...en rast på färden - dag 60 - 0 km - 2083 km

Da jeg vågnede i den fine seng, regnede det en del udenfor, men det holdt op, inden jeg skulle gå til bussen, og der var stille på vejen op til stoppestedet, hvor en lille, rød 20 personersbus samlede mig op.
Turen gik gennem skovområder i et landskab, der igen er blevet mere fladt efter alle de høje klipper i området ved Högakusten. Inde i byen fandt jeg stedet hvor naprapat Erland fik "knækket" nakke, ryg og især lænd på plads. Jeg oplever, at hvis følelser har været årsag til spændinger, så kommer de op til overfladen, når spændingen slipper, så jeg var lidt tyndhudet, da jeg gik derfra, men det var helt ok. Der var fortsat smerter i hoften, men låsningen i lænden havde sluppet, og i går aftes var jeg heldig også at få en tid hos en osteopat i dag kl 16:30, så jeg tænkte at bruge dagen i byen på at slappe af, finde et bibliotek og kirken og proviantere lidt.
I Erlands venteværelse så jeg den her lille stribe om emojies - og læste også en artikel i Illustreret Videnskab, hvor Eske Willerslevs navn pludselig dukkede op i forbindelse med forskning om den oprindelige nordamerikanske befolknings genetiske rødder. Lidt hyggeligt. På vejen derfra så jeg et skomagervindue med den her lille sang, om hvor vigtigt det er, at skomagere findes.
Ved en indskydelse gik jeg først til kirken i stedet for biblioteket - og det var godt.
Kirken var åben, og udenfor sad den her lille dreng med støvler og dykkerbriller. De har en lille cafe, hvor jeg fik lov til at spille på klaveret - startede igen med "nærmere Gud til dig" og kom rundt om flere andre. Derefter gik jeg op i kirken og lagde mig og blundede lidt på bagerste bænk. Da jeg vågnede, var der samlet en lille håndfuld mennesker, og en sød kvinde, som hed Marlene, skulle til at lave rundvisning. Nåh ja - hvorfor ikke. Det var en spændende historie om kirken, der pga af brand er bygget flere gange, og pga landhævningen, som har gjort, at kystlinien er rykket nogle km, blev den med tiden flyttet tættere på havet sammen med hele byen. Det var også en historie om fattige folk, der boede i jordhuler, der var så små, at de var lettere at opvarme.
Da rundvisningen var slut, var der en lille 10minutters andagt i området bag alteret. Jeg nåede lige inden at hilse på Marlene, som spurgte til, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og gik derefter derop sammen med hende og to andre.
Og der skete det bare - jeg følte mig mødt og favnet af store vinger. Marlene læste den her fine og rammende bøn, og ved ordene "en rast på färden" begyndte jeg at græde stille. Al min bekymring, min uro, min usikkerhed, min frygt - det hele kom op til overfladen, og der var plads i rummet. Vi sang "dejlig er jorden" (härlig är jorden) og jeg fik lov at spille til. Som en del af ritualet bad vi Fadervor sammen og læste velsignelsen, og jeg følte mig mødt af omsorg fra Marlene og de to andre - Birgitta og Pierre. Bagefter fik jeg lov at blive i kirken, ligge på en afsides bænk og sove og græde færdig, og Pierre bad en enkel og fin bøn for mig, inden han sagde farvel.
Da jeg vågnede havde kroppen det bedre, og jeg gik ud i byen og fandt på torvet den bedste rejesalat, jeg har smagt - propfuld af rejer! Jeg fik provianteret og gik tilbage til kirken, hvor jeg bare kunne være, indtil jeg skulle til osteopaten kl 16:30, og Pierre havde tilbudt at køre mig tilbage til Norrmjöle bagefter.
Jeg har så stor respekt for og tiltro til osteopater, og Anna-Karin Holm var ingen undtagelse. Hun var så dygtig og kompetent og tog sig tid til at lytte og spørge ind, inden hun tjekkede min krop og fik mig på briksen og gjorde det der fantastiske, de kan, hvor de med bitte små og super langsomme bevægelser nærmest flytter og justerer rygradens knogler. Men selvom det er næsten umærkeligt, så udebliver reaktionen ikke, og følelser og hvad der ellers lå, blev så fint forløst. Hun er hermed på det varmeste anbefalet.
Pierre kørte mig tilbage til Josefin og børnene, og vi har spist på terrassen igen, og jeg er så utrolig taknemmelig for, at jeg har kunnet være her i det fine hjem med gode mennesker - tak at I åbnede jeres hjem for mig. I morgen flytter jeg hjem til teltet og Mille (har tjekket dem i aften, og de har det godt), og så har jeg ellers bedt om, at det må blæse, til min krop er klar til at fortsætte. I morgen er der fx 10-12 m/s fra N, så der skal vi ikke videre.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare skal møde så mange omsorgsfulde mennesker, men det er som om, det ikke slutter. Og det er som om, jeg bare får lov at modtage og modtage heletiden.
Jeg kan ikke gennemskue hvornår der er hul i vinden - i skrivende stund måske først mandag - men så må det være sådan, og så må kroppen hvile så længe.
Tak igen til alle jer derhjemme, som er så omsorgsfuldt tæt på mig på så mange måder. Og tak for alt det gode, I giver og sender. Jeg er blevet ført ad gode veje i dag!
Og kronen på værket har været, at min skønne svigermor har givet mig behandlingerne i de her dage i fødselsdagsgave! Tak kære Kirsten! Helt fra hjertet tak for din omsorgsfulde tanke og konkrete hjælp.