Vejrudsigten sagde, at det skulle blæse op i løbet af dagen, så vi var tidligt ude og blev belønnet med den smukkeste morgen og morgensange gennem de første 10 km skærgård. Alt var så stille og fint, og dagen var helt uberørt.
Herefter kom der knap 25 km hvor vi skulle udenom næs og odder og øer - første hop til til Sädö var på over 10 km, og det var dejligt, at vi var så tidligt ude, at der stadig var ret stille. Det er ikke et kryds, jeg har lyst til at lave i 6-8 m/s. Heller ikke selvom det er rygvind. I Ystad snakkede Nils og jeg om marginaler - om at planlægge så der er plads til at vindstyrker og vindområder og klokkeslæt kan ændres lidt, uden at man kommer helt ud på kanten. I dag synes jeg fcoo var en smule anderledes end virkeligheden, men til den side hvor marginen blev større. Det hænder jo heldigvis også! Da klokken var 9:20 og GPS'en stod på 34 km begyndte det at lufte op - men det var netop da vi rundede det nordøstlige hjørne ved Källvik, og herfra var det igen ind i skærgårdslæ. Frokosten blev taget på land!! i dagens anledning, og jeg tjekkede lidt kort i pausen. Det så ud til, at jeg ville blive overhalet indenom, og at min fine plan om en hviledag alligevel ville blive en indeblæsningsdag. Når vi skal være på land en hel dag, er det lidt ekstra vigtigt for mig, at det bliver et ok sted, hvor jeg ikke skal føle mig urolig for, om vi må være der. Samtidig kommer det til at blæse en del fra nord og øst, og jeg ville gerne lidt i læ. Jeg ber hver dag om et campsite og vedhæfter ofte et par ord om, hvad dagens behov er. I dag handlede det om, at jeg gerne ville møde nogle mennesker og mærke, at vi gerne måtte være der, og også at jeg gerne ville tanke noget strøm. Der er stadig til nogle dage, men det var bare en følelse.
Vi kom igennem et par steder, hvor der var masser af siv og hvor det heletiden først i sidste øjeblik viste sig, hvor vejen gik. Lidt som man kan opleve det på en å. Efter sivpassagerne så jeg pludselig ....en havørn! Nej to - og de fløj opad og opad til de til sidste begge cirkulerede højt oppe over hovederne på os. De er altså så mægtige, og man bliver lidt stille og åndeløs.
Da vi nærmede os 50 km, begyndte jeg at kigge efter et sted at gå i land. I et område med lidt spredte sommerhuse (der er en grund til at det hedder svensk rød - det er bare den farve husene har her!) så jeg en familie, der badede og spurgte, om de vidste, om jeg måtte campe her. Det måtte jeg ikke, men manden hentede beredvilligt vand i huset og kom tilbage med hele min 10-liters pose helt fyldt op. Imens snakkede jeg lidt med de andre, og den lille dreng forærede mig et æble. Det er altså en stor luxus på tur! Og det blev gemt til efter landgang. Jeg fortsatte indad og endte som sagt i bunden af Brantviken, hvor der mellem en hytte og et faldefærdigt skur var en lille plads med masser af læ. Og Mille kunne trækkes lige op på græsset. Umiddelbart luxus. Efter at være landet gik jeg et par hundrede meter op til det tilhørende hus for at spørge om lov - men der var ingen. Efter lidt overvejelser gik jeg videre over til nabohuset, og her mødte jeg Gunilla og Ingemar, som bare helt umiddelbart mødte mig varmt, åbent og imødekommende på en enkel og indlysende måde, der samtidig i al sin enkelhed overvældende hjertet. De ringede lige og snakkede med ejeren, og det var helt i orden at vi lå ved hytten. Det er så vigtig en følelse, når det ikke bare er for en nat. Vi snakkede lidt, og de viste mig, hvor jeg kunne tanke strøm hernede hvor vi ligger. Og så har de inviteret til aftensmad i morgen. I deres stue står en metalfigur af en engel. Jeg føler de selv lidt er engle også. I hver fald er der et fint skær over dem.
Jeg har gået en tur ind til kirken og nydt det fine område, som dufter af nåletræer og varme - lidt som man kan opleve det ved Tisvildeleje om sommeren. Og så har jeg mærket, at det er vildt ikke at skulle tænke rationering af strøm i et helt døgn.
Har tænkt lidt over, at hvis jeg fik lov at vide, hvordan vejret ville blive hver dag, hvor vi ville gå i land, hvad distancerne ville blive, hvornår vi kunne tanke vand og strøm og købe ind, hvordan Mille og jeg ville klare det, hvor alle sten under overfladen lå, og hvornår vi forhåbentligt ville lande i Harparanda, så ville jeg måske have mere ro i sindet. Men jeg ville gå glip af overraskelsen ved, at virkeligheden næsten altid overgår mine ønsker og forventninger, og jeg synes at både Danmark rundt og turen her indtil nu har vist, at netop det ikke at kende til femtiden er en gave, som er værdifuld at tage med videre.
Måske skal jeg bade fra den lille bro i aften. Nu er der først aftensmad.
Ps apropos så ved jeg ikke lige nu, hvornår vi kommer videre - det næste stykke er meget øhopperi, og vejret er lidt vigtigt ...men lige nu og lige her er her bare fint.
Dagens data:
På vandet 3:57-ca 12:30 (brugte lidt frem og tilbage tid på at finde stedet)
0-8 m/s S og SØ - de 6-8 kom først efter at vi kom i læ, så dem mærkede vi ikke så meget
Påklædning: mellem uld, tørjakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og solfaktor (er spændt på om det bliver tørdragtsvejr - det var det flere gange på Danmark rundt, og det bla grunden til at laver dagens data hver dag. Det gjorde jeg ikke på Danmark rundt og ønskede bagefter at jeg havde gjort det)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar