onsdag den 4. juli 2018

Indkøb - dag 38 - 25 km - 1342 km

Vi er landet på Björnholmen - mellem Herrstugan og Vitsgarn - på den vestlige endes sydlige spids, og her er blå himmel og sol.
Vågnede på mit lille værelse på Lövshagens vandrarhem og var stadig glad og lettet efter gårsdagens landing. Men også lidt flad efter de sidste mange dage med forsøg på at finde de små huller og vinduer i blæsten. Lidt ligesom efter Blekinge, hvor det var som om, den mentale træthed først meldte sig bagefter.
Dagen havde et vigtigt punkt: indkøb. Helt præcist så har jeg på det sidste oplevet problemer med at forbinde mobil og powerbank, og mit bedste bud har været, at det var ledningen/kablet, der ikke fungerede optimalt. Så jeg ville meget gerne bruge tid på at finde et nyt. Bedste bud var at stoppe i Nynäshamn på vejen, starte med at prøve om den store ica maxi skulle have et, og hvis ikke så fortsætte ned i byen, hvor en mobilforretning skulle åbne kl 10. Fik lidt hjælp over tlf af Niels til at finde et sted at gå i land tæt på ica - tak for det! Og så gik det ellers ind langs den fine kyststi, jeg vandrede ad i går. Derefter kom en lille lystbådehavn med stor flot restaurant og kurcenter (tror jeg) bygget ud i vandet. Så kom en halvø med fine huse ned til vandet og så kom en kæmpestor lystbådehavn. Er du bims der var både alle vegne. Herefter kommer kajen, hvor de store færger lægger til. Der lå en ved kaj, og jeg tjekkede på god afstand om trosserne var taget, om der kom røg op af skorstenen, om skruen var igang og om der blev givet "velkommen ombord"-beskeder over højtaleren. Ja til alle fire, så jeg ventede lidt, og kort efter lagde den ud i al sin mægtighed og jeg kunne stikke ind, da den var forbi (i god tid inden den store Gotlandsfærge dukkede op på vej ind). Jeg skulle finde en lille plet lige nord for færgelejet, og var taknemmelig for at den var på vej ud, så den var af vejen. Jeg fandt mit lille spot. Ca 20 m sandstrand ved en restaurant/natklub, som vist var mest åben aften og nat. I hvert fald var der ingen mennesker. Området var indhegnet, men porten stod åben, og jeg gik lige over på den anden side af vejen, op ad en skrænt, og der lå ica. Og yes!!! De havde et opladerkabel! Og det ser ud til, at det har løst problemet. Tak, tak, tak! Udover Mille og pagajer er en opladet og velfungerede mobil rigtig vigtig for mig, så det er stor lettelse, og det har koster en del tanker på det sidste. Fik også købt bla æbler og chips og kajakmad (nødder og tørret frugt) og sandelig også vindruer og manchego! Elsker at tænke på alle de gange vi har stået hjemme i køkkenet og lavet mad, og Freja og jeg (og også lidt Jacob) har nippet rødvin og manchego, mens vi rører i gryderne.
Jeg har set mig i spejlet, og synes jeg er blevet lidt afpillet de sidste par uger, så det er vist fint at få lidt kalorier indenbords.
Det tog lidt tid med indkøb - men jeg havde bestemt mig for, at tid og km ikke var vigtige i dag. Og dagens vigtige mission er lykkedes! Og det er rart.
Efter færgehavnen kommer en stor industrihavn, som vi gik langt udenom, og herefter gik vi videre nordpå.
Vi lagde ud med modvind og efterhånden luftede det lidt op og blev til SØ - og jeg kunne pludselig mærke, at i dag var jeg træt af vind. Forfra eller bagfra - jeg gad det bare ikke. Måske også lidt pga mental og fysisk træthed efter blæsedage og bekymring over mit kabel.
Så efter 25 km gik vi i land på et fint sted. Det er som om, det er en urskov, der bare har fået lov at gro og skyde og vælte træer, men her er fint i den gamle, kloge skov. Og her er gode klipper at tørre tøj på. I går nat stod Mille på hjul bag vandrerhjemmet. I nat ligger hun igen i siv.
Og i morgen går det videre op mod et af turens helt store mål: Stockholm!
Glæder mig helt vildt. Er også lidt spændt på om der er masser af småbåde fra alle kanter - tænker at det er der nok. Indimellem er der ingen, indimellem er der (som ved indsejlingen til Södertälje) kun sejlbåde, indimellem er der (som ved Arkö ved indsejlingen til Norrköping) tæt med motorbåde og vandscootere i bedste drengerøvsstil. I Stockholms skærgård forventer jeg det hele. Men jeg glæder mig!
Dagens data:
På vandet 9:21-15:15 incl indkøbspause i Nynäshamn
4-6 m/s N, NØ og SØ, sol og små lette skyer
Påklædning: tynd uld, rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og solfaktor

2 kommentarer:

  1. Du er så sej. Jeg håber virkelig at du også husker at nyder den svenske skærgård.
    Michael

    SvarSlet
  2. Tak Michael.
    Det gør jeg - nærmest heletiden.
    Den er der fra morgen til aften - og den er så næsten ubegribelig smuk og stærk og kraftfuld og nænsomt favnende!
    Smukke sommerhilsner
    Nenia

    SvarSlet