte manden, sagde at han ikke ville komme, og at det iøvrigt var ok. Tak for det.
Det har blæst en del i løbet af dagen, så det store isskilt væltede, og det var godt at være på land. Dagen er gået med at sove og hvile, få en kop kaffe på Kråken og sidde og læse, mens telefonen blev opladet. Låne deres fine luxustoilet, gå en tur og ellers bare glæde mig til at komme videre i morgen op mod (omend ikke helt op til) Umeå, som er næste milepæl.
Jeg føler mig heldig og velsignet.
Billederne er restauranten her, og derudover en af tegningerne som Majken og jeg lavede i går. Vi havde først spillet et spil, hvor man enten korrekt eller sjovt skulle kombinere hat, hoved, krop og ben. Bagefter tegnede vi selv nogle stykker - det var ret hyggeligt!
Dagens data:
På vandet 1:54-7:12
4-6 m/s SV og SØ, fin himmel (desværre for mange bølger til at der var overskud til at tage et billede af solopgangen)
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, puff
Ps der er så mange steder hvor der er fine sten, og jeg tænker, at det er godt, jeg ikke var her som barn. Mine forældres bil ville have haft svært ved at rumme alle de smukke og specielle sten, jeg ville have samlet.

De to manglende billeder

Hviledag - dag 56 - 200 m - 2022 km

I morges vågnede jeg til lyden af regn og tordenbulder rundt omkring. Da jeg var nede og morgenbade (eller blive vasket lidt), var der et lyn 5 km væk. Og det har både buldret og regnet det meste af dagen, så det var på flere måder en god beslutning at blive på land.
Lidt i 9 roede jeg Mille de ca 200 m ind til Mats og Åsa og familien. Det er meget lettere at ro end at gå gennem skoven. Jeg læste, at danske brandmænd er i Sverige og hjælpe i forbindelse med de mange store skovbrande, der hærger - også i området her. De forklarede, at det ikke bare er så ligetil at rulle 100 m slange ud, fordi der er klipper og væltede træer. Jeps - det er lidt urskovsagtigt. Mats tjekkede på nettet, og urskov er, når skoven aldrig har været rørt af mennesker. Naturskov er betegnelsen, når skoven ikke har været rørt i 150 år - hvilket jo også er en del. Og 25 % af den svenske skov er naturskov så ....det siger en del. De to første billeder er fra området her, med den fine lille blomst der har fundet fodfæste, og så et sted hvor jeg var heldig, at der faktisk var en lille klatrevej mellem to høje klipper.
Efter en hyggelig og lækker familiemorgenmad (med bla frisk vandmelon - luxus) skulle Mats til byen for at handle, og Myrna skulle med og overnatte hos en veninde. Jeg fik lov at skrive indkøbssedlen, med alt hvad folk kom på, og fik på den måde stavet lidt svensk - og havde bare én fejl!! Det går bedre med sproget, og jeg forstår næsten alt. Jeg havde tænkt at tage tilbage til teltet, men jeg var velkommen til at blive - så jeg har faktisk været her hele dagen. Spillet "mordet i Orientekspressen" med Majken, Åsa og Helena og spist en god sommerhusfrokost. Helt hjemligt blev det også til en middagslur i sofaen med avisen, og senere spillede Majken og jeg spil og tegnede. Jeg har gået en tur, da der var hul imellem bygerne, og nu har vi spist aftensmad, og om lidt er kaffen klar.
Jeg føler, jeg bare har fået lov at glide ind i familien i dag, og det har været så fint. I morgen ser det ud til, at det bliver rovejr, og vi smutter videre nordpå.
Nu kom Majken og bedsteforældrene i land - de har været ude og hente fiskenettet, og der var fire fisk. Og mht dyr så fangede Mats fire små hugorme i går, men i dag er de måske blevet hjemme pga regnvejret.
Sidste billede er taget fra huset med udsigt over vandet - og stedet hedder Själnöhamn (fik stavet det forkert i går).
Hjertet er stille fyldt af fred og taknemmelighed. Det føles godt.

Solnedgang og solopgang - dag 55 - 50 km - 2022 km (jeps - vi har passeret 2000)

Vi er landet i Själnohamn - og føler os heldige.
Vi var på vandet i går aftes ved sekstiden og fik en mild brise i ryggen nordpå. Nord for Ulvön hoppede vi fra ø til ø for til sidst at krydse de 9 km over til Skagsudde, som vi ramte lidt efter at have oplevet den smukke solnedgang og næsten samtidig, som det fine fyr begyndte på sine fire blink. En af øerne derude lige nord for Ulvön var så flot, og hele dens sydlige kyst lignede verdens bredeste væg af orgelpiber - med et enkelt hul hvor der var et lille stykke helt lodret klippevæg. Det var imponerede. Når der er så stille, er det helt fantastisk at ligge derude i åbent kryds og langt fra land og synge aftensange og nyde stilheden, og det er som om nuet trænger sig stille på, så det kun er muligt at være - lige her og lige nu.
I stilheden mærkede jeg, at den mentale træthed nok kommer lidt af at længes efter at få Harparanda tættere på og komme hjem, men egentlig mere af presset for at leve op til mine egne forventninger. Ligesom sjælen faldt til ro, da jeg endte med at vælge plan C på vej mod Nynäshamn, så tog jeg en fredsgivende beslutning derude i nat: jeg vælger at sætte et nyt dagsmål på 30 km og dermed flytte datoen for, hvornår jeg håber at ramme målet til 5.-6. aug. Derudover vælger jeg at flytte mit blik fra målet til nuet. Det lyder enkelt - og det var det også, da det skete. Og det gav ro i sjælen. Tak til jer som har forsøgt at sige det til mig. Noget i mig synes, at 30 km er tøset og sølle, men den ro, det giver at tage valget, er ikke til at tage fejl af.
Resten af natten var så fin. Over midnat så jeg pludselig et lyshav af bygninger inde ved Husum fulgt af en dyb og tydelig brummen - det er en stor kartonfabrik, men det var jeg ikke lige klar over, så det kom lidt overraskende. Efter bugten ved Husum gik vi rundt om hjørnet til Degne fjärden og begyndte at lede efter campsite, og endte med at finde en lille sandstrand og et hul mellem træerne lige netop da solen stod op. Jeg blev vasket og fik sovet 5 timer. Vågnede og tjekkede fcoo....og synes ikke det så så lovende ud, så jeg gik en tur en km op til en lille vig, for at se om der var noget bedre der.... og det var der. Lige rundt om hjørnet var en fin sandstrand i læ og inde i bunden ligger 4 huse, hvor jeg var heldig at møde Mats og de skønne døtre Majken på 10 og Myrna på 12. Jeg kunne fint gå i land på sandstranden og iøvrigt campe, og så blev jeg inviteret på kaffe og lidt frokost. Tak for det. Jeg var også velkommen til at komme tilbage senere med powerbanken. Så jeg gik derfra tilbage til Mille og pakkede sammen og roede herop. Det er iøvrigt noget nemmere at ro den lille bid vej end at gå gennem noget, der ligner en urskov og hoppe på sten og klipper, som ikke lige har en sti, men i stedet sommetider byder på en lodret væg, som fordrer, at jeg finde en anden vej.
Vel ankommet fik jeg Mille i land, fandt en skyggeplet til teltet, fik vasket tøj og mig selv og begav mig ud på eftermiddagen ind til Mats og familien igen. Her mødte jeg også hans kone Åsa og hans forældre Helena og Christer, og Majken inviterede mig med hende og seje farmor ud i robåden for at fiske - bare et par hundrede meter ud i vigen. Siden blev jeg inviteret på den lækreste tapasagtige aftensmad kreeret af Helena, og hertil hygge og gode snakke om Åsas arbejde som afdelingschef på fabrikken i Husum og Mats' arbejde som afdelingschef i området for folk, der på mange måder er socialt udsatte. Myrna er den vildeste gymnast, Majken inviterede på badetur efter maden, og Åsa var så sød at låne mig noget tøj, Mats er havsvømner, og snakken gik om sejlture i Bottenhavet og svømning og klatring - og jeg sendte en tanke til min niece Siri-Anna, som er på klatrelandsholdet, da jeg fortalte om Blocs & Walls. Det var så hyggeligt og ligetil og meningsfuldt at være sammen med jer. Tak til jer alle seks!
Majken har inviteret på morgenmad i morgen - jeg havde egentlig tænkt først at tage hviledag på mandag, men hele eftermiddagen har det tordnet i det fjerne, der har været heftig regn og oversvømmelse i Örnsköldsvig ikke langt herfra, og der er varsel om samme vejr i morgen. Og da tordenvejr er en af mine no-go at være på vandet i, så bliver søndag min hviledag, og så må jeg se, om vejret er til at komme af sted mandag og gå efter 30 km.
Ved ikke hvor mange gange jeg skal finde freden, før jeg forstår den og griber den, så jeg tager den med mig, men tror det var et vendepunkt i nat, og glæder mig til hviledag og til at opleve alt hvad der kommer de sidste ca 500 km.
Hov - nu ligger der lige en sæl ude i vigen og puster :-)
Meget sigende oplever jeg stedets navn som: sjæl nu!
Dagens data:
På vandet 17:55-3:23 + 12:45-12:55
0-4 m/s SV, lidt skyet og meget smukt
Påklædning: mellem uld, rojakke fra kl 18:40, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, hue og puff fra kl 21, håndledsvarmere fra midnat

Nattur - dag 54 - 32 km - 1972 km

Vi er landet på vestsiden af Ulvön lige syd for den lille havn, hvor den lokale rutebåd lægger til.
Jeg vågnede lidt efter kl 23. Måske var det efter den fine dag med Birgitta og Hasse og Bernt, men følte mig på en måde frisk - og tog en beslutning om at prøve at ro om natten. Det bliver ikke rigtig mørkt, og jeg kunne se flere fordele. Det er mere stille om natten, og hvis jeg hviler om dagen, kan alle ting tørre fint og powerbanken kan få lidt solcelleopladning. Jeg bruger ikke af min solfaktor, og teltet er tørt, når det pakkes sammen, og så ville jeg få hele solopgangen. Jeg synes, det var et forsøg værd.
Så kl 00:36 var vi på vandet, og det var rigtig dejligt. Jeg kan godt mærke, at det måske koster lidt på den fysiske konto, at kroppen lige skal omstille sig, men det er helt utroligt hvad der giver på den mentale konto, og eftersom jeg har det fint fysisk og føler mest slid rent mentalt, så føles det godt. Hvis jeg lige kommer udover det med "kan man det?" og "hvornår skal man lægge hvilke måltider?" og andet, så er det egentlig ret godt. Og det er jo ikke sværere end, at jeg spiser det jeg har lyst til og trænger til, når jeg har lyst.
Billedet er taget kl 1, da det var mørkest. Ganske vist er der ikke skyer, som måske ville gøre, at det var mørkere - men alligevel.
Der var ikke vindstille, men der var utrolig fint op langs Högakusten, som jeg har hørt mange herovre snakke om, som et utrolig fint område - og det er det! Vi kom forbi det højeste fyr i Sverige, bortset fra Kullen. Det stod og lyste så fint med sine fire blink op imod de max tre stjerner, jeg med god vilje kunne finde. Hasse fortalte i går, at området har en meget høj landhævning, og runde stenmurer, der i 1600tallet lå ved kysten ligger nu et godt stykke derfra.
Kl 3:36 stod solen op efter et langt og smukt tilløb. Det var meget smukt.
Ved sydspidsen af Ulvön fik vi dagens lille omgang modvind og reflekssø, men det tog af efterhånden, som vi gik nordpå. Jeg valgte at tage første natforsøg lidt stille, og vi stoppede efter 32 km (som stadig er mere end de aftalte 30 km) og gik i land her, hvor teltet kunne ligge i skygge hele dagen. Ovre på fastlandet kan jeg se Skuleskogens nationalpark, som starter ved vandet og går et stykke ind i landet. Hvis man er heldig kan man møde bjørne der, og selvom chancen er tæt på nul, så havde jeg allerede hjemmefra besluttet, at der ville jeg ikke overnatte :-) Her fandt jeg i stedet elgspor på stranden. Indtil nu har jeg på turen kun set deres efterladenskaber i rigt mål. Jeg har sovet, så meget jeg kunne - både i teltet og udenfor på græsset, og så ellers bare ligget og hvilet.
Planen lige nu er, at være på vandet kl 18 og så se hvordan det går. Selvom det er lidt spændende og der skal holdes lidt ekstra øje med sten under overfladen, så føles det på mange måder rigtig godt og fint. Om det bliver til få eller mange natture, ved jeg ikke endnu, men foreløbig prøver vi at tage en mere.
Dagens data:
På vandet 00:36-lidt over 7
0-6 m/s V og N, næsten skyfri himmel (om natten kan jeg ro uden kasket og nyde at se hele himlen!)
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, efterhånden hue og puff

Lys på vejen - dag 53 - 30 km - 1940 km

Vi er landet i Fällsvik - og her er godt for sjæl og krop.
I morges glædede jeg til at komme videre, og der var lovet stille dag. Men .... det blev det ikke rigtig. Først gik vi nord langs en ø, og vinden kom fra N, og siden gik vi østpå, og så skiftede vinden til Ø. Sommetider er det en følelse - sommetider er det virkeligheden. I dag var det begge dele.
Der var ellers virkelig smukt. Man kan se flere og flere bjerge inde over land, og det giver dybde og ligesom flere dimensioner. Jeg tænkte over, at alle øerne jo enten er klippeøer, eller også breder stenede sletter sig, og alligevel vokser der masser af træer, som giver en oplevelse af frodighed og grøde. Hvordan de overhovedet kommer ned til noget næring er mig en gåde, men det gør de. Da vi kom ud til et hjørne og skulle gå nordpå, mødte vi ligesom i går vind og bølger og reflekssø. Sorry hvis jeg bare piver - jeg havde nok bare forventet noget andet, og havde ikke helt det mentale overskud til det. Jeg kom til at tænke på filmen Forrest Gump, hvor lieutenant Dan sidder oppe i masten under en storm og råber og skriger af Gud - og jeg kan bare sige, at det virker. Der var ting om livet, der faldt på plads i dag derude - også selvom jeg i dag ikke har så mange kræfter til at omsætte det til overskud. Måske var det netop det - jeg ved det ikke. Men efter dagens mål på 30 km, som jeg aftalte med Essa, så fandt vi en lille strand med læ, og jeg besluttede, at det var nok for i dag.
På stranden mødte jeg Birgitta og Hasse, som har sommerhus 100 m herfra, og de var dagens lys og engle. De har ejet det fantastiske sted siden 1953, og jeg spurgte, om jeg kunne få vand og opladning til min powerbank. Det kunne jeg - og derudover blev jeg inviteret på kaffe og lidt frokost og hyggelig snak om stedet og ikke mindst den operafestival, der netop har været her på stedet. Så fint når fine oplevelser som den ikke er forbeholdt storbyerne. Godt gået til dem som stabler det på benene.
Tilbage på stranden ved telt og Mille sad jeg og samlede lidt op på dagen, og pludselig kom Bernt ned og hilste på. Han er bror til Birgitta, og kender iøvrigt Jim Danielsson, som opstartede det blå bånd for snart 30 år siden. Bernt roer selv kajak, og delte derudover tanker om musik og om at iscenesætte ord og toner - han havde bla en meget fin ide om Dostojevskijs bog Spillerne (ved ikke hvad den hedder på dansk) og hvordan en enkel opsætning af den kunne være. Han har vandret både Caminoen og mange andre steder, ved godt at man oplever ting derude, og han var så fin at møde. Mens vi snakkede kom Hasse ned og inviterede på aftensmad - så vi endte med at sidde alle fire og nyde laks og salat og kartofler og vandmelon.
Kære Birgitta, Hasse og Bernt - tak at I lige var på min vej og tændte lys, da jeg havde brug for det.
I morgen går det videre nordpå - jeg ved ikke hvor langt eller hvor hurtigt ....men prøver at finde balancen mellem at det ikke må gå hurtigere, end at kroppen kan klare det, og det må ikke gå langsommere, end jeg mentalt kan klare. Harparanda rykker nærmere, og det har jeg brug for.
Nu vil jeg sove og bede om kræfter til endnu en smuk dag i den utrolige og overvældende natur, som her er til overflod.
Tak til alle jer, der følger med og sender hilsner. Selvom jeg sparer lidt på strømmen og ikke svarer så alenlangt, så varmer det i hjerte og sjæl og krop.
Dagens data:
På vandet 6:02-12:10
2-6 m/s N og Ø, sol og lette skyer - og varme
Påklædning: mellem uld (ingen rojakke), neoprenbuks og -fodtøj, kasket og masser af solfaktor
Ps jeg fik ikke købt ekstra solbeskyttelse i ica i går, men har fået en af Birgitta - tak for det!

Muskler og næring - dag 52 - 46 km - 1910 km

Vi er landet på en lille fastlandstange mellem Härnösand og Hemsön - Sannasundet hedder det vist - efter en lidt sej dag.
Jeg vågnede lidt tidligt og nød stilheden mellem de røde klipper. Jeg tænkte på, at på Danmark rundt skete det kun en enkelt gang (ved Thy - 57° N), at jeg gik i land og slet ikke mødte mennesker, fra vi kom til vi tog af sted. På turen her i Sverige sker det jævnligt, og i morges var ingen undtagelse. Det gik heldigvis fint med at få Mille pakket og lagt i vandet - det havde jeg tænkt lidt på, fordi stranden var så stenet. Men hun er sej og god og helt vidunderlig at være på tur med!
Vi startede med at gå vest om vores lille ø og stikke op til landtangen nord for os. I går aftes da jeg tjekkede ruten, viste det sig, at der var en lille kanal igennem, så vi ikke skulle hele vejen udenom. Min mor følger godt med derhjemmefra og skrev det også til mig, så hvis jeg ikke selv havde opdaget det, havde jeg fået det at vide den vej. Tak mor! For medleven og spørgsmål.
Den lille kanal gav lidt fred og stilhed og var fuld af de velkendte små huse og haver ned til vandet (se billedet med husene - og billede nr to som viser lidt kontrast :-) og det var skønt. Især fordi jeg godt vidste, at lige på den anden side lå et kryds på 6 km over Åviken i strid modvind. Det var ikke over 6 m/s og gik ok, men der var da gang i den derude. Heldigvis var vinden stabil og uden kastevinde, så det handlede mest om at læse bølgerne, som kom forfra og vist ikke var over en meter høje. Efter krydset skulle vi bare nordpå langs kysten ...og det viste sig at være et stykke med modvind, bølger og især masser af skærgårdsreflekssø, hvor bølgerne kommer fra flere sider og klasker mod hinanden. Det var lidt hårdt og tog på kræfterne, men jeg havde to gode næringskilder at trække på. For det første ville jeg gerne op til Härnösand og proviantere, og det var en god gulerod. For det andet snakkede jeg i går aftes i tlf med min elskede lillesøster Lailah, og det havde påfyldt sjæl og sind på smukkeste vis, så kræfterne holdt.
Vi fandt en lille læplet til frokost undervejs, og kl 12:30 efter 32 km kom vi endelig op til sundet mellem Härnön og fastlandet, og der var læ og mere fladt vand, og i en tissepause tog jeg rojakken af og nød varmen som fulgte med stilheden.
På højre side lå Härnön med både almindelige og mere prangende sommerhuse med private strande og løvefigurer i haven. På venstre side var fastlandet råt og fuld af klipper og sten og lav bevoksning og skov. Det var en sjov kontrast.
Da vi nærmede os centrum var der en lille strand på venstre hånd, hvor folk hyggede og badede og nogle redningsfolk trænede, og jeg kunne trække Mille op og gå en tur i byen for at finde ica maxi og Systembolaget. Det var fedt at få provianteret grundigt, og jeg brugte et par timer på det, men det var også lidt overvældende med en større by med forretninger og pizzariaer og mennesker og kulturarrangementer og togstation og alt muligt - og det var dejligt at komme tilbage til Mille og finde ud af, at hun faktisk kunne rumme alt det, jeg havde købt! Pyha! Du er så god Mille!
Herefter stak vi lidt nord - bla forbi det fine springvand som jeg roede pænt udenom - og jeg vidste, at når Mille var så toplastet, så ville jeg meget gerne have en sandstrand at gå i land på. Og det lykkedes. Tak for det. I morgen skulle det blive stille igen, og vi kan komme videre nordpå. Det glæder jeg mig til.
Da jeg pakkede ud, tænkte jeg, at selvom tøjet ikke kan nå at tørre, så lugtede det så slemt, så jeg bare måtte vaske min uldtrøje. Men da det var gjort, fandt jeg ud af, at det faktisk var mig selv, der lugtede værst. Sorry til alle dem, der stod ved siden af mig i køen i Härnösand! Nu er jeg lidt renere og glæder mig til at få lidt mad indenbords.
Dagens data:
På vandet 5:16-17:19 (incl et par timer i byen)
2-6 m/s Ø og N
Påklædning: mellem uld, rojakke (som røg af ved 13-tiden), neoprenbuks og -fodtøj, kasket, solfaktor tre gange i løbet af dagen
Ps efter pausen midt på dagen vendte jeg søkortet og tabte en lille karabin, som holder kortholderen. Den er ikke dyr og jeg har ekstra med - men det er en god læring at blive mindet om, at have styr på ting, så de ikke ender på havets bund.

Sundsvall - dag 51 - 50 km - 1864 km

Vi er landet på sydsiden af Rödön - som har et meget passende navn, fordi der er fuldt af røde klipper og sten. Mille synes de har en flot farve!
Der var græshoppesang til morgenmaden. Det er sjovt, hvad det lige er for nogen dyr, der er, der hvor vi lander. Det skifter lidt om det er fluer, myg eller noget helt tredie. Her var der foruden græshopper en del hestebremser at holde øje med. Men de har kun haft held med at bide rigtigt et par gange - ellers er de nådesløst blevet aflivet.
Jeg vågnede lidt tidligt og tænkte, at det nok var meget fint i dag, hvor vinden efter nogle stille S og Ø dage var i N. Kursen var NØ så der var lidt læ indimellem. Og så brugte jeg det kendte trick med kun at tænke, at vi skulle til næste pynt eller odde. Det er altså et godt trick. Vi fandt et perfekt sted til en tissepause og gik ellers videre op mod hjørnet ind til bugten ud for Sundsvall - som jo er en af mine milepæle.
Kl 12 var dagens 30 km nået (og alt herefter er kun bonus), og vi kom til Lörudden yderst på Björkön, hvor vi gik ind i den lille havn og fandt et toilet og lidt energipåfyldning i en lille restaurant som supplement til frokosten med rugknækbrød og tun i olie. Det er så fint med alle de små steder, der findes rundt omkring. Steder hvor mennesker lever og er og har deres liv - og vi får bare lige lov at kigge forbi for en kort stund og indsnuse deres sted.
Ude på vandet oplevede jeg igen på et tidspunkt en stor fisk, der sprang en meter op i luften, inden den landede og svømmede videre. Tænker altid om det er deres måde at lege gemme på - "nu er jeg væk"......"nu er jeg her igen"!
Lidt efter at vi havde rundet hjørnet, tjekkede jeg fcoo og besluttede at krydse over bugten til nogle af de små øer. Efter oplevelsen med havgus og torden holdt jeg godt øje, men de 10 km gik fint og stille. Kan mærke at når vejret er til det, så kan jeg faktisk rigtig godt lide de lidt større kryds, hvor der er så meget stilhed og plads.
Rödön lyser på lang afstand med sine røde klipper og sten. Det er altså ret smukt!
Det tog lidt tid at finde et sted, men det endte med det her, som klart er et eksperiment. Kysten er stenet, men helt nede ved vandet er der fuld af små sten, som er slebet runde af havet, og efter lidt baksen med teltet i vinden, så lykkedes det at sætte det uden pløkke, ved hjælp af de gode elastikker-rundt-om-sten.
Og Mille blev trukket op med hjælp af en Munch-pad - den udtales monkpad - som har fået navn efter opfinderen hjemme i klubben. Den virker efter hensigten og er god til at skåne hende mod stenene.
Det er skønt at sætte et flueben ved Sundsvall! Og i morgen går det videre op mod Härnösand, som jeg har hørt så meget smukt om.
Mens jeg sad og landede med en kop rødvin, landede der en lille sommerfugl på min lilletå - den får I lige med.
Dagens data:
På vandet 5:12-15:45
0-6 m/s N og Ø, masser af sol
Påklædning: mellem uld (smøget godt op i varmen), rojakke (også smøget op), neoprenbuks og -fodtøj, kasket (hvor er jeg glad for den - kan ikke bruge solbriller, men fandt kasketten her som vraggods på min svigermor Kirstens strand engang), masser af solfaktor

Ud af kortet - dag 50 - 53 km - 1814 km

Vi er landet ved Tosskärssand på Skatudden, ca midt mellem Hudiksvall og Sundsvall - og næsten præcis på 62°N.
I morges var der igen stilhed til morgenteen. Jeg er meget taknemmelig for de her stille dage og for stille morgener i det hele taget og tager dem ikke for givet.
Vi gik syd om Hornslandet og op langs halvøens østkyst. Oppe på det NV hjørne sagde gps kortet ø, at man kunne komme igennem ved vejen ud til en lille ø ....det kunne man også lige akkurat, som man kan se på billedet. Og lige efter var der ved et lille hus et skær med den her fine figur, som stod og hilste på os.
Ellers har vi krydset fra spids til spids i det helt utrolig smukke vejr, kun afbrudt af terner og måger, når vi passerer et af deres skær. En enkelt gang fik shitstorm en ny betydning, da flere af dem sendte fugleklatter fra himlen, men de ramte hverken Mille eller mig, og vi var hurtigt videre. Der var også et enkelt plask fra en sæl bag os, men ellers var der stille.
Jeg brugte igen dagen på at synge sangene til koncerten i Hjerm næste år. Det viser sig at den ligger 19. marts, men der er stadig god tid, og det er skønt. Min storebror har sagt ja til at lave lyd - YES! Og tilmed tilbudt at være med på kontrabas. Årh - hvor jeg glæder mig.
Det sidste år har min stemme været lidt udfordret. Først fik jeg en lille låsning i ryggen, som også skabte spændinger, når jeg sang, og da den kom på plads, lavede jeg en lille overanstrengelse - i forbindelse med Verdis requiem, som jo er et powerværk. Gode Thomas Dethloff er foruden at være en dygtig cellist også øre/næse/hals læge, og jeg har konsulteret ham nogle gange, er blevet beroliget og fik inden sommeren at vide, at nu var den ok. På hele turen har jeg stort set kun sunget i randregister, men de seneste dage er jeg begyndt at bruge den fuldt ud, og det er skønt, at den igen kan alt, hvad jeg beder den om.
Jeg har søkort med til hele turen, og det er altid særligt at "ro ud af kortet" så at sige. I morges efter sydspidsen af Hornslandet skiftede jeg til femtesidste kortside - det føles vildt. Og så har jeg et stort landkort med over hele Sverige, hvor jeg indtegner hver dags rute. I dag efter at have indtegnet dagens tur har jeg vendt kortet fra siden med hele Sydsverige til siden med hele Nordsverige. Det er godt nok vildt!
Og så noget helt andet. I en mail i anden anledning nævnte min lillebror Jakob, at Thorvald Stoltenberg er død. Han citerede, at manden engang er blevet spurgt, om der er noget han fortryder? Kun at han ikke ændrede holdning noget oftere. Forstået som at hvis man ændrer holdning, er det fordi man rent faktisk lytter til, hvad andre siger. Det er ord, jeg tager med mig videre. Jeg vedhæfter det fine billede i ære af hans minde, og hvad han har sat af aftryk.
I morgen går det så videre op mod Sundsvall, som er sat som næste milepæl. Det har været en smuk dag - kl 11:10 nåede vi de 30 km, som efter Essas anbefaling er det nye dagsmål, og alt derefter er bare bonus. Tak Essa - det virker fantastisk!
Om lidt er der mad til stille strandkantsskvulp og en smuk aften, hvor Mille lyser i aftensolen nede på stranden.
Dagens data:
På vandet 5:49-15:46 (fra kl 15 gik tiden mest med at finde campsite)
0-4 m/s mest Ø, sol og lette skyer
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og masser af solfaktor!

Hviledag - dag 49 - 0 km - 1761 km

Det har været en rigtig hviledag på alle måder.
Dagen begyndte med at rydde lidt op og tjekke, at Mille var ok, inden jeg gik til morgenmad i restauranten 5 min herfra. Det var en luxus at sidde en hel langsom time med en stor buffet af alt, hvad hjertet kan begære. Bare en detalje som at hvis jeg undervejs får lidt klistrede fingre af den friske vandmelon, så kan jeg bare gå ud på toilettet og vaske hænder med vand og sæbe og tørre hænderne i et håndklæde og gå ind og nyde videre - det er en lille luxus, som jeg nyder lidt ekstra.
Herefter gik det videre op til Havsresortets SPA. Stedet er helt nyåbnet og alt dufter endnu af frisk træ. Der er en fin pool, et varmt boblebad og selvfølgelig sauna. Og så er der sofaer, liggestole, hængekøje og borde rundt omkring, hvor man kan nyde deres lækre, opmærksomme og hyggelige servering med lidt musik i baggrunden. Det er et rigtig fint lille sted, som absolut kan anbefales varmt!
Og så er der Essa!
Hun er midt i 30'erne og har i mange år arbejdet i HR, men fik et ønske om at gøre noget andet med sit liv, og har taget en friluftsuddannelse, og lige nu er hun her og kigger på forskellige muligheder videre. Hun har et fint lys i sig og giver det fine sted mere sjæl og ånd. Derudover synger hun i Uppsala vokalensemble, og jeg glæder mig til at tjekke dem ud, når jeg kommer hjem. Især en fin lille sang hvor hun har solo - den handler om udånde og slippe angsten. Den vil jeg glæde mig til at høre! Vi har snakket lidt sammen i løbet af dagen - udvekslet om kajakhistorier og livet. Hun er god! Og hun har været en gave. Hun forstod balancen mellem at komme videre mod målet og at passe på sig selv. Eller mig selv jo. Hun foreslog, at jeg satte et dagsmål på 30 km, og at alt derover er bonus. Tror det er en god tanke! Tak for at du lige var der. Håber vi ses.
Nu er jeg tilbage hos Mille og har gjort rent i teltet. Om lidt går jeg tilbage til stedet og ser Kroatien-Frankrig, og så er det hjem til aftensmad og i seng. Glæder mig sådan til at komme videre i morgen - helt fyldt op i powerbank, mobiler, mave, sjæl og krop og helt ren efter at have ligget i blød og været i brusebad to gange og fået vasket hår og krop. Glæder mig til igen at ligge derude på havet med Mille og se fisk, der springer og måger og terner, der skælder ud på hinanden og på mig, når livet ikke lige er, som de synes.
Da jeg gik hjem fra SPAen så jeg en bil med nummerplade HEJ 002. Måske lander vi i Harparanda 2. august, præcis 3 år efter at vi landede efter Danmark rundt. Det kunne være fint!
Tak til jer derhjemme. I er i mit hjerte.
Vedhæfter et billede af Essa, og prøver igen at få Charlottes billede fra Väddökanalen med. Håber det lykkes denne gang.

Kryds og bjerge - dag 48 - 41 km - 1761 km

Vi er landet rigtig godt ved Hölick, og her er det bare sommer.
Jeg gik tidligt til ro i går og vågnede rigtig tidligt - og tænkte at vi kunne jo bare tage af sted. Det viste sig at være godt.
Det var for tredie dag i træk helt utrolig stille derude. Gennem Blekinge og hele vejen op til Stockholm synes jeg der har været meget blæst, undtagen når vi har været af sted helt tidligt om morgenen. Så det føles virkelig som en lise for sjælen og en stor gave at få de her stille dage, hvor det tilmed er muligt at få lavet nogle større krydsninger. Og det var sådan dagen startede. Først 14 km op til et næs - med et par småøer undervejs - og så 15 km videre op til den vestligste af de små øer der ligger nogle km syd for Hornslandet (ikke Holmslandet som jeg vist fik skrevet i går). Når jeg kigger ind over landet, er der begyndt at dukke bjerge op. Især her mellem Söderhamn og Hudiksvall er der nogen mægtige nogen, og et par af dem får mig til at tænke på bjergprofilen ved Kiruna. Jeg har ikke selv været der, men min svigerfar har været læge deroppe, og i Jacobs barndomshjem har der hængt billeder og andet derfra. På et tidspunkt var der inde over de fjerne bjerge de smukkeste antitusmørkestråler - åh det er så ærgerligt, at det er så svært at gengive på foto. Især når det kun er en lille iPhone, som tilmed er i en aquapack. Men de var smukke!
Jeg fik lidt hjælp over tlf af Niels med info om Hölick, og mens vi snakkede, lød der pludselig et stort plask lige bag mig. Jeg har set et par enlige sæler på det sidste, og gættede på at det bare var en af dem, der lige ville op og markere. Senere så jeg to fugle, der lå næsten og snakkede sammen der mange km fra land. Den ene var en måge og den anden en sorthvid andefugl. Tænkte om de havde en lille romance, som de var nødt til at holde hemmelig, siden de var af forskellig slægt. Det er jo set før!
Forbi de små øer syd for Hornslandet var der et hop på først 5-6 km og så 3 km ind til land. Der kom et enkelt større skib, men han passerede foran mig i god afstand.
Næsten inde ved kysten så jeg pludselig en tæt, næsten havguslignende tåge komme rullende ind over de fire små øer bag mig. Vi havde en hel dag med havgus på Danmark rundt og passerede Hirtshals i 300 m sigt - jeg har meget stor respekt for det! Men der blev passet på os, og vi kom fint i land, mens tågen kom og gik derude sydpå.
Og her er ret fint!
En strand fuld af sommerglade mennesker, og jeg har badet og nydt at ligge på stranden og soltørre og blive gennemvarm uden at føle mig klistret af sved og salt.
I nærheden ligger Hölick havsresort og en lille restaurant, med udsigt over havet. I aften spiser jeg der - i morgen har jeg bestilt morgenmad samme sted og derefter 3 timer i et delvist udendørs SPAområde, hvor der er pool, boblebad og sauna. Måske også lidt tapas. Det bliver ren luxus, og vejret bliver så fint, at man burde være på vandet - men det føles godt at tage en hviledag, som ikke er en indeblæsningsdag.
Inde over Hudiksvall har det tordnet lidt - både det og tågen der kom forbi bag os har mindet mig om, at være forsigtig når der planlægges krydsninger. Godt at huske.
Mille er blevet tjekket og hun har det fint.
Jeg har mistet en uldundertrøje - måske er den blæst ned under tørringen sidst jeg vaskede tøj i Spillersboda. Lidt ærgerligt - den var lækker - men jeg har heldigvis, så jeg klarer mig.
Solopgangen i morges var næsten helt rød - billede nr to er stranden her lidt nord for havnen og taget inde fra mit lille skjul mellem træerne - tredie billede hedder oreo :-) og det sidste blev taget af Charlotte, som jeg mødte i Väddökanalen ...taget med bare fordi jeg nu for en gangs skyld lige havde et billede af mig selv :-)
På vandet 4:51-12
0-4 m/s mest S og Ø
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og solfaktor ...og i morges også myggespray!
Myg, måger og myrer sover aldrig :-)

Sange - dag 47 - 51 km - 1720 km

Vi er landet på nordsiden af den østlige spids af Storsand, ca 9,5 km øst for Söderhamn. Her er ret fint.
I morges, da jeg sad ved vandet og drak morgenteen, kunne man høre stilheden. Jeg hørte vingeslagene af en måge, der fløj forbi. Det tror jeg aldrig, jeg har hørt før!
Vi lagde ud med at krydse så direkt nord som muligt, og da det efter godt 30 km begyndte at lufte op, var vi næsten kommet frem til et sted, hvor vi kunne begynde at lave små øhop op igennem en bugt.
Den fine formiddag gik med alle de gode morgensange. Derefter tog jeg hul på et andet repertoire.
I Hjerm kirke oppe ved Struer er gode Jonas Serner præst, og han har spurgt, om jeg vil komme og holde koncert hos dem til foråret. Bare mig og et klaver. Mener det er 16. april, så der er god tid. Men det var fint at begynde at tænke på hvilke sange, der skal med derop og begynde at synge på dem. Overskriften er vist nok noget om tro og tvivl, og der skal helt sikkert en del med fra det gamle repertoire med Neniaband. Men der er også plads til lidt nyt, og det var så fint at genoptage og genopdage sangene, som får nyt lys i en ny kontekst. Sendte en kærlig tanke til min storesøster Hanne da jeg sang "Så dig". En sang der er skrevet til hende, da jeg for næsten 30 år siden var på Hovedbanegården for at sende hende med toget til Tyskland, hvor hun skulle studere. Dens tanker om at tage af sted og finde et hjem, hvor man er, var så fine netop nu.
Tænkte på hvor godt det kunne være, hvis jeg kunne lokke min storebror Thomas til at komme med og lave lyd for mig til det job. Åh - det ville jeg elske! Og jeg mærker, at når jeg til foråret sidder til koncerten, så vil turen her være med i hjertet.
Efter de små øhop lykkedes det at finde Svartsundsrännan, en lille kanal som smutvej til at komme videre nordpå. Det er så hyggeligt med de fine kanaler, hvor husene ligger tæt ved vandet, og folk hygger med langsomhed og sommer. Lige inden kanalen sluttede var der en sandstrand med toilet og affaldscontainere og plancher med skærgårdsinfo om området. De er gode til det her i Sverige. Snakkede med et par i en kano, som spurgte lidt til det at ro kajak. Hun overvejede at begynde - det kan varmt anbefales!
Efter vi havde rundet spidsen af Storsand (eller hvad det hedder herude), gik jeg i land og ledte lidt, indtil jeg fandt det her lille sted hvor Mille kunne trækkes op helt uden stenbund, og der er fladt græs til teltet og mulighed for at tørre tøj. Og så dufter her vidunderligt! Gik rundt og prøvede mig frem - var det mon den, der ligner porse? ....er kommet frem til, at jeg tror det er noget mynte, som vokser i rigelige mængder.
I morgen stikker vi videre nord. Jeg går efter Holmsland - måske Hölick - hvor planen er at tage en hviledag og finde noget strøm.
Dagen i dag har igen været en gave. I eftermiddag byggede en stor regnsky op, men den gik sydom, og dagen har været fredfuld og fuld af genopdagelse af gamle sange.
Om lidt er der aftensmad. Ved ikke om det lykkes at sende - her er lidt dårlig forbindelse.
Dagens data:
På vandet: 6:07-15 (egentlig plus en halv time hvor jeg gik rundt og kiggede på stedet inden jeg roede Mille de sidste par hundrede meter herhen)
0-6 mest S og Ø, sol og noget overskyet (egentlig rart fordi det skærmede lidt for solen)
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og lidt puff, solfaktor