Tog en langsom morgen og vidste at der var kort til Kivik. Mille havde sovet fint på stranden og var næsten lidt stolt over sådan at overnatte lidt alene. Vi roede stille ind i den fine morgen og gik med morgensangene ud mod Stenshuvud ....og det gik op for mig, at da vi roede forbi sidste år var fokus ærgrelsen over, at vi ikke kom til Bornholm. Men i dag fik områdets skønhed lov at leve - og det er virkelig en perle. Tag dertil! Gør det! Det er som noget fra en tropisk sydhavsø tilsat nordisk råhed. Kraftfuldt og samtidig med mild frodighed. Vi nærmede os Kivik, og jeg bad en stille bøn om, at vi måtte finde et godt sted til Mille og bagagen. Der var stille i byen, da vi landede - en flok børn med et par voksne legede på legepladsen ved stranden, men ellers så det ud som om, alle var på arbejde eller andetsteds. Jeg gik lidt rundt - så en bil med et par håndværkere og spurgte, om de tilfældigvis kendte nogen i de nærmeste huse? Nej det gjorde de ikke, men det var vel bare at banke på .... Så pludselig liv i et hus 65 skridt fra stranden og tog mod til mig, gik ind og bankede på. Det var Jonas og hans 5-årige søn Frans, som var på nogle dages ferie i huset, der har været i familiens eje i 120 år. De var ved at pakke sammen, men jeg var da velkommen til at stille Mille og teltet og bagagen i haven - og hvis jeg om en halv time ville have et lift til Sturup, så var jeg velkommen! Tak altså - kæmpe tak! Fik det hele på plads og susede i en superfed lejevolvo gennem hele det landskab vi har padlet os langsomt udenom. I Sturup fandt vi en neptunbus til København, og herfra gik det over Nørreport og med bus 15E hjemad. Godt at vi lige havde lidt tid i Sturup til at få sjælen med og tørre tøj på en bænk. Vildt at passere travle Nørreport og mærke at informationsmængden er enorm - føles som om alle er på vej videre, og jeg bliver selv draget ind i strømmen, hvor nuets enkelhed fortaber sig.
Hjemme stod Freja klar med kram - sammen med Klara og Ronja, som er her den sidste uge før deres søsters bryllup. Overvældende at være hjemme - men også dejligt at nå at lande lidt inden lørdagens bryllupsfest.
Min krop har det rigtig godt. Eneste "men" er at hænder og læber er lidt solbrankede, og at jeg har noget udslet på ryggen af mange timers saltvandsvådt tøj, hvor huden ikke rigtig kan ånde. Men ellers er jeg bare lidt bims over, at der sker så meget - og så savner jeg Mille! Resten er ren glæde.
Mht HBB så er det ret enkelt. Man må kun bevæge sig i kajak og til fods - synes egentlig det er fint, at langsomheden er en del af turen. Men det er indenfor reglerne, at jeg teknisk set lige nu har afbrudt turen, mens jeg er til bryllup, og er taget hjem med bil og tog og bus - og på søndag når festen har lagt sig, tager jeg tilbage og genoptager turen og fortsætter sammen med Mille!
Fuglene synger aftensang i haven. Skumringen lister sig ind. Her er godt at være. Glæder mig til dage med glæde for og med Freja og Mikkel. Og glæder mig til at se Mille på søndag. På gensyn!
Dagens data
På vandet 6:33-9
Sol og skyet, 6 m/s NV
Påklædning mellem uld, tørjakke (for at hjælpeudslettet lidt), neoprenbuks og - fodtøj, kasket og som altid faktor 50, som dog ikke helt er nok
Ingen kommentarer:
Send en kommentar