onsdag den 20. juni 2018

Gensyn - dag 24 - 30 km - 824 km

Her er køligt og blæsende på Ekenäs batsplats camping ved Rönneby Hamn - men rigtig fint og meget hyggeligt!
Dagen startede tidligt. Jeg vidste, at det ville blæse op fra kl 11 og ville gerne nå så langt som muligt inden. I løbet af natten vågnede jeg nogle gange og mærkede glad, at det ikke rev helt så meget i teltet længere. Det lovede godt! Turen gik med skrå medvind gennem den smukke skærgård, hvor de røde Emil fra Lønneberg-huse ligger lige ned til vandet og emmer af hygge og tid. Hvad gør man i skærgården, når man ikke behøver garage til en bil? Man bygger den fineste "boatport", som man kan se her. Kursen blev lagt efter at ligge i læ af så mange af de fine øer som muligt, og efterhånden nærmede vi os området ved Järnavik, og hjertet slog lidt hurtigere. Her var vi på en fed eksamenstur i april 2015 med solohold 10 og tre instruktørere fra klubben. Hin sagnomspundne tur hvor vi på vej hjem fra en lang dag mødte delfiner!!! En af instruktørerne (Frede som kom til frokost, da vi var forbi Landskrona) filmede lidt af det, og på youtube under "delfiner ved Järnavik" kan man se, hvordan et par trætte kursister pludselig bliver meget vågne og glade. De fulgte os en hel time helt ind i Järnavik havn. Det var altså en meget stor oplevelse!
Det er godt at være her igen, og sjovt at mærke så tydeligt hvordan grænserne har flyttet sig med navigation og teknik og alting.
De sidste par dages roning er sluttet med, at vi er gået rundt om et eller andet, hvor der har været gang i vind og bølger på en måde, så det har været muligt, men ikke hele tiden sjovt. I dag besluttede jeg at gøre noget andet, så i stedet for at gå udenom Korsanäs og ind i Karlskronadelen af skærgården, så gik vi ind mod Rönneby Hamn, som havde en lidt eventyragtig klang i mine øre. Det var et godt valg! På østsiden ved motorbådshavnen ligger den hyggeligste lille campingplads helt ned til sandstranden. En supersød kvinde hilste på mig og tog mig med til receptionen - som er en campingvogn, hvor campingmutter Anna bor med sin mand. Hun foreslog selv, at med telt ville jeg nok gerne ligge i læ! Jeps - og tak for omtanke. Jeg kunne bare pakke ud og få et varmt bad og komme og betale senere. Det koster under halvdelen af Helsingborg så det er luxus. Efter badet inviterede naboen, den hjælpsomme kvinde Eva og hendes mand, på en varm kop te og jordbær og chips og et par varme tæpper i deres fortelt. De bor i Höganäs med udsigt til Nordsjælland, og sønnerne elsker at tage en smut over til Hornbæk i deres båd. Men hun fortalte også om en grim oplevelse, de havde, da børnene var små, og de alle fem sejlede fra Øland til Gotland, og en vejrudsigtsfejl gik over i historien. Der var lovet 6 m/s men det blev 21-23 m/s!!! Efter sigende er fejlen røget i lærebøger som eksempel på, hvor vigtigt det er, at der ikke sker fejl i videregivelsen af data om vejret. Heldigvis overlevede alle, men tre både forsvandt derude. Godt at blive mindet om respekten for de store kræfter.
Jeg fylder ikke så meget på min store plads 22, så gråspurvene bruger resten til at støvbade i gruset - man kan næsten røre ved dem...nu var der fx en der hoppede hen og kiggede på mig bare en halv meter væk!
Medmindre vejret slår om, så kommer det til at blæse 10-12-14 m/s de kommende par dage, og jeg skal ikke ud og runde nogen hjørner i det vejr, så jeg tror bare, vi bliver her. Har været nede og kigge på den fine lille havn med en lille båd til Karön, og i morgen går jeg en tur ind til Rönneby og henter cash, så jeg kan betale for et par nætter mere. Nu trækker det op til regn, og det er godt at være under tag.
Dagens data
På vandet 5:39-10:30
6-8 m/s V og VSV, lidt sol og skyet
Påklædning mellem uld, tørjakke, neoprenbuks og -fodtøj, kasket, solcreme (hænder og læber er helet fint og klarer det godt)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar