søndag den 10. juni 2018

Tanker om kærlighed...og et overraskende møde - dag 14 - 56 km - 630 km

Vi ligger i Ystad, på den perfekte plet vi fandt på vores tur sidste år, og det regner svagt på teltet ..for første gang i 13 dage!
Aftenen i går sluttede med, at jeg fik min powerbank til opladning hos Mats for natten, så den kunne blive fyldt godt op. Det var en fin morgen, og netop som det sidste blev pakket i Mille, og jeg skulle hente powerbanken, så kom Mats selv ned med den, selvom klokken var 5:30. Tak altså - for det hele!
Det var egentlig bare en fin dag, hvor vi stille nærmede os Ystad, mens vinden kom og gik.
Nu et par dage efter Øresund mærkede jeg mere tydeligt, hvad det var der skete i tanke og hjerte. Tænkte på at der ofte ved bryllupper bliver læst fra "kærlighedens højsang" (tror jeg man kalder det): kærligheden er mild, langmodig, misunder ikke ...ophører aldrig...størst er kærligheden. På en måde synes jeg, der mangler en: kærligheden er besværlig! Den kan trække i os, måske skubbe os ud af kurs. Måske ville livet være lettere uden kærligheden, så man bare kunne bevæge sig frit - men mit liv ville mangle retning. Og jeg vil hellere leve med de benspænd kærligheden giver end uden. Da vi kom til Øresund, mærkede både Mille og jeg hjertet slå hurtigere, fordi vi var så tæt på vores hjem, og dem vi elsker. Det var som en magnet, der trak i hjertet og sagtnede farten og gjorde det svært at komme videre. Det var en stor hjælp at Frede kiggede forbi, så vi ikke bare skulle længes på afstand, men også fik lov at møde et menneske i kød og blod, inden vi skulle videre. Det var det, hjerter mærkede....kærligheden er besværlig - uundværlig.
Nu er vi så videre, og det glider roligt fremad. Næste mål var at komme til Ystad, men derefter er næste mål at runde Sandhammaren, som vi var forbi to gange sidste år, og begge gange fik lidt bølgebank. I morgen blæser det op ud på formiddagen, og jeg vil gerne komme rundt senest kl 10. Derudover ligger skydefeltet Kabusa på vejen derud (ca 3 sømil herfra) og de skyder fra kl 9 så.... vi stikker tidligt af sted og slår to fluer med et smæk.
Der er to andre ting som nærmer sig i horisonten. En stor glæde og et benspænd. Glæden er er bryllup. Vi har ikke børn selv, men de sidste to år har min niece Freja boet hos os og er blevet som en datter af huset - og på lørdag skal hun giftes med sin Mikkel! Helt fra start har jeg spurgt Lennart fra HBB, om det er ok at tage nogle dage hjem til bryllup undervejs, og det er det. Og jeg glæder mig! Benspændet er at lidt op ad kysten ligger skydefeltet Ravlunde, og de skyder 10.-14. juni kl 00-24!!! Værsgo! Ikke noget med en lille nattepause, hvor man kan smutte forbi, som de så fint havde i Oksbøl, da vi roede Danmark rundt. Så ca 65-70 km herfra er det lige nu planen, at vi stopper lige inden skydefeltet i en by, som hedder Kivik, prøver at finde nogle søde mennesker, som vil huse grej og gear og Mille, og så tager jeg hjem til bryllup nogle dage og kommer tilbage på søndag.
Det var det, der fyldte tankerne da vi nærmede os Ystad. Men pludselig hørte vi paddellyd bag os, og en Orangeformummet roer i en hvid VKV spurgte, om det var mig der padlede Sverige rundt. Det gjorde han også selv!!!!! Det var Nils, som lagde ud dagen før os. Han havde spottet os og var sat efter os. Vejen blev lidt kortere til Ystad, og da vi ankom, fandt jeg stedet her, hvor der var plads til os begge. Vi gik ned og handlede, og på vejen hjem fandt vi et lille sted, hvor man kunne få en øl i en hyggelig gårdhave med musik på anlægget og folk der bestiller mad. Helt civiliseret at opleve! Det har været superfint at snakke om bedste oplevelse, smukkeste oplevelse, hårdeste oplevelse, hvor høj vores vindstyrkegrænse er for et kryds, hvordan kroppen reagerer, hvad man tænker derude på vandet, nørdning af grej og gear og alt muligt. Og jeg har fået lov at stille ophobede spørgsmål om det svenske sprog. Vi følges forbi Kabusa og rundt om Sandhammaren i morgen tidlig, og derefter begynder jeg nok for alvor at tænke på, hvordan jeg kommer hjem til bryllup.
Dagens data
På vandet 5:32-17
Let overskyet (aah) 2-4-6-4-2 m/s
Påklædning: mellem uld, rojakke, neoprenhåndledsvarmere (beskyttelse for solen), neoprenbuks og -fodtøj, kasket og puff.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar