Bedring - dag 62 - 0 km - 2083 km

Jeg vågnede i morges i mit lille telt - mit lille helle. I går aftes efter at jeg var gået i seng, hørte jeg en amerikansk familie gå forbi, og en far der sagde til sin lille dreng: it's a tent, it's a home, somebody is living there!
Det var så fint!
Der var ingen på stranden endnu i den tidlige morgen, og jeg vaskede mig lidt inden morgenmaden.
Og så er dagen ellers gået med at hvile og lave forsigtige stræk af mave og lænd, og det bliver langsomt bedre. Tænkte i morges to døgn tilbage, hvor jeg smerteplaget var på vej til behandling i Umeå. Og så tænkte jeg to døgn frem, hvor jeg håber at komme videre. Hvis bedringen fortsætter med den fart, så skal det nok blive fint.
Freja ringede, og det var en meget dejlig snak, om både hvad der sker i mit og hendes liv. Tak elskede Freja - for at du er så fin og så meget dig.
Har også snakket med min Jacob derhjemme - savner både dig og Brådebæk. Og så har jeg snakket med Henrik - det var så godt. Han ved om nogen, hvad det vil sige at være på langtur.
Nordenvinden har vist blæst vandet ud af Bottenhavet, og Mille ligger pludselig længere væk fra havet - men det er vist meget normalt.
Jeg har ligget og læst en del i dag (billedet viser omgivelserne) og spurgte et forbipasserende par om et par ord, jeg ikke forstod. De var hjælpsomme og forklarede ordene godt, og spurgte interesseret ind - og manden sagde det så fint: Små skridt. Små step.
Netop - sådan er det. Og en dag ad gangen.
Jeg har bestemt mig for at prøve at tro. Tro på at jeg fremad finder mad og vand og strøm og teltplads, og hvad jeg skal bruge, når jeg skal bruge det. Og sådan har det jo faktisk været hele vejen indtil nu.
I morgen er det søndag. Der var lovet 18 timers regn og torden, men det er skrumpet til 3 timer søndag aften og 2 timer mandag morgen. Jeg kom til at tænke på en udsendelse, jeg så, hvor Erik Peitersen sejlede med et dansk-grønlandsk par, Jens og Dorte, gennem Nordvestpassagen (tror jeg det var). Det var særlig stærkt, da de en dag fandt en kvinde i det iskolde vand, efter at hendes båd og fire mennesker var gået ned. Men hun blev reddet og overlevede. De sagde, at når man starter eller slutter en sejlads, eller runder vigtige hjørner undervejs, så er det godt at gå til en messe i en kirke. Jeg vil prøve at finde en i morgen. Og så ellers bare fortsætte med at lade den langsomme heling gøre sit.
Gode tanker til alle jer derhjemme.