Mening, meningsløshed eller.... dag 61 - 0 km - 2083 km

Vågnede i morges i det fine bönhus og fik en dusch og morgenmad med familien. Pakkede mine ting og fik sagt farvel og tak for alt det gode jeg har fået. Josefin sagde, at om jeg fik lyst at låne sengen, så måtte jeg bare skrive. Jeg føler stor taknemmelighed for den store gæstfrihed - tænk at I lige var der!
Det var fint at være tilbage hos Mille og teltet, og der var helt stille og ingen mennesker endnu på stranden i morgensolen og blæsten.
Jeg sad og læste en fin og nær mail fra Siri-Anna og mærkede en følelse af, at jeg har har så meget brug for at finde mening. Det er næsten som om, jeg søger og leder og jager efter at finde mening - eller faktisk meningEN! Som om jeg er bange for, at hvis ikke der er mening, så er der bare meningsløshed. Bange for at der ikke er andre muligheder og veje end de to. Ordene fra Siri-Anna fik mig til at tænke, at måske er der ikke mening, men måske er der heller ikke meningsløshed. Og måske er der bare sætningen: det er okey! Som måske bare er: accept! Jeg ved det ikke.
Der er meget, jeg ikke ved. Selvom kroppen har det bedre, så har jeg stadig ondt og kan ikke mærke, om det kommer til at blive helt og fint og har svært ved ikke heletiden at komme til at tænke: hvad skal jeg gøre, for at det bliver bedre - for at det forsvinder? Mærker at jeg kommer til at fokusere på, hvad det er JEG skal gøre - som om det er min opgave at lede efter noget bestemt, og finde ud af, hvad det er og hvordan og hvor, det findes. Ved godt at jeg dybest set bare skal være helet, når tidspunktet er rigtigt til at komme videre. Men mærker at jeg helst vil have, at der her og nu er styr på, at kroppen heler, og at jeg ved, hvornår det bliver rovejr igen, og at jeg ved om, og i givet fald hvornår jeg når videre ....alt muligt.
Og alt det ved jeg ikke!
Ellers har jeg tilbragt noget af dagen med Pierre inde i byen. Vi har gået lidt rundt og set byen, hvor det er tydeligt, at han kender mange og udviser omsorg for folk, han møder på sin vej. Vi mødte også den her peruanske musiker, som han kender, og som denne sommer rejser rundt i Europa i tre måneder. Han har også på et tidspunkt boet i Danmark og snakker stadig lidt dansk. Jeg kunne ikke lade være at nævne, min storebror Thomas og hans familie for år tilbage boede 4 år i Peru. Det var et hyggeligt punkt at mødes i.
Pierre inviterede mig også på frokost inde i byen, jeg har hilst på hans datter Linnea, som arbejder på en restaurant, og vi var ude og se den gamle kirke i udkanten af byen. Og så er han ellers et fint menneske med en stærk tro, og det har været godt at dele tanker om det svære og om det hverdagsagtige. Han har stillet sig til rådighed på en fin måde og sagt, at jeg bare skal sige til, hvis der er noget jeg har brug for.
Jeg er tilbage hos Mille og teltet, og det føles godt. På det ene billede kan man se, at det i dag kl 17 har blæst 8-10 m/s fra N ved et at de næs, jeg skal udenom, og hvor jeg skal krydse ca 8 km. Det er mere end jeg vil - specielt med en krop der ikke er helt på toppen. I morgen blæser det næsten ligeså meget derude. Søndag stilner det af, men der er lovet masser af regn og torden. Så hvis jeg skal tænke på min bøn om, at det må blæse for meget derude, indtil min krop er klar, så ser det lige nu ud til, at svaret hedder, at det er på mandag, kroppen er klar.
Men dagen har været fin. Og frem for alt er det som om der midt i det, jeg ikke kan finde mening i, er noget, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal kalde. Men der er en følelse af, at det er okey. Og jeg mærker stadig, at jeg midt i kaos af tanker og følelser ikke er alene, og at der bliver passet på mig. Og selvom jeg føler mig hårdt prøvet, så giver det en slags ro.
Om lidt er der mad - linser kogt på trangia til den dalende sol og forventning om en smuk blodmåne senere i aften.