søndag den 24. juni 2018

Øjeblikke - dag 28 - 55 km - 940 km

Alt ånder fred i et lille hjørne af Krokskärsvägen i Dunö vest for Kalmar.
Vågnede uden vækkeur lidt i 4 og gav mig god tid til at nyde teen og morgenen, inden vi tog af sted.
Det har været stille det meste af dagen - hvidt vand som vi kalder det når der er 0-2 m/s. På fcoo billedet fra i går aftes kan man se, at der kl 18 i aften var lovet hvidt vand her, men en lille plet med 14-17 m/s nede ved Blekinge.
I den stille formiddag kunne jeg mærke, at den sidste uge gennem Blekinge har været lidt udfordrende med blæst og planlægning og udsigter og forberedelse på blæst og små huller imellem, hvor vi kunne komme på vandet. Ikke at jeg ville have været det foruden. Det er så fint, at både Danmark rundt og Sverige rundt og vel også livet er sådan indrettet, at man ikke bare kan undgå det hårde og nøjes med det lette. Jeg synes, det er så fint, at noget kan være krævende og smukt samtidig. Kommer uvægerlig til at tænke på Bernsteins symfoni Kaddish, som jeg dirigerede i synagogen i København. Det er nok det sværeste, jeg nogensinde har dirigeret, men det var en meget smuk og stærk oplevelse, som det stadig kan røre mig at tænke på. Men jeg har mærkede i dag, at jeg er lidt mentalt flad efter krævende - og smukke - dage i Blekinge, og det er som om stilheden i dag gjorde, at jeg pludselig kunne mærke det.
Noget andet der fyldte lidt var, at en eksistentiel og åndelig ensomhed stak ansigtet frem og bad om lidt opmærksomhed.
Og den tredje ting der kom frem i stilheden langs de flade områder med øer og holme og sæler var mange smukke og specielle øjeblikke, der har været på turen.
Fx en dag hvor jeg så en svane lette på skarvmåden. Svaner løber i deres tilløb med fødderne skiftevis højre og venstre henover vandet, mens de basker med vingerne - skarverne gør det med samlede fødder. Tænkte på hvem der havde opdraget den.
Eller aftenen ved Rammsjö på Hallandsåsen hvor en ældre mand sad alene på en bænk og kiggede udover havet fuld af visdom og erfaring og accept og fred, og det fik mig til at tænke på Gnags og Peter A G's "når jeg blir gammel" - gerne i Ida Corrs version hvor hun rør Peter AG så fint og mildt.
Morgenen efter Helsingborg hvor vi mødte marsvin - det er godt for hjertet.
Natten ved Barsebäck hvor jeg var ude kl 11 og så den smukkeste røde himmel over Øresund.
Gøgene som kukker i forskellige tonearter og også forskellige intervaller - har hørt både en lille terts, en stor terts og en kvart.
Turen med Frans og Jonas til Sturup hvor Jonas spillede Ulf Lundells "jeg trivs bedst i öppet landskab - näre havet vill jeg bo" og jeg fik blanke øjne ....lyt til den!
I dag hvor jeg så et ørnepar lette sammen.
Så mange øjeblikke i hjertet og på nethinden.
Da vi nærmede os Kalmar, så jeg en stor regnbyge nærme sig. Vi fik lidt af den med silende regn og kastevinde, men bagefter bliver alt stille. Så dukkede en ny op - den var desværre også med torden, så jeg holdt lidt ekstra øje og tog en kystnær omvej inden vi stak over til Dunö - nåede at se et par lyn også, men heldigvis ikke så tæt på. Stedet her er fuldt af fine villaer med egen bådebro, men det lykkedes at finde en forfalden bro, som tilhørte en tilgroet grund, og jeg tror ikke vi generer nogen. Lige da vi landede, begyndte det at sile ned. Det gælder bare om at have ro på, få teltet op, få tørret Milles cockpit og lukket det til og komme ind i forteltet og prøve at bakse noget tørt tøj på. Heldigvis er regne stilnet, og jeg nåede en ica bare 2-3 km væk lige, lige inden de lukkede og har fået tanket chips! Yes - det er godt.
Glæder mig til at komme gennem kanalerne i Kalmar i morgen og videre - og nu er der aftensmad mens tøjet tørrer lidt.
Dagens data:
På vandet 5:57-15:45
0-2-4-6 fra skiftende retninger og lidt kraftige regnbygevindstød, sol, skyet og regn
Påklædning: mellem uld, tørjakke, neoprenbuks og -fodtøj, skiftende kasket, puff og hue.

2 kommentarer:

  1. All good wishes as you continue on your adventure! :-)

    SvarSlet
  2. Tak Andrew! Gode sommerønsker til dig!

    SvarSlet