fredag den 1. juni 2018

Halland - dag 5 - 47 km - 241 km

Det er blæst op, og vi er hoppet ind i Lerkil eller Smorholmen, hvor folk nyder sommeren og havet.
Mille begyndte at synge morgensang meget tidligt - og efter at have tjekket vejrudsigten besluttede jeg, at det var en god ide at vågne. Dagen skulle starte stille og slutte blæsende. Og så var der mange knot (eller hvad de hedder) så havregrøden blev indtaget lidt hurtigt, så vi kom tidligt af sted.
Vi skulle vest om spidsen før vi kunne se Göteborg - og derude for enden var der hele tre kabelfærger! Hjemme kender jeg den kun fra Orø - her er de alle vegne! Meeen - det lykkedes at finde en lille bitte smutvejskanal under vejen - kun stor nok til en kajak eller måske en lille båd med to der skal til kaffe hos Anne og Gunnar, og undgå færgerne!
Og DER var så Göteborg havn!!! Den er stor! Hele tre sejlrender ind! Jeg havde overvejet at gå helt ind og stikke over - men ombestemte mig. Ad første rende kom et kæmpe skib med hele fire lodsbåde til at trække, skubbe, guide! Vi har oplevet sådan nogen tæt på i Københavns havn og har meget respekt for dem! Godt defineret med bagbords- og styrbordsbøje smuttede vi over første rende lige efter monsteret. Man kunne se på passerende skibe, at næste rende lå bag et skær, så indtil da var vi fredet. To store DFDSskibe krydsede foruden et skib med en pilotbåd som følgesvend - respekt for dem alle sammen, og vi ventede pænt og stak over bag dem. Rart undervejs at lytte lidt med på VHFen og høre hvad der er på vej ind og ud - og andet. Det var de to øst-vestgående render. Efter nogen tid langs et par øer kom den nord-sydgående, hvor trafikken er knap så tung. Til gengæld er der et væld af både, lystsejlere, minifærger, men det gik fint.
Og så blev det stille og dejligt øde i lang tid!!
Vi kom fra Västra Götland til Halland, og langsomt begyndte skærgården at fade lidt ud. Ikke helt, men tydeligt nok! Som om kæmpen, der tømte sine lommer for småsten begyndte at løbe tør, og kun havde de lidt fladere og rundere tilbage.
Vestenvinden tog til, og vi stoppede lidt tidligere end planlagt - her hvor folk nyder at sidde og ligge "på stranden" hvilket her betyder klipper. Hvis bare man medbringer noget blødt at ligge på, så er det jo fedt nok at undgå sand imellem tæerne (og i bilen!)
Tæt på ligger ishuset hvor man også kan få et koldt glas juice, strøm til mobilen, et varmt og imødekommende smil og tilbud om frisk vand. Alt sammen af Eivie og Michael - mor og søn. Simpelthen så søde og rare!
Dagen data:
På vandet 5:00-15:00
0-8 m/s - først fra Ø, siden fra V
Påklædning: tynd uld (vasket for salt), rojakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, solfaktor 50 og myggespray (ku være fedt hvis én en dag opfandt de to i kombi!)

2 kommentarer:

  1. Hej Nenia, Så du er på vejen med dit eventyr! Västra Götlands kyst er så smykt! Jeg holde øje på dine fremskridt. Held og lykke. Rigtig god tur! Hilsen, Andrew

    SvarSlet
  2. Tak Andrew! Og god sommer :-)

    SvarSlet