tirsdag den 19. juni 2018

Mer blæst - dag 23 - 31 km - 794 km

Det blæser næsten en halv pelikan og en havmåge på Boön ved Karlshamn, men her er ret fint.
Jeg vågnede tidligt og tog en langsom morgen. Havde ikke noget bestemt mål andet end at komme lidt videre.
I starten var der fralandsvind, og jeg ville egentlig gerne bare lave en kystsniger, men mange steder lignede det, at en kæmpe havde tømt lommerne for småsten, og vi var nødt til at ligge lidt væk fra kysten og mærke, at vinden tog i os begge.
Inde i bunden af bugten gik vi nord og havde lige lidt fred ....indtil vi stak vest langs nordsiden af bugten og mærkede vinden i ryggen - den var i mellemtiden gået fra SV til V. Vi fløj af sted, og det var jo fedt, men også lidt udfordrende når der var lidt længere mellem næs og odder og bølgerne nåede at bygge op. Lidt før Karlshamn var der en stor rygende skorsten, som var god at ro efter og også at se lidt vindretning på. Jeg prøvede at spare lidt kræfter ved skiftevis at gå med vind og bølger lige i ryggen og så indimellem dreje 90° så vi lå langs bølgerne.
Lige før Karlshamn var der tre store skorstene, som var et godt mål. De lå sammen med den store havn, og jeg valgte at gøre det til dagens sidste kryds at komme forbi der. Det blæste tydeligt op, der var en sejlrende og en lods et stykke ude, som skulle til at hente et større skib ind. Men det gik - med godt med fokus og opmærksomhed og vi kom rundt om sidste spids og ind i læ. Og nu ligger vi på nordspidsen af Boön med udsigt til Karlshamn. På billedet kan man måske mellem de to små både se en lille rød prik på land - det er Mille. Billedet blev taget, da jeg gik halvanden time ind til byen for at finde Systembolaget og købe noget rødvin - synes jeg fortjente det :-) Og et supermarked som havde druer og en kold danskvand. Jeg fandt også kirken og gik ind en stund og mærkede skuldrene falde helt ned og alle celler lande i det stille og omsorgsfulde rum. På vejen hjem fandt jeg et kirsebærtræ og guffede lidt - mums! Næsten hjemme standsede en ældre mand på en cykel og sagde, at der ikke var så mange fodgængere her - mest kun biler. Det var Ragnar, som har sejlet det meste af sit liv, kender havet godt, har familie i Hörvik og i styrhuset på båden til Hanö, kender folk som er blevet derude og aldrig kom hjem. Han var så fin og hans øjne lyste af erfaring og liv. Det var godt at møde ham, snakke lidt med ham og lytte til ham, og han ønskede god videre færd.
Måske kommer vi et lille bitte hop videre i morgen formiddag. Håber det. Imens vil jeg gå en tur på min lille ø og nyde synet af de fantastiske børnehaver, som andefuglene har. De er seje og tager ungerne med ud i noget, jeg ville kalde vildt vejr, hvis jeg var and! Respekt!
Dagens data
På vandet 5:45-11
6-8-10 m/s SV og V, sol og overskyet
Påklædning mellem uld (har som regel altid uldundertrøje under), tørjakke, neoprenbuks og -fodtøj (har altid uldstrømper i), kasket

Ingen kommentarer:

Send en kommentar