lørdag den 23. juni 2018

Vigtigt hjørne - dag 27 - 61 km - 885 km

Der er stille og fint her tæt på Olsäng, 4 sømil syd for Kristianopel.
Var tidligt oppe i morges og var letted, da jeg hørte, at der var stille efter dagene med blæst. Man ved aldrig helt, om vejrudsigten holder, men den lovede stadig stille vejr. Mens jeg begyndte at pakke sammen, blæste det lidt op og begyndte at regne, men jeg havde tillid til og tro på, at det bare var en byge med tilhørende vind. Ved stranden var der en overdækket terrasse, hvor folk klæder om, og det var dejligt at kunne stille al bagage der og spise havregrød i tørvejr. Mille blev pakket, og vi stak ud mod Korsanäs, som var første hjørne. Der kan efter sigende være lidt gang i den, men i dag var der stille, og alle morgensangene blev sunget. Fra spidsen derude gik det videre indenom Hasslö, Aspö, Tjurkö og Sturkö med et lille stop, hvor Stigs gode madpakke blev spist! Tak for den! Bla gik vi over den store sejlrende ind til Karlskrona, hvor en stor Stena Line gik ind et godt stykke foran og først gik ud igen, da vi var forbi. Der var en enkelt pilotbåd, som lige skulle holdes øje med, men ellers var alt roligt. Da vi var vel forbi, kom der et stor krydstogtskib - de er altså mægtige! Det næste stykke gik lidt med at finde ind og ud mellem små øer - det er jo bedst ikke at havne i en blindgyde, og det lykkedes. De helt små detaljer er ikke på søkortet, men GPS'en med kort er god, og så kan man også kigge efter styr- og bagbordsbøjer, som markerer, hvor de små bådes sejlrende er - og det er også en god ting at holde øje med, hvor de små både stikker ind og ud. Det giver en god ide om hvor, man skal sigte.
Næste store og vigtige hjørne var Torhamn Udde helt ude for enden. Turen derud var sidste chance for at nyde Blekinge skærgård, som er så utrolig fin. Da vi nærmede os, fik vi lige lidt blæst som sidste hilsen..... og kl 11:30 var vi rundt og kom i læ. Tak - det var dejligt at komme rundt efter en blæsende rejse den sidste uge. Resten af dagen var stille og fin, kun afbrudt af at holde øje med sten og lavtvandsområder og hvilke holme man kunne eller ikke kunne gå indenom. Der var en del sæler, som jeg sang for - de er så nysgerrige, og kan vist godt lide Rutter "look to the day when earth shall sing" "the sounds of life returning fill the air" og de danske "vi har kærlighedsasylet fundet"!
Vi gik i land kl 15 og kunne måske godt have fortsat, men det føles som, at hvis jeg holder det omkring 50 km eller måske 5-10 mere, så kan kroppen også gøre det igen i morgen - hvis vejret er til det, så nu ligger vi her. Da jeg begyndte at kigge efter campsite, var der pludselig kun kreaturmarker, så vi endte lidt højere end planlagt, men det føles ok. Udover at folk går aftentur her og kigger efter sæler, så er her rigtig dejligt stille.
Næste delmål og mål er Kalmar og derefter Oskarshamn, Västervik, Nyköping - og det helt store mål: at komme op til, se, opleve og komme igennem Stockholms store skærgård. Det føles pludselig tættere på.
Glemte i gårsdagens "hvorfor" at en vigtig ting er enkelheden. Jeg har alt i Milles 5,61 og ved præcis, hvor alt ligger.
Her er fred - har hvilet lidt, fået en kop rødvin, læst i min svenske bog, snakket i tlf med Freja - SÅ hyggeligt, og nu er det aftensmad til lyden af mågeskrig.
Hov - der var en, der lignede en langturskajakroer - gad vide om det er en HBB'er.
Ps Har fået hilsner på mail. Tak for det - det er vildt hyggeligt!
Pps sender en kærlig bryllupshilsen til Zaklina og Noah som bliver gift i dag :-)
Dagens data:
På vandet 4:30-15
2-4-7 m/s V og SV (også NV iflg udsigten, men det mærkede jeg ikke så meget), sol og lidt skyet
Påklædning: mellem uld, tørjakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket og indimellem buff og uldhue
Troede måske det var tørdragtvejr, men det gik uden. Brugte den en del på Danmark rundt, men indtil videre er det gået uden

2 kommentarer:

  1. Kære Nenia
    Det lyder som om du har endnu et fantastisk kajakeventyr med Mille.
    Glæder mig til at læse om de næste forhåbentlig fine kilometer gennem skærgård op til Stokholm.
    God tur.
    Michael Olsen fra Rungsted Kajak Klub

    SvarSlet
  2. Tak Michael.
    Sendte dig en tanke da jeg kom forbi Järnavik - det var en fin tur! Gode sommerhilsner til dig!

    SvarSlet